Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Japanske Kumamoto ramt af to store jordskælv på to dage

Et nyt kraftigt jordskælv har ramt byen Kumamoto i det sydlige Japan. Indtil videre meldes der om syv døde.

Tokyo: Mens japanske redningsarbejdere stadig forsøger at rydde op efter torsdagens store jordskælv i byen Kumamoto på øen Kyushu i det sydlige Japan, har et nyt jordskælv ramt nær samme by.

Det oplyser USA's Geologiske Overvågning (USGS).

Skælvet, der ramte klokken 01.25 natten til lørdag lokal tid, havde ifølge USGS en styrke på 7,4 og ramte i en dybde af 40 kilometer.

Mindst syv personer har ifølge AFP mistet livet i det andet skælv.

Den statslige japanske tv-station NHK rapporterer, at adskillige personer er kvæstet, ligesom mange frygtes at være fanget i ruinerne fra sammenstyrtede huse.

NHK rapporterer også, at en bro i Kumamoto skulle være styrtet sammen.

Jordskælvene menes ifølge Japans Meteorologiske Agentur (JMA) også at have spillet ind på, at vulkanen Mount Aso er gået i et mindre udbrud. Vulkanen er den største aktive vulkan i Japan. Ifølge NHK stiger der røg omkring 100 meter op i luften over vulkanen.

Samlet set er beredskabsniveauet i Japan efter jordskælvene på to på en skala, der går fra et til fem.

JMA udsendte umiddelbart efter skælvet lørdag et tsunamivarsel for øen Kyushus vestkyst og advarede om, at der kunne ske mindre ændringer i havniveauet. Varslet blev dog ophævet kort tid efter.

Japan er et af de mest udsatte lande i verden, når det kommer til jordskælv. Landet har et af klodens mest strikse bygningsreglementer, der betyder, at skaden på infrastrukturen ofte er minimal selv efter store rystelser.

Det til trods fik torsdagens jordskælv adskillige huse til at styrte sammen, og det har indtil videre kostet ni mennesker livet og kvæstet op mod 1100 andre.

De japanske myndigheder frygter, at der stadig kan være personer fanget under murbrokkerne fra de nedstyrtede huse torsdag, og regeringen har indsat 3000 redningsarbejdere i området.

Kabinetchef Yoshihide Suga har varslet, at man i løbet af lørdagen vil sende yderligere 20.000 tropper til den berørte region for at hjælpe med at opretholde orden og deltage i oprydningen.

Japans premierminister, Shinzo Abe, ventes at besøge øen Kyushu lørdag.

/ritzau/Reuters/dpa

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.