Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kæmpe militærøvelse skal demonstrere Natos råstyrke

Med en storstilet militærøvelse vil Nato vise Rusland, at alliancen står stærkt bag de baltiske lande.

Nato er derfor også i gang med den største oprustning siden Den Kolde Krig og planlægger at udstationere bataljoner på hver omkring 1000 soldater i en række lande tæt på Rusland. På billedet ses Natos hovedkvarter i den belgiske hovedstad, Bruxelles. Free/Nato Photos
Nato er derfor også i gang med den største oprustning siden Den Kolde Krig og planlægger at udstationere bataljoner på hver omkring 1000 soldater i en række lande tæt på Rusland. På billedet ses Natos hovedkvarter i den belgiske hovedstad, Bruxelles. Free/Nato Photos

Tusindvis af amerikanske faldskærmstropper springer tirsdag ud af militærfly over Polen og lander på polsk jord.

Her vil mere end 30.000 Nato-soldater fra 24 Nato-lande, et stort antal militærkøretøjer, kampfly og krigsskibe over de næste ti dage gennemføre en kæmpemæssig militærøvelse.

Øvelsen bliver en af de største siden afslutningen af Den Kolde Krig.

Øvelsen har kodenavnet Anakonda 16, og den skal teste Natos militære maskinrum. Men den er samtidig en magtdemonstration. Rusland skal se, at Nato-alliancen står skulder ved skulder med de baltiske lande.

Det vurderer lektor ved Center for War Studies på Syddansk Universitet, Jens Ringsmose.

- Et led i øvelsen er at vise russerne, at hvis de skulle finde på at angribe, vil der ikke kun være estiske, lettiske og litauiske flag på kisterne. Der vil også være amerikanske, franske og britiske flag, siger Jens Ringsmose.

Han bakkes op af Kristian Søby Kristensen, som er seniorforsker med speciale i sikkerhedspolitik ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

- Når man samler over 30.000 soldater i Polen, sender man også et politisk signal til Rusland om, at man er klar, siger seniorforskeren.

Polen er bekymret over truslen fra Rusland og vurderer, at den er øget efter annekteringen af Krim. Derfor har Polen søgt om en betydelig og permanent Nato-tilstedeværelse på sit område og i regionen.

Nato er derfor også i gang med den største oprustning siden Den Kolde Krig. Alliancen planlægger at udstationere bataljoner på hver omkring 1000 soldater i en række lande tæt på Rusland.

At Nato spiller med sine militære muskler, vil Rusland formentligt ikke lade gå ubemærket hen, siger Kristian Søby Kristensen.

- Når Nato sender et signal om styrke, kan man ikke afvise, at man kan komme til at se politiske eller militære reaktioner fra Rusland, siger forskeren.

Militærøvelsen bliver skudt i gang en måned før Nato-topmødet i den polske hovedstad, Warszawa. Her skal det besluttes, hvor mange ekstra Nato-tropper, der skal placeres i de medlemslande, der grænser op til Rusland, og hvor de præcis skal placeres.

Øvelsen finder sted i Polen fra 7. juni til 17. juni, men blev officielt åbnet mandag ved en ceremoni i Warszawa. Ingen danske soldater deltager i øvelsen.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.