Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Italien vil bruge flådefartøj som flygtningecenter

Offshore. Den italienske regerings idé om flydende hotspots som forposter mod strømmen af migranter møder kritik fra NGOer og skepsis hos EU.

103.000 migranter overlevede flugten til Italien i 2015 og havde brug for hjælp. Foto: Scanpix
103.000 migranter overlevede flugten til Italien i 2015 og havde brug for hjælp. Foto: Scanpix

BARCELONA: Ifølge premierminister Matteo Renzi er der ingen grund til panik. Den seneste uge har ganske vist været voldsom med ankomsten af mindst 14.000 bådflygtninge til Italien. Men i forhold til tidligere år »er tallene nogenlunde stabile«, forsikrer regeringschefen og kritiserer dem, der – som Lega Nord – »med skadefryd hyler og skriger op om invasion«.

Den seneste opgørelse fra UNHCR giver Renzi ret. Det samlede tal for 2016 er stort identisk med sidste år, og i perioden april-maj er der oven i købet kommet færre flygtninge og migranter til landet. Problemet er bare, at Italiens modtagesystem allerede er presset til det yderste. Bag de ministerielle kulisser tager embedsmændene derfor også knap så roligt som deres regeringschef.

»Tænk på, at 2015 var et frygteligt år, hvor vi skulle skaffe tag over hovedet til ikke færre end 103.000 migranter, og de fortsætter med at komme,« siger en kilde i indenrigsministeriet til La Repubblica.

Modtagecentrene er over alt i landet helt eller næsten fyldt op. Flere steder er der modstand mod at øge kapaciteten. Og som om det ikke var nok, så stiger behovet samtidig, fordi skærpet kontrol ved grænsen til Østrig og Frankrig forhindrer migranterne i at krydse Alperne i samme antal som tidligere.

Gode råd er med andre ord dyre og uortodokse metoder kan blive nødvendige, forklarer La Repubblicas kilde – eksempelvis i form såkaldt flydende hotspots: Store flådefartøjer, der med plads til flere tusinde bådflygtninge kan foretage den første kontrol og sortering af dem til søs.

Planerne, som det italienske indenrigsministerium regner med – om nødvendigt – at føre ud i livet i løbet af sommeren, er kontroversielle.

»Det ville i hvert fald være rart at vide, om det er meningen, at disse flydende hotspots kun skal identificere flygtningene, eller om vi også vil se dem blive udvist og sendt tilbage direkte herfra,« siger Fiorella Rathaus fra det UNHCR-støttede Il Consiglio italiano per i Rifugiati, der betegner planerne som »alarmerende«.

Andre NGOer advarer mod at samle tusindvis af desperate migranter på et selv nok så stort troppetransportskib. Hvad vil man for eksempel stille op, hvis der skulle opstå protester eller måske ligefrem et »mytteri« om bord, spørger en talsmand for organisationen Oim-Italia.

Endnu hårdere er kritikken fra den katolske kirke:

»Det burde være utænkeligt at bruge skibe til at opbevare tusindvis af personer ude midt i Middelhavet. Hvis der da ikke ligefrem pønses på at sejle dem tilbage til havne i Egypten og Libyen og påføre dem endnu flere lidelser,« siger Monsignor Nunzio Galantino fra den italienske bispekonference til La Repubblica.

Også EU-Kommissionen er skeptisk over for ideen om de flydende hotspots. I første omgang afventer man dog i Bruxelles mere detaljeret information om, hvad italienerne egentlig har tænkt sig.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.