Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Poul Høi

Kan et militærkup være et godt kup?

Et militærkup er ikke, hvad det har været – med vandtortur og kasseplyndring. Siden Murens fald har tre ud af fire kup ført til demokratiske valg. Før var det lige modsat, viser ny forskning.

Det var præsident Morsi (tv.), der indsatte Abdel Fattah al-Sisi (th.) som hærchef. Onsdag afsatte al-Sisi så præsidenten ved et kup.
Det var præsident Morsi (tv.), der indsatte Abdel Fattah al-Sisi (th.) som hærchef. Onsdag afsatte al-Sisi så præsidenten ved et kup.

Kamp i gaderne er blevet til en kamp om ord.

For var det et kup i Egypten – eller var det noget andet og knap så uappetitligt?

Det er ikke bare en skolastisk duel på ord. Hvis USA og EU definerer magtovertagelsen som et kup, skal de ifølge deres egen lovgivning skære i støtten til Egypten, og derfor foretager man i øjeblikket kreative ordbogsopslag i Washington og Bruxelles.

Men i den virkelige verden er der ingen tvivl. Selvfølgelig var det et kup. Den politiske teoretiker Samuel Huntington har opstillet fire bredt accepterede kriterier for et kup: At der er tale om magtanvendelse; at nogle få insidere tager magten; at den siddende præsident og regering bliver fjernet; og at magtovertagelsen er ulovlig. Alle fire kriterier er opfyldt i Egypten.

Hvad det betyder?
Det betyder ikke nødvendigvis, hvad det har betydet, viser en ny opsigtsvækkende forskning. Tidligere kom et kup med en hængedunst af vandtortur, statskasseplyndring og gamle solbrillemænd, men siden Murens fald er statskup tydeligvis blevet, hvad der lyder som en oxymoron – bedre kup.

Det er konklusionen i artiklen »Coups and Democracy,« som de to forskere Nikolai Marinov fra Yale University og Hein Goeman fra University of Rochester offentliggjorde i sidste måned. De understreger, at de ikke på nogen måde opfordrer til eller blåstempler kup, men »vi noterer blot, at konsekvenserne af et kup i dag er ganske anderledes end tidligere«, skriver de.

De har oprettet en database med 249 statskup foretaget mellem 1945 og 2004, og derefter har de set på, om kuppene blev efterfulgt af demokratiske valg i de følgende fem år. Før 1991, før Murens fald og i runde tal, blev kun en fjerdedel af alle kup efterfulgt af demokratiske valg; tre fjerdedele gjorde ikke. Efter 1991 har det være lige omvendt. Tre fjerdedele af alle kup blev efterfulgt af demokratiske valg, en fjerdedel gjorde ikke.

Der er altså tale om et tydeligt tidsskifte. Før 1991 var kupmagerne gjort af det stål, som kunne parafrasere en irakisk politiker – »jeg kom til magten med en kampvogn og kan kun fjernes med en kampvogn«. Efter 1991 er det muligt, at kupmagerne kom til magten med en kampvogn, men hovedparten af dem trak sig i løbet af de følgende fem år og gennemførte demokratiske valg.

Omverdenens reaktion er forandret

Hvorfor den forandring? Forklaringen er ifølge de to forskere omverdenens reaktion. Under Den Kolde Krig havde kupmagerne sjældent et incitament til at indføre demokrati. De kunne spille stormagterne ud mod hinanden, og stormagterne var mere optagede af det storpolitiske skakspil end i at fremme demokrati og menneskerettigheder. Sovjet var selv et diktatur og havde ingen fine fornemmelser, og USA allierede sig i realpolitikkens navn med blodige kupmagere som oberst Mengistu i Etiopien, general Pinochet i Chile og Saddam Hussein i Irak.

Den økonomiske reaktion på et kup er ganske illustrativ. De to forskere har således set på, om de vestlige lande trak deres støtte til et land efter et statskup. I kuppene foretaget før 1991 skete det ikke i ét eneste tilfælde. Det skete derimod efter 1991. Både USA og EU indførte regler for, at et statskup skulle føre til annullering af økonomisk støtte – EU indførte reglen i 1991, USA i 1997 – og tallene viser, at det også er sket i en femtedel af tilfældene, og jo længere kupmagerne forbliver ved magten, desto mere støtte mister de.

Mere »godartede« statskup

Eller sagt med andre ord:
Efter 1991 kunne kupmagerne ikke spille stormagterne ud mod hinanden, og et kup kunne få alvorlige økonomiske konsekvenser for landet. Da militæret i 1999 tog magten i Niger og afsatte en inkompetent og korrupt leder, forsikrede de nye magthavere som punkt ét på dagsordenen om snarlig genindførelse af demokrati – og med god grund. Op til 80 pct. af Nigers statsbudget består af vestlig hjælp. Den samme historie gentog sig efter kup i Mali i 1991 og i Guinea-Bissau i 2003. I især de fattigste lande har kupmagere simpelt hen ikke råd til andet end at indføre demokrati.

Dermed har statskup i dag i højere grad fået karakter af, hvad Samuel Huntington i 1968 kaldte »beskyttende statskup«. Når en regering i et ungt demokrati ikke lever op til de folkelige forventninger, bliver den ofte af befolkningen opfattet som »ikke-legitim«, kaos følger, og militæret griber ind, fordi alternativet er så meget værre – og det sker oftest i lande, hvor militære har spillet en central rolle i statsdannelsen.

De to forskere mener, at statskup således er blevet mere »godartede« end tidligere, men at det ikke nødvendigvis sker med kupmagernes gode vilje. Når et demokrati slår fejl, skyldes det i tre ud af fire tilfælde et statskup, et statskup er altså den største trussel mod et demokrati, og derfor er det så vigtigt, at USA og EU holder fast i en hurtig tilbagevenden til demokrati – for uden det pres og især det økonomiske pres risikerer kuppet at blive kronisk.

En god chance for valg

Den nye forskning blev offentliggjort i sidste måned og før de nuværende begivenheder i Cairo – men er ikke desto mindre ganske træffende for, hvad der sker, og artiklen forklarer også øjeblikkets kabuki-dans om ordene og det egyptiske militærs parat-løfte om »snarligst« at gennemføre valg.

USA yder 1,25 mia. dollar i direkte årlig støtte til Egypten, og både EU og USA assisterer på en række andre måder Egypten økonomisk, og selv om generalerne skulle få lyst til at blive sidende, ville de ikke have råd til det. Vesten vil droppe støtten, og magthaverne kan ikke gøre, som oberst Nasser i sin tid gjorde – gå til en anden stormagt og indkassere. Alene af den grund er der en god chance for, at det vil gå i Egypten, som det er gået efter tre ud af fire kup siden 1991 – at valg følger.

Men det ændrer til syvende og sidst og trods ordlegene ikke på, at det var, hvad det var: et kup.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.