Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kan denne mand slå den franske højrefløj?

Emmanuel Macron er hovedperson ved søndagens socialistiske primærvalg uden at deltage i det. Kun den uafhængige kandidat kan slå højrefløjens favoritter, når Frankrig til maj vælger ny præsident.

Emmanuel Macron er hovedperson ved søndagens socialistiske primærvalg uden at deltage i det. Foto: Charles Platiau/Reuters
Emmanuel Macron er hovedperson ved søndagens socialistiske primærvalg uden at deltage i det. Foto: Charles Platiau/Reuters

Historien om forårets franske præsidentvalg har længe syntes hugget i sten.

Venstrefløjen, der er splittet efter François Hollandes polemiske embedsperiode, ryger ud på røv og albuer i første runde. Hvorefter valget to uger senere kommer til at stå mellem Marine Le Pens ideer om et fransk Brexit og François Fillons kun lidt mere moderate nationalkonservatisme.

Tre måneder før det går løs, virker første del af scenariet fortsat uomgængeligt. I hvert fald hvis vi ved venstrefløjen forstår PS – det regerende socialistparti. Derimod tør ingen længere lægge hovedet på blokken for et finaleopgør mellem kandidaterne fra Front National og det borgerlige Les Républicains.

Le Pen og Fillon fører ganske vist stadig de seneste meningsmålinger med henholdsvis 25-26 pct. og 24-25 pct. af stemmerne. Men også den uafhængige kandidat Emmanuel Macro­n er efter ugers uafbrudt fremgang nu kravlet over 20 pct.-grænsen. Samtidig tyder massivt fremmøde ved hans valgmøder på, at den blot 39-årige tidligere økonomiminister med sin socialliberale og globaliseringsvenlige bevægelse En Marche (Fremad) har ramt en politisk hovedpulsåre.

Måske Frankrigs skarpe sving mod højre og videre ind i sig selv alligevel ikke er uafvendeligt? I hvert fald har rådvildhed og frustration over det uventede fænomen de seneste uger bredt sig i alle egne af det politiske landskab. Heriblandt ikke mindst hos det PS, hvis regering Macron har brugt som affyringsrampe for sit projekt.

Når socialisterne søndag afvikler første runde af deres primærvalg, bliver det således fulgt med interesse. Men mest som en vigtig mellem­regning i forhold til Macrons kandidatur.

Hverken Manuel Valls, Arnaud Montebourg eller Benoît Hamon, der alle har været ministre under Hollande, spås en kinamands chance ved præsidentvalget. Og hvis den førstnævnte, midtsøgende tidligere regeringschef ikke lever op til sin favoritværdighed, vil det efter al sandsynlighed fyre op under en tendens, som allerede er i gang.

Emmanuel og fremtiden

Selv ikke efter at de socialistiske kandidater tre gange gennem de seneste uger har debatteret i TVs bedste sendetid, står nogen af dem til mere end ti pct. af stemmerne i første runde. Og når det nu engang er sådan, var det så ikke en bedre idé at bide hovedet af al skam og i stedet bakke op om Macron, spørger stadig flere medlemmer af regeringspartiet.

For de flestes vedkommende sker det som anonyme kilder i avisernes reportager. Men enkelte sværvægtere står frem.

Det gælder først og fremmest miljøminister Ségolène Royal, der er præsident Hollandes tidligere samlever, og som fortsat står ham nær. Hun erklærede forleden i et interview med Le Journal de Dimanche, at »Emmanuel ser ind i fremtiden«. Også udenrigsminister Jean-Marc Ayrault opfordrer lidt mere kryptisk til at »foretage et valg«, når feltet af kandidater er komplet.

Macron har imidlertid gjort det klart, at en eventuel centrumvenstre-alliance bliver 100 pct. på hans præmisser. Med god grund. For meget tyder på, at den tidligere ministers succes netop bygger på hans afvisning af etablerede partistrukturer og traditionel ideologi.

Bernard Accoyer, der er generalsekretær for Les Républicains, betegnede for nylig Macron som en »Beppe Grillo klædt i Giorgio Armani«. Det var uvenligt ment og temmelig uretfærdigt. Eksempelvis befinder franskmandens ideer om Europa sig milevidt fra den italienske protestpolitikers diffuse EU-modstand.

Men signalementet holder, når det handler om appellen til en vælgergruppe, der snarere end politikerlede lider af »partivæmmelse«. Et moderne og engageret segment, der med kyshånd griber chancen til at stemme på nye kræfter, som ser frem i stedet for tilbage.

Om det tæller tilstrækkeligt mange vælgere til at installere Macron i Élysée-palæet vil vise sig. Men som minimum er præsidentvalgets forventede lokalopgør på højrefløjen efter al sandsynlighed blevet forvandlet til et ideologisk trekantsdrama.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.