Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Kæmpe amerikanske selskaber lægger afstand til våbenlobby

Stor bank var først til at indstille partnerskab med NRA efter skolemassakre. Andre virksomheder følger trop.

Våbenlovgivningen i USA er igen udsat for hård kritik efter skolemassakren i Florida forrige uge, og flere store virksomheder har de seneste dage droppet samarbejdet med National Rifle Association (NRA).

Det skriver Washington Post og nyhedsbureauet Reuters.

Medlemmer af våbenlobbyen har nydt godt af rabattilbud fra selskaber, som NRA samarbejder med.

Men torsdag og fredag har biludlejningsfirmaerne Hertz og Avis, hotelkæden Best Western, et stort forsikringsselskab, en bank og flere andre virksomheder meddelt, at de vil indstille aftalerne.

På sociale medier er der flere kampagner, som opfordrer amerikansk erhvervsliv til at boykotte NRA, som arbejder for retten til at købe og bære våben.

Protestbevægelsen på de sociale medier får med virksomhedernes beslutning vind i sejlene, konstaterer Washington Post.

Det var en af de største private banker i USA - First National Bank of Omaha - som først meddelte, at en aftale med NRA om et særligt kreditkort til medlemmerne ikke bliver fornyet.

Banken udstedte, hvad det i annoncer kaldte for »Det officielle kreditkort for NRA«. Med kortet kunne medlemmer få fem procent tilbage fra køb af benzin og sportsudstyr.

Massedrabet har påny sat fokus på NRA, som i årevis er blevet tilskrevet at blokere for stramninger af våbenloven ved at støtte politikeres valgkampagner med millioner af dollar.

Demokratiske politikere og studerende fra den skole, hvor 17 elever og lærere blev dræbt, har kritiseret våbenlobbyens indflydelse på amerikanske toppolitikere.

Men NRAs leder, Wayne LaPierre, beskylder de demokratiske politikere for at udnytte tragedien i Florida. Han mener, at de forsøger at undergrave amerikanernes ret til at bære våben.

Som mange andre organisationer har NRA og selskaber aftaler, der har til formål at gøre det mere attraktivt at blive medlem.

På NRAs hjemmeside fremhæves medlemsfordele som besparelser på kreditkort, høreapparater, billeje, rejser, bilforsikringer og receptpligtig medicin.

Pakkefirmaet FedEx giver for eksempel en rabat på op til 26 procent på forsendelser.

En talsperson for FedEx siger til Washington Post, at virksomheden ikke har kommentarer til aftalen med NRA.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.