Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kritik af NGO'er: Flere reddes – og flere vover turen over havet

Mens overfyldte gummibåde med migranter og flygtninge fortsætter med at stævne ud fra Libyen med kurs mod Europa, skærpes ordkrigen mellem EU og de humanitære organisationer: Hvor aktiv og udfarende skal man være for at redde liv på Middelhavet?

Flere og flere flygtninge og migranter, som af menneskesmuglere sendes ud fra den libyske kyst med kurs mod Europa, bliver samlet op af NGOer. I Trapani på Sicilien satte Læger uden Grænsers redningsskib »Prudence« forleden 253 overvejende vestafrikanere i land, som var blevet reddet på havet. Foto: Asger Ladefoged
Flere og flere flygtninge og migranter, som af menneskesmuglere sendes ud fra den libyske kyst med kurs mod Europa, bliver samlet op af NGOer. I Trapani på Sicilien satte Læger uden Grænsers redningsskib »Prudence« forleden 253 overvejende vestafrikanere i land, som var blevet reddet på havet. Foto: Asger Ladefoged

Det er igen højsæson for gummibåde fyldt med afrikanske migranter og flygtninge på Middelhavet mellem Libyen og Europa. Alene i sidste weekend blev knap 8.400 samlet op af redningsbåde, og dermed skærpes diskussionen af, om Læger uden Grænser og de andre humanitære organisationer fremmer menneskesmuglernes forretning, fordi de sejler tæt på den libyske kyst og dermed øger migranternes chancer for at blive reddet inden druknedøden. Kritikken af de ikke-statslige organisationers indsats rejses blandt andre af Frontex - EUs Grænseagentur,

Men her på havnen i den vestsicilianske by Trapani afviser Matthias Kennes, projektkoordinator på Læger uden Grænsers store redningsskib, »Prudence«, beskyldningerne om, at han og kollegerne om bord bevidst sejler ind i libysk farvand for at redde så mange migranter og flygtninge som muligt.

»Vi forsøger at undgå at være i libysk farvand. Af sikkerhedsgrunde. Og hvis vi spotter en båd i havsnød i libysk farvand, beder vi altid først de koordinerende maritime myndigheder i Rom om tilladelse,« siger Matthias Kennes, mens 253 overvejende vestafrikanske migranter og flygtninge klædt i mørkeblåt træningstøj og plastiksandaler, som de har fået udleveret af Læger uden Grænser, stille, anspændte og håbefulde går fra borde for at få behandlet deres anmodninger om asyl hos de italienske myndigheder.

Læger uden Grænser er blot en af i alt omkring 12 ikke-statslige organisationer, der samler migranter og flygtninge op i havet ud for Libyens kyst. Flere af dem er små, private initiativer, og kritikken af deres indsats blev rejst af Frontex – EUs Grænseagentur – tilbage i februar. Som omtalt dengang i Berlingske og flere internationale medier påpeger Frontex et »trist paradoks«: Jo flere skibe, der patruljerer i farvandet ud for Libyen, desto flere migranter og flygtninge bliver reddet, og det får tilskynder endnu flere til at tage den livsfarlige overfart.

Ifølge Frontex er det alle de involverede parter, der på den måde uforvarende fremmer menneskesmuglernes forretning – altså både fartøjer fra EUNAVFOR MED (EUs krigsskibe i operation »Sophia« i Middelhavet), og skibene fra Frontex og de ikke-statslige organisationer. Men Frontex beskylder Læger uden Grænser og de andre NGOer for at spille en særlig problematisk rolle, fordi de opererer så tæt på den libyske kyst, at migranterne ikke skal være så lang tid på havet, før de – formentlig – bliver samlet op.

»Det får menneskesmuglerne til at tvinge endnu flere migranter om bord på de usødygtige både med utilstrækkelige forsyninger af vand og benzin sammenlignet med tidligere år,« lyder kritikken af NGOerne fra lederen af Frontex, Fabrice Leggeri, der tilmed har eksempler på, at menneskesmuglerne har givet migranterne en mobiltelefon med nummeret på et NGO-skib indkodet.

»Hvor er Frontex?«

Omvendt beskylder Læger uden Grænser, SOS Méditerranée, Migrant Offshore Aid Station (MOAS) og de øvrige organisationer med redningsskibe i Middelhavet Frontex for at holde sig på uansvarlig lang afstand af Libyen.

»Hvor er Frontex?«, spørger Læger uden Grænser næsten dagligt i organisationens opdateringer på Twitter om redningsaktionerne, mens maltesiske MOAS, efterlyser et politisk kursskifte i EU, så folk ikke skal risikere livet for at nå Europa.

Kritikken af Frontex fra de humanitære organisationers side er både rigtig og forkert. Rigtig fordi Frontex ikke har skibe, overvågningsfly og helikoptere i Middelhavet med det hovedformål at redde liv. Forkert fordi Frontex faktisk er med til at samle migranter og flygtninge op, når der er ekstra pres på – som i sidste weekend, hvor stort set alle skibe i farvandet ud for Libyen var i aktion og reddede flere end 8.000 personer.

Da EUs grænseagentur overtog overvågningen af havet ud for Libyen fra den italienske kystvagt i 2014, blev patruljeringen skubbet adskillige sømil længere væk fra libysk farvand. Forventningen var, at det kunne afskrække migranterne fra at stå til søs, fordi de skulle ud på en længere og mere farefuld sejlads, inden de blev samlet op.

Men det hul er nu fyldt ud af NGOernes skibe og – for at gøre forvirringen total – af EUs krigsskibe i operation »Sophia«. De i øjeblikket fem militære fartøjer skal opbringe og destruere menneskesmuglernes både, og derfor ligger de tæt på libysk farvand. Indtil videre er det lykkedes at få fat i omkring 400 smuglerbåde, men det har ifølge NGOerne blot medført, at menneskesmuglerne nu i stedet altovervejende bruger gummibåde, der på ingen måde er egnede til at nå Europa.

Samtidig er det en del af det »triste paradoks«, som Frontex-direktør Fabrice Leggeri taler om, at EUs krigsskibe også samler rigtig mange migranter og flygtninge op, fordi de opererer så relativt tæt på Libyens kyst. Det er ganske vist ikke krigsskibenes opgave, men ifølge de internationale havretsregler har ethvert fartøj pligt til at hjælpe et andet skib i havsnød.

Denne regel kan handelsskibene – herunder de danske – tale med om. Før NGOerne sidste forår og sommer begyndte at sende redningsskibe til den centrale del Middelhavet, var det ikke mindst handelsskibene, der tog migranter og flygtninge om bord.

»Det var helt uholdbart, da et handelsskib slet ikke er gearet til den slags redningsaktioner. Det er hverken en opgave for handelsflåden eller for de humanitære organisationer. Det er en statslig opgave. Men selvfølgelig ser vi hellere, at det er NGOerne, der gør arbejdet, end os,« siger underdirektør i Danmarks Rederiforening Maria Bruun Skipper.

På havnen i Trapani på det vestlige Sicilien er en af dem, det hele handler om, bare glad for at være i live. 28-årige Anthony fra Ghana har ingen anelse om sin rolle i den omgang Sorteper, som redningsaktionerne i Middelhavet har udløst. Han er først og fremmest lettet over, at han er sluppet levende fra de fem måneder i transit i Libyen.

»Det var så forfærdeligt i Libyen. De behandler os værre end dyr,« siger Anthony, inden det er hans tur til at få det første sundhedstjek i det lille Røde Kors-telt på molen ved siden af Læger uden Grænsers store redningsskib, »Prudence«.

Ole Damkjær er Berlingskes internationale korrespondent

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.