Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kan USA skele til Australiens våbenlov?

Tirsdag fremlægger vicepræsident Joe Biden sit forslag til en ny våbenkontrollov i USA – og det kan lade sig gøre. Selv i en våbenglad nation. Martin Bryant gjorde det i Australien.

Martin Bryant var ikke et navn, som beboerne i Lenah Valley ventede at finde i historiebøgerne eller som et opslag på Wikipedia.

Han var ganske enkelt ikke historisk materiale.

Det fremgår af hans mentalerklæring, at han var »mentalt tilbagestående«. Hans IQ tilhørte den laveste »en til to procent af befolkningen«, skrev professor i psykologi, Paul Mullen, og Bryant havde tydeligvis svært ved at omgås andre mennesker. Det blev ikke bedre af, at han havde »et tiltrækkende ydre ... for det fik kun andre til at stille højere forventninger til ham«, og når han så åbnede munden, blev de skuffede, for han viste sig at være en sær snørestøvle.

Nej, Bryant var formentlig tiltænkt den skæbne, som lokalsamfundet allerede havde lagt til rette for ham – en ung mand, som man holdt sig på afstand af, fordi hans humør var så svingende, og som ville visne væk på sin invalidepension og sin arv – og det ville så være det.

Men den 28. april 1996 ændrede Martin Bryant australsk historie.

Australien havde indtil da været et samfund med en våbenkultur, som ikke var så forskellig fra den amerikanske. I den australske folkeopfattelse blev landet vundet med våben, og akkurat som i USA fostrede Australien en militsfornemmelse – en idé om, at befolkningen skulle være bevæbnet for at kunne imødegå inden- og udenlandske fjender.

I 1996 var der omkring tre mio. våben i omløb blandt 17 mio. australiere.

Australiens værste massedrab

Martin Bryant ejede ét af de pågældende våben, en Colt AR-15 halvautomatisk riffel, en civil udgave af militærets M16, med et magasin med 30 skud.

Klokken 13.10 ankom han til Port Arthur, der er en gammel fangekoloni på Tasmanien og en af landets største turistseværdigheder. Ifølge retsudskriftet så en sikkerhedsvagt, hvordan den blonde unge mand slæbte en tung taske med ind i cafeteriet, og vidner fortalte senere, at han bestilte et stort måltid og jonglerede rundt med både taske og den tætpakkede bakke.

Da Bryant havde spist maden, afleverede han pænt bakken, gik tilbage til sit bord og sin taske og fandt sin riffel frem – og begyndte at skyde.

Han skød i cafeteriet, han skød uden for på parkeringspladsen, han skød ved indkørslen til Port Arthur, og han skød ved et nærliggende motel, hvor politiet overmandede ham.

Da Martin Bryant var færdig med at skyde, havde han dræbt 35 mennesker og såret 23.

Port Arthur er det værste massedrab i australsk historie, og hvis man skal sammenligne antallet af ofre med befolkningstal, ville det svare til en massakre på 600 mennesker i USA.

Dét ændrede Australien

Ifølge en rapport fra Australian National University var et stemningsskift allerede på vej før Port Arthur – i takt med at befolkningen flyttede til byerne – og ved militærreformen i 1996 blev ideen om civile militser også skrevet ud af loven. En erkendelse simrede således i befolkningen, og Martin Bryant radikaliserede på få øjeblikke den erkendelse. Våben var ikke bare unyttige, de var direkte farlige.

Den australske våbenlobby – National Rifle Association Australia – kæmpede indædt imod, men meningsmålinger viste, at 85 pct. af australierne ønskede våbenkontrol.

Hvad gjorde den nytiltrådte premierminister, den i øvrigt stærkt konservative John Howard?

Bredt forlig efter 12 dage

Blot 12 dage efter massakren indgik han et bredt forlig – på trods af raseri i sit eget bagland – og forliget havde i grove træk to komponenter. For det første begyndte regeringen at tilbagekøbe våben og brugte over de følgende år 350 mio. dollar på at tilbagekøbe 600.000 våben. For det andet blev det stort set umuligt at købe såkaldte angrebsvåben, f.eks. halvautomatiske rifler, og det er også blevet sin sag at købe mere almindelige våben som eksempelvis et jagtgevær. Kun jægere og landmænd, der skal bruge våben til skadedyrskontrol, og andre med en tilsvarende praktisk grund kan få en våbentilladelse, og »selvforsvar« er ikke en gyldig grund.

