Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Japanske aber har fundet nøglen til mindre stress

Er man glad for naturudsendelser med eksempelvis BBCs David Attenborough, har man formentlig set billeder af Japans sneaber. Nu viser det sig imidlertid, at de ikke kun bader for at holde varmen om vinteren.

Japanske makak-aber slapper af i varmt vand. Og nedsætter deres stress-niveau i processen. Billedet er fra 21. marts 2018. Foto: Kimimasa Mayama
Japanske makak-aber slapper af i varmt vand. Og nedsætter deres stress-niveau i processen. Billedet er fra 21. marts 2018. Foto: Kimimasa Mayama

Japans sne-aber er berømte, for så vidt aber kan være berømte. Der er tale om en gruppe japanske makak-aber, som lever i den nordlige del af landet i nærheden af byen Nagano. Nogle vil måske huske, at denne by lagde sne og bjerge til De Olympiske Vinterlege i 1998.

Men andre repræsentanter for arten lever endnu længere nordpå – ja, længere mod nord end nogen andre primater ud over os mennesker, så de har vist sig i stand til at indrette sig efter de vinterlige forhold.

Men kilden til denne gruppes berømmelse skyldes en tilpasning, den er ene om: badning i varme kilder. Deres levested er fuld af naturlige varme kilder, som i snit holder en temperatur over de 60 grader, men det er dog lige varmt nok for aberne.

I 1963 observerede man imidlertid for første gang en ung hun i færd med at bade i et svømmebassin ved et nyopført hotel. Her blev vandet kølet tilstrækkeligt meget ned til at passe både mennesker og aber.

I begyndelsen blev det set som et pudsigt indslag for de besøgende, men med tiden blev det noget af en plage og desuden en sundhedsrisiko, så der blev anlagt en park til aberne alene med varme bade, som holdt behagelige 40 grader.

Aberne har lige siden været en yndet turistattraktion, og det virkede for alle at se som om de blot forsøgte at holde varmen. Men for nylig har forskere studeret deres adfærd ved at måle deres niveau af stresshormoner og iagttage virkningen på deres sociale strukturer.

Rafaela Takeshita og hendes kolleger fra universitetet i Kyoto indsamlede og undersøgte abernes afføring for at fastslå niveauet af glukokortikoider, som øger stressniveauet. Kulde er kendt for at kunne øge tilstedeværelsen af disse hormoner.

En anden lærenem primat

Forskergruppen kunne siden offentliggøre sine resultater i tidsskriftet Primates. For som ventet var stressniveauet reduceret i de perioder, hvor aberne badede i det varme vand. En anden indikation på, at badningen var gavnlig for makak-aberne, var, at de højest rangerende hunner brugte længere tid i det varme vand end gennemsnittet.

Dr. Takeshita fortæller, at hannerne på denne tid af året normalt befinder sig i udkanten af gruppen og derfor ikke bruger så meget tid i de varme bade. Derfor valgte hun kun at studere hunnerne.

Hun lod sig dog også inspirere af aberne på en anden og mindre videnskabelig måde:

»Jeg vil indrømme, at jeg mange gange efter at være færdig med dagens forskning selv sprang i et af de varme bade,« fortæller hun.

Der var dog tale om de bade, som er forbeholdt mennesker.

Oversættelse: Lars Rosenkvist

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.