Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Japan afviser på ny at give efter for terror

Mens Islamisk Stat truer med at dræbe et japansk og et jordansk gidsel, gentager Japans premierminister, at regeringen ikke vil give efter for terrorisme.

JAPAN: Japans premierminister, Shinzo Abe, kalder videoen, hvor Islamisk Stat (IS) truer med at dræbe et japansk og et jordansk gidsel, »foragtelig«.

I videoen, der blev lagt på nettet tirsdag, truer terrorbevægelsen med at dræbe de to gidsler inden for 24 timer, hvis ikke en kvindelig jihadist, der sidder fængslet i Jordan, bliver udleveret.

Shinzo Abe opfordrer ifølge Reuters Jordan til at samarbejde om det japanske gidsels hurtige løsladelse, men samtidig sværger han, at den japanske regering ikke vil give efter for terrorisme.

Gidselsspørgsmålet er den dybeste diplomatiske krise, Shinzo Abe har stået i under sine godt to år på posten. Mens han ikke må fremstå kold og ufølsom, er han omvendt nødt til at vise, at han står fast på sine principper.

»Mens vi gør alt for at bidrage proaktivt til fred og stabilitet i verden uden at give efter for terrorisme, vil vi bruge alle nødvendige midler for at forhindre terrorisme i vores land,« siger den japanske premierminister.

Ægtheden af videoen er endnu ikke verificeret, men stemmen i den minder ifølge myndighederne om den, der i weekenden dukkede op i en anden video fra Islamisk Stat. Her holder det japanske gidsel, som er en anerkendt krigskorrespondent, et billede op af en landsmand, mens stemmen gentager Islamisk Stats krav om 200 millioner dollar i løsesum fra den japanske regering. Japaneren på billedet er siden blevet henrettet ved halshugning.

IS siger også i den nye video, at en jordansk pilot, der blev taget til fange, efter hans fly styrtede ned i det nordøstlige Syrien i december, har mindre end 24 timer tilbage at leve i.

»Sig til den japanske regering, at den skal lægge politisk pres på Jordan,« siger stemmen, mens et billede viser det japanske gidsel, der holder et foto af den jordanske pilot.

Japans udenrigsminister, Fumio Kishida, siger, at den japanske regering i samarbejde med Jordan gør alt for at sikre gidslernes løsladelse, men ifølge Reuters afviser han at kommentere indholdet af drøftelserne nærmere.

Samtidig siger Bassam Al-Manaseer, formand for Jordans udenrigsanliggender, i et interview med Bloomberg, at Jordan er i indirekte samtaler med Islamisk Stat om at sikre frigivelsen af japaneren og jordaneren.

På et pressemøde onsdag appellerer moren til det japanske gidsel premierminister Shinzo Abe om at gøre alt, hvad han kan, for at redde hendes søn.

»Red hans liv. Jeg opfordrer dig til at bruge al din styrke på forhandlingerne med den jordanske regering. Jeg beder dig gøre alt, hvad du kan,« siger moren på et pressemøde, hvor hun læser et brev op til Shinzo Abe.

Tirsdag i sidste uge uploadede IS en video på nettet, hvor gruppen kræver 200 millioner dollars fra den japanske regering for at frigive de to japanske gidsler. Tidsfristen udløb fredag morgen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.