Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Jeg har aldrig interesseret mig for valget tidligere, men nu er der noget på spil«

Der kæmpes i de sidste dage inden valget i Iowa mandag, og yderfløjene har medvind i meningsmålingerne. Berlingske har været til vælgermøde med Hillary Clinton fra Demokraterne og Ted Cruz fra Republikanerne.

Den stærkt religiøse republikanske præsidentkandidat Ted Cruz vil rydde op i Washington, sætte magthaverne på plads, fyre bureaukraterne og sørge for, at USA genfinder Gud. Derimod er det ikke Gud, der er fremherskende, når Hillary Clinton fremlægger Demokraternes politik. Det er sygesikring og job. Lighed på arbejdsmarkedet, højere mindsteløn og kvinders rettigheder.
Den stærkt religiøse republikanske præsidentkandidat Ted Cruz vil rydde op i Washington, sætte magthaverne på plads, fyre bureaukraterne og sørge for, at USA genfinder Gud. Derimod er det ikke Gud, der er fremherskende, når Hillary Clinton fremlægger Demokraternes politik. Det er sygesikring og job. Lighed på arbejdsmarkedet, højere mindsteløn og kvinders rettigheder.

AMES, IOWA: Kampånden er tilstede i byen Ames i den nordlige del af Iowa, hvor en af republikanernes spidskandidat, den texanske senator Ted Cruz, ventes på scenen hvert øjeblik, det skal være. Publikum opvarmes af den stærkt konservative og populære radiovært, Glenn Beck, der bebuder den ligeså konservative Cruz’ ankomst som om, det var Messias, der var på vej.

Glenn Beck er i topform. Som om han var en prædikant i en kirke, varmer den politiske aktivist salen op med den slags kneb, en prædikant bruger. Hyppige toneskifte mellem høj og lav stemmeføring. Og klare budskaber.

Den stærkt religiøse Ted Cruz er manden, der vil rydde op i Washington, sætte magthaverne på plads, fyre bureaukraterne og sørge for, at USA genfinder storheden og Gud, siger Beck, der på scenen bekender, at han var stærkt alkoholiseret i 1980erne, men fandt tilbage til livet med hjælp fra Gud, Jesus og sin hustru.

På samme måde har han nu set lyset. Ted Cruz er USAs redning, og publikum jubler over de tydelige meldinger, der kommer fra scenen, hvor Ted Cruz’ hustru, Heidi, også står sammen med de små døtre. En højt begavet kvinde, der foreløbig har opgivet sin karriere i den omstridte finansvirksomhed Goldman Sachs for at støtte sin mand, som hun uden tøven kalder for »den mest intelligente person, hun har mødt«.

Cruz er også en talentfuld taler og én, der talermæssigt er samtlige andre kandidater overlegen. Hans problem er bare, at han ikke er populær hos ledelsen i Det Republikanske Parti, selv om han er stærkt ombejlet blandt vælgerne i en stat som Iowa.Senatoren fra Texas er en besværlig mand i Washington.

Yderfløjene vækker interesse

Den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton ville ikke føle sig hjemme her. For hun er i Becks version en klon af præsident Barack Obama. Det er ikke rosende ment.

Nogle få hundrede kilometer mod syd står Hillary Clinton senere på dagen og taler på en helt anden måde til sit publikum. Der kan tonelejet også skifte, men det er ikke Gud, der er fremherskende hos demokraterne. Det er sygesikring og job. Lighed på arbejdsmarkedet, højere mindsteløn og kvinders rettigheder.

De to sidste emner går rent ind hos demokraterne i en egn af USA, hvor man kan mærke, at man har mistet mange job.

Der er 3,2 millioner indbyggere i Iowa, og mandag skal de stemme. Det vil sige, at det kun er et fåtal af dem, der faktisk stemmer. Faktisk en mikroskopisk del, fordi valgprocessen er langvarig og besværlig.

Men denne gang er det yderfløjene i amerikansk politik, der vækker den store interesse. Hos republikanerne foruden Cruz også milliardæren Donald Trump, der har fået en utrolig opbakning i landbrugsstaten. Og på demokraternes side er det socialisten Bernie Sanders, der skal kæmpe mod Clinton ved de partimæssigt helt adskilte valg, der finder sted.

»Vi mangler Gud i vores politik, og vi mangler politikere, der tror på Gud. Det gør Cruz, og det er grunden til, at jeg stemmer på ham,« siger Angela White, som Berlingske møder uden for det hotel, hvor den republikanske kandidat står på scenen.

»Der er noget på spil nu«

Hos Hillary Clinton lyder der helt andre toner senere på dagen. Her vil vælgerne have hende, fordi hun taler »den lille mand« sag.

»Jeg er mest interesseret i hendes syn på at bevare en sygesikring, vi alle har råd til at betale. Jeg har en del kroniske sygdomme, og jeg frygter, at jeg mister min sygesikring, hvis republikanerne vinder præsidentvalget,« siger 28-årige Sheila Jansson, som er førstegangsvælger:

»Jeg har aldrig interesseret mig for valget tidligere, men nu er der noget på spil.«

Og på den måde har hun ret. Ted Cruz og med ham en række andre republikanere har bebudet, at Obamas store sygesikringsreform vil være fortid, hvis de vinder valget. Og dermed kan millioner af amerikanere risikere at stå uden en sygesikring.

Cruz er komme på scenen og lover, at hans første dag i Det Hvide Hus vil gå med at nulstille en stor del af Obamas beslutninger. Han vil derefter afskaffe bureaukratiet. Sende 90.000 ansatte i skattevæsenet på pension og skære ned på resten af de bureaukratiske institutioner. Nul-stat-løsningen er populær i Iowa.

Det store spørgsmål er, om yderfløjene vil vinde mandagens valg. Ingen ved det. For valgene i Iowa er anderledes end i resten af landet. Det er et fåtal, der stemmer. Og hvis yderfløjene skal vinde, skal helt nye vælgere mobiliseres. Og det ved man ikke, om vil lykkes.

»Jeg tror det ikke. Jeg tror, at vi får en kæmpe overraskelse på mandag, og at det er de mere etablerede kandidater, der vinder«, siger Tom Eskeroth, som Berlingske møder uden for det sted, hvor Hillary Clinton holder tale.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.