Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Berlingske i London

»Jeg blev ringet op af min fætter for to timer siden. Han er blevet stukket otte gange«

Terrorangrebet lørdag aften midt i et af Londons turistkvarterer efterlod mange strandet uden at kunne vende tilbage til deres hotel. Søndag var et stort område omkring London Bridge fortsat afspærret.

En politibetjent bøjer hovedet i respekt mens en retsmediciner kører forbi.  REUTERS/Dylan Martinez TPX IMAGES OF THE DAY
En politibetjent bøjer hovedet i respekt mens en retsmediciner kører forbi.  REUTERS/Dylan Martinez TPX IMAGES OF THE DAY

»Vi må bare komme videre med vores liv.«

Ian Bloom og hans hustru står foran hotellet »Novotel« søndag formiddag, hvor en større gruppe mennesker venter på, at politiet lader dem komme tilbage til deres værelser.

»Vi spiste på en restaurant på den anden side af Themsen. Hvis vi var gået tilbage, da jeg ønskede det, var vi endt midt i det hele, men min hustru insisterede på, at vi skulle sidde lidt og nyde det. Så hørte vi pludselig politisirener og så deres blink.«

Da det ældre ægtepar lørdag ved midnat vendte tilbage til hotellet, var det helt forladt. Politiet havde beordret det evakueret efter terrorangrebet på den tilstødende hovedgade ved London Bridge. Men det vidste Bloom ikke noget om.

»Vi ville tilbage i sikkerhed på vores hotel. Vi fandt en sideindgang og gik ind. Der var ingen der. Vi var helt alene. Så dukkede politiet op og sendte os væk. De anbefalede os et hotel at tage hen til og foreslog, at vi fandt en taxi. Men vi havde ikke lyst til at risikere at komme til at betale en formue med alle de politiafspærringer, så vi begyndte at gå,« siger Bloom, der er fra Bristol og på besøg i London.

»Vi gik over Millennieum Bridge, og hver gang vi så politiet, holdt vi hænderne rigtig højt op,« siger hans hustru.

Parret blev først installeret i et mødeværelse på det anviste hotel men fik så et værelse. En receptionist fra det evakuerede hotel var ikke så heldig.

»Vi fik at vide, at vi skulle se at komme så langt væk som muligt. Så vi fandt et hotel oppe ved en af de andre broer, hvor vi fik lov at overnatte i lobbyen,« siger kvinden.

»Nu håber vi bare på snart at få lov til at komme ind og hente vores ting, så vi kan komme hjem.«

En dansk familie med to børn står i gruppen og venter på, at politiet foran udpeger dem til at komme forbi. Kvinden står i bare tæer med en dyne. De har ikke lyst til at tale om aftenens begivenheder men vil bare koncentrere sig om at komme ind på hotellet. Et ungt par fortæller, hvordan de løb for livet, da folk begyndte at skrige omkring dem.

Et stykke derfra går en mand rundt med en dåseøl. Han forsøger flere gange at komme i kontakt med politiet ved de forskellige afspærringer, som går fra Globe-Shakespeare teatret vest for London Bridge til byens højeste bygning, The Shard, på den anden side. Fætteren er indlagt på Guy Hospital, men det er midt i det afspærrede område, og politiet anbefaler, at han går i en lang bue udenom for at komme frem.

»Jeg blev ringet op af min fætter for to timer siden. Han er blevet stukket otte gange, men han er ok og ringede selv for at fortælle mig det siger manden,« der bare vil kaldes »Blake«.

Manden peger på sin øl og på hovedet og siger, at han har drukket for at dulme nerverne. Han virker omtåget. Det er svært at vurdere, om manden også har været i byen aftenen forinden, eller hvor rystet han er over begivenhederne.

»Min fætter sagde, at han forsøgte at komme en kvinde til hjælp, der blev stukket igen og igen. Men så blev han altså selv stukket,« siger manden, der fortæller, at han er fra Bromley i det sydlige London.

»Terroristerne vil aldrig vinde over os,« siger han.

Hver gang han passerer et af de mange kamerahold foran Novotel, siger han:

»Bring dødsstraffen tilbage,« og går videre uden at vente på en reaktion.

Lørdag aften fandt terrorangrebet sted ved London Bridge og det fashionable Borough fødevaremarked, der om aftenen er et populært mål i nattelivet med restauranter og barer. For to måneder siden var et terrorangreb rettet mod den anden ende af Londons South Bank promenade på Westminster Bridge.

Søndag formiddag ved Themsen er det udenfor politiafspærringerne ikke til at se, at London er blevet ramt af det andet terrorangreb i løbet af kort tid, og Storbritannien er blevet udsat for terror tre gange på tre måneder. Folk er ude på morgenløbetur, cyklister nyder morgensolen, turister går rundt i små og store grupper. En stor gruppe udenlandske teenagere passerer Novotel og betjentene ved afspærringen.

»Vi blev ringet op på hotellet af min hustru for at høre, om vi var ok,« fortæller en tysk turist fra Essen.

»Vi kunne berolige hende, og vi besluttede alligevel efter at have talt med hoteldirektøren at tage ud til Tower of London og tager nok også som planlagt i London Eye. Jeg er ikke bange, men det er selvfølgelig lidt bekymrende.«

Den tyske turist konstaterer »at det jo er en stor by«, og at han var studerende i London et halvt år i 1990erne, hvor der var der terrorfrygt for nordirske IRA.

»Det kan ikke nytte noget at lade det påvirke vores liv. Det er ikke så ofte, at vi er i London og det hele gik så fint med både tog, taxi og hotel. Lige indtil 10-tiden,« siger Bloom, og hustruen konstaterer, inden parret forsvinder ind på hotellet.

»Nu må vi se, om vi når vores tog hjem, men det er jo det mindste af det hele.«

Uffe Taudal er Berlingskes korrespondent i Storbritannien

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.