I dag ejer kun fem pct. af australierne et skydevåben, fremgår det af rapporten, og det har haft en helt tydelig effekt, siger forfatterne, professorerne Andrew Leigh og Christine Neill.

I årtiet efter lovens vedtagelse gik antallet af drab begået med skydevåben ned med 59 pct., og der er ikke i samme periode begået flere drab uden skydevåben. Der er tale om et nettofald, og antallet af selvmord begået med skydevåben er tilsvarende faldet med 65 pct.

Med andre ord: Det kan lade sig gøre – selv i en våbenglad nation.

Spørgsmålet er så, om det kan lade sig gøre i USA?

Hvis man spørger tidligere premierminister John Howard, er svaret et både-og.

Efter Aurora-massakren sidste år skrev han i en aviskronik, at USA i den grad kunne trænge til at følge Australien, men han tvivlede på, at amerikanerne ville gøre det. Som han skrev ifølge Slate: »Amerikanerne mener i dag, at det er mere sikkert at eje et våben baseret på en forskrækkende logik om, at der er så mange våben i omløb, at det er nødvendigt at eje et våben for at kunne forsvare sig. USA er så langt ude, at landet ikke kan finde tilbage,« skrev han.

Reaktionen efter Aurora, hvor 12 mennesker blev dræbt, var ganske rigtigt politisk fedtspil uden ryk. Hverken præsident Obama eller hans modkandidat i valgkampen, Mitt Romney, talte om våbenkontrol, faktisk gjorde de sig begge meget stor umage for ikke at tale om det.

Men siden har amerikanerne haft skolemassakren i Newtown, hvor den 20-årige Adam Lanza kort før jul dræbte 27 mennesker, deriblandt 20 elever fra børnehaveklasse og første klasse. Newtown rystede Amerika på en måde, som tidligere skoleskyderier ikke gjorde, og præsident Obama har sagt, at han vil have indført mere våbenkontrol.

To afgørende betingelser

I Australien var der to betingelser for, at det kunne lade sig gøre. Den ene var, at der allerede var en bevægelse væk fra våben, og det samme er tilfældet i USA. Den demografi, der sikrede Obama valgsejren sidste år, er den mindst våbenglade demografi nogensinde – kvinder, unge, højtuddannede, storbyboere og etniske mindretal – og som valganalytikeren Nate Cohn fra New Republic har konkluderet: Vælgermæssigt risikerer Obama og Demokraterne meget lidt ved at gå efter våbenkontrol.

Men han skal have loven gennem Repræsentanternes Hus, hvor Republikanerne har flertal – og det er sin sag, som den konservative Kimberley Strassel skriver i Wall Street Journal. Halvdelen af alle politikerne i Repræsentanternes Hus får topkarakter af National Riffle Association, og Kimberley Strassel tror ikke, at Republikanernes leder, John Boehner, vil risikere et oprør i sin gruppe ved at lade en våbenlov komme til afstemning. Dermed er den død.

Netop derfor er den anden australske betingelse afgørende: Presset fra vælgerne.

I Australien ville 85 pct. af vælgerne have en lov, og når 85 pct. af befolkningen taler, så lytter selv de mest døve politikere. De amerikanske tal har bevæget sig siden Newtown. I en Gallup-måling siger 60 pct. af vælgerne, at det skal være sværere at købe våben, i en Pew-måling siger 65 pct., at de såkaldte angrebsvåben gør USA mere farlig, ikke mere sikker, og i en CNN-måling siger 71 pct., at der skal være flere restriktioner for at købe våben.

Alle tallene er rekord for USA, men rekorder sat umiddelbart efter Newtown. For hver dag, der går, vil støtten til våbenkontrol formentlig falde tilbage til en mere normal øllebrød, og våbenlobbyen er allerede begyndt at give Newtown et politisk spin, der skubber ansvaret i en anden retning.

I Australien handlede John Howard 12 dage efter massakren; i USA er det i dag en måned efter massakren, og i en kakafonisk medieverden er uforglemmelige begivenheder ikke så uforglemmelige, som de fortjener. Hastværk er dermed ikke lastværk. Hastværk er – med en »danglicisme« – mustværk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.