Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Italiensk regering gør klar til skænderi - muligvis med EU

Italiens indenrigsminister modsiger sin finansminister forud for møde om finansloven. EU kigger nervøst på.

Matteo Salvini fortsætter kampen for skattelettelser og pensionsreformer i Italien. Tony Gentile/Reuters
Matteo Salvini fortsætter kampen for skattelettelser og pensionsreformer i Italien. Tony Gentile/Reuters

Italiens næste finanslov skal indeholde skattelettelser og en reform af pensionssystemet, mener landets vicepremierminister og indenrigsminister, Matteo Salvini.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, efter at Salvini har givet et tv-interview.

Det vil formentlig øge den italienske statsgæld, hvilket vil være stik modsat den ambition, som den italienske finansminister, Giovanni Tria, tidligere har udstukket.

Dermed er der ifølge Reuters lagt op til et større skænderi internt i den italienske regering og muligvis mellem Italien og EU, før regeringen mødes om finansloven fredag.

Giovanni Tria, der før var økonomiprofessor, har tidligere forklaret, at han ønsker, at det italienske statsbudget aftales i koordination med EU-Kommissionen og i overensstemmelse med EU's budgetlov.

Disse regler inkluderer regler for, hvor stort et medlemslands underskud må være målt som andel af landets bruttonationalprodukt (bnp).

Ifølge Danmarks Statistik var Italiens statsgæld i 2017 131,8 procent af landets bnp.

Bnp er en opgørelse af værdien af alle de varer og serviceydelser, der bliver solgt, minus værdien af de råvarer, der er blevet brugt til at producere dem.

Det vil dermed sige, at den italienske stats gæld overstiger et helt års fortjeneste på salg af varer og serviceydelser i Italien.

Italiens regering er dannet efter valget i marts, hvor ingen af italiensk politiks tre store blokke vandt et flertal.

I begyndelsen af juni blev den ene blok, Femstjernebevægelsen, enig med partiet Ligaen fra højreblokken om et grundlag for at danne regering, som et flertal i parlamentet og præsidenten kunne godkende.

En af grundene til, at regeringsdannelsen trak ud, var Ligaens ønske om at gøre Paolo Savona til finansminister. Savona havde tidligere kaldt den europæiske valuta, euroen, for "et tysk bur".

Savonas skarpe EU-kritik gjorde præsident Sergio Mattarella modvillig mod at godkende en regering med Savona som finansminister. I stedet blev Savona minister for europæiske anliggender, og Giovanni Tria udnævntes til finansminister.

/ritzau/Reuters

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.