Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kinas luksusagenter har nok at se til

For at undgå opmærksomhed og luksusafgifter køber Kinas rige og modebevidste forbrugere ind uden for landets grænser. Mange benytter sig af »daigou« – kinesiske mellemmænd med base i udlandet.

Mange velhavende og modebevidste kinesere – med forkærlighed for diskretion og toldfrihed – er begyndt at købe ind uden for landets grænser – eller at lade venner eller godt betalte luksus­agenter gøre det for dem.
Mange velhavende og modebevidste kinesere – med forkærlighed for diskretion og toldfrihed – er begyndt at købe ind uden for landets grænser – eller at lade venner eller godt betalte luksus­agenter gøre det for dem.

BEIJING: Når der er gang i forretningen, tager Wei Wen toget fra Hong Kong til det kinesiske fastland flere gange om ugen. Med sig har han håndtasker, ure, parfumer og sko. Alt sammen kendte mærkevarer fra modehuse som Prada og Gucci. Købt på bestilling af brandbevidste kinesere andre steder i landet. Fremme i Sydkina sender han luksusprodukterne med post til sine kunder.

»Så længe jeg ikke sælger falske produkter, tror jeg ikke, at jeg kan komme i store problemer. Når jeg krydser grænsen til Kina, risikerer jeg at blive taget i tolden, men det værste, der kan ske, er, at jeg får en bøde eller mister tingene,« siger han.

Luksusprodukter er på grund af kinesiske afgifter og en generelt højere prissætning dyrere i Kina end de fleste andre steder i verden. Folk som Wei Wen har gjort prisforskellen til en indtægtskilde. I Kina bliver det kaldt »daigou«. Det kan oversættes med noget i retning af »køb på vegne af«.

Og det er ikke småbeløb, der rundt omkring i verden bliver købt ind for på vegne af luksusforbrugere i Kina. Ifølge det internationale konsulentfirma Bain & Co havde den type salg sidste år en samlet værdi på mellem 55 og 75 milliarder kroner.

Over halvdelen af de kinesiske luksusforbrugere vurderes at have brugt personlige shopping-agenter med base i udlandet. Prisen er den vigtigste faktor. Tæt fulgt af valutakurserne. Da sanktioner og faldende oliepriser fik rublen til at styrtdykke, var det godt nyt for entreprenante kinesere bosat i Rusland. Mange af dem smed, hvad de havde i hænderne, og startede et daigou-foretagende. Før jul førte det til et stormløb mod russiske mærkevarebutikker. I nogle tilfælde blev hele forretninger efterladt med tomme hylder.

»Jeg gik ned i Apple-butikken for at købe den nye iPhone 6, men sælgeren sagde, at hele deres lager var udsolgt. Nu skal jeg vente i to uger, fordi kineserne har købt alt, hvad der var,« udtalte russiske Julia Chugunova til den kinesiske avis Global Times.

En af flere veje uden om tolden

Hong Kong har længe været centrum for daigou-trafikken. Det samme gælder europæiske modebyer som Paris, London og Milano. Her bliver varerne typisk sendt til Kina med skib og tolderne taget ved næsen af falske deklarationer.

»Toldmyndighederne tjekker alligevel langtfra alt, hvad der bliver sendt med skib til Kina. De vælger måske en ud af 10.000 pakker. Det er den mest normale måde at gøre det på. Alternativet er, hvis man har venner, der skal til Kina, som kan tage tingene med,« fortæller Wei Wen. Han er én af de omkring 20.000 luksusagenter, der menes at holde til i Hong Kong.

De fleste af hans kunder er bekendte eller venners venner. Varerne giver de typisk videre som gaver senere, forklarer han. Kunderne bliver gjort opmærksom på Wei Wens udvalg af produkter på hans profil på mobiltjenesten WeChat, der har mange af de samme funktioner som Facebook. Andre daigou-agenter er endnu mere tilgængelige.

Også danske varer i spil

På Taobao, Kinas største platform for internethandel, er udbuddet enormt. Hjemmesiden gør det muligt for brugere at sælge til andre brugere, så enhver kan åbne sin egen onlinebutik. En søgning på ordet daigou giver over 400.000 resultater. Japanske og koreanske produkter samt de mest kendte europæiske mærker fylder mest. Men også danske varer er til salg. En 30-årig kinesisk kvinde bosat i Aarhus har specialiseret sig i et dansk sortiment. Ure fra Skagen, legetøj fra Lego og sko fra Ecco er en del af udvalget. Georg Jensens ikoniske marguerit-blomst i en sølvkæde sælges for 300 kroner over, hvad den koster på Georg Jensens egen hjemmeside.

Lovgivningen i Kina blev sidste år strammet og bøden for at omgå skatter og afgifter hævet. Samtidig har de kinesiske toldmyndigheder fået flere ressourcer til at slå ned på smugling og svindel.

Alligevel stiger brugen af daigou. Det skal ses i lyset af den omfattende kampagne, den kinesiske regering har lanceret imod korruption og overforbrug. Den har stået på i to år og taget toppen af markedet for luksus hjemme i Kina. Salget er faldet i de dyre mærkevarebutikker i Shanghai, Beijing og andre storbyer. Luksus er ikke i samme grad som tidligere noget, rige kinesere viser frem som et statussymbol. Men efterspørgslen er ikke forsvundet. Derfor vælger flere rige og modebevidste kinesere at købe ind uden for landets grænser – eller at lade andre gøre det for dem.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.