Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Islandsk statsministers exit udløser regeringskrise

Sigmundur David Gunnlaugsson bøjede sig for folkeligt pres efter afsløringer af hans skjulte finanstransaktioner, men han fortsætter som formand.

Islands statsminister, Sigmundur Gunnlaugsson, måtte tirsdag smide håndklædet i ringen efter afsløringer af mistanke om skattetænkning i Panama. Det har udløst intense forhandlinger om hans afløser. Foto: Halldor Kolbeins/AFP
Islands statsminister, Sigmundur Gunnlaugsson, måtte tirsdag smide håndklædet i ringen efter afsløringer af mistanke om skattetænkning i Panama. Det har udløst intense forhandlinger om hans afløser. Foto: Halldor Kolbeins/AFP

LONDON: »Vil du ikke bare gå af og allerhelst forlade landet,« skrev en person tirsdag eftermiddag under navnet Solvejg Osk Lukkustrumpur som kommentar til en optimistisk besked på Facebook fra den islandske statsminister, Sigmundur David Gunnlaugsson, om, at han vil insistere på at fortsætte sit politiske projekt.

I timerne derefter forsvandt i hvert fald en del af grundlaget for optimismen for den 41-årige statsminister, der måtte trække sig i den hidtil mest dramatiske, politiske konsekvens af afsløringer om politikeres og rigmænds skattemanøvrer og skjulte investeringer i de såkaldte »Panama-papirer«, hvor Gunnlaugsson og hans hustru er nævnt.

Det er i øjeblikket uvist, om det vil afblæse Islands voksende politiske krise og højlydte protester i befolkningen. En journalist med adgang til de afslørende papirer om Gunnlaugsson sagde tirsdag aften til BBC, at der er beskrevet omkring 800 selskaber med forbindelse til Island i de lækkede dokumenter. Gunnlaugsson er gået af som statsminister men vil fortsætte som partileder for det islandske Fremskridtsparti.

»Som alle ved, er der stor uro i befolkningen, og statsministeren har lyttet til folket. Nu vælger han at reagere på den her måde, og det mener partiet er beundringsværdigt,« sagde Sigurdur Ingi Jóhannsson, der er næstformand i regeringspartiet ifølge den norske avis Aftenposten.

Jóhannsson har fra posten som landbrugs- og fiskeriminister overtaget den islandske statsministerpost. Sent tirsdag forhandlede han med den hidtidige koalitionspartner, Selvstændighedspartiet, om at fortsætte regeringen. På sidelinjen står protestpartiet Pirat-partiet, der i en meningsmåling inden afsløringerne fra Panama havde større opbakning end de to regeringspartier tilsammen.

Tidligere på dagen havde Gunnlaugsson bedt den islandske præsident, Olafur Ragnar Grimsson, om at opløse parlamentet og udskive nyvalg, men for første gang i landets historie afviste præsidenten en sådan anmodning med henvisning til, at han først ville drøfte situationen med øvrige islandske partiledere.

Gunnlaugsson afviste over for lokale medier at kommentere mødet med præsidenten. Men kort forinden havde han med sin Facebook-besked signaleret, at han var parat til at kæmpe for sit politiske liv.

»Jeg er stolt af mit politiske arbejde og ikke bange for at udsætte det for vælgernes dom, om det vil ske nu eller senere,« skrev statsministeren og erklærede, at han fortsat vil forfølge sin vision »for at holde det islandske samfund på sporet«.

Gigantisk demonstration

En hel del islændinge synes tilsyneladende, at Gunnlaugsson selv kørte af sporet, da han uden at svare på spørgsmål forlod et TV-interview, hvor han uventet blev konfronteret med de kontroversielle forhold i sin privatøkonomi. Kort tid efter samlede anslået flere end 20.000 demonstranter sig foran landets parlamentsbygning. Lokale medier har betegnet det som en af de største demonstrationer nogensinde på øen, der er mere end dobbelt så stor som Danmark, men kun har omkring 330.000 indbyggere.

Lækkede dokumenter viser, at Gunnlaugsson solgte sin halvpart i et internationalt investeringsselskab til sin hustru for én dollar, kort efter at han blev valgt til til det islandske parlament i 2009. Han har fastholdt, at alt var lovligt, og at der ikke var nogen personlig vinding. Kritikere fremhæver, at parret havde investeringer i islandske banker, hvis værdi Gunnlaugsson som parti­leder og senere statsminister fra 2013 har haft mulighed for at påvirke.

Dagen inden sin 41 års fødselsdag 12. marts i år promoverede Gunnlaugsson på Facebook sin deltagelse i et radioprogram, hvor overskriften var et citat fra ham selv:

»Kapitalismen er god, men ikke uhæmmet kapitalisme.«

Hvis den højreliberale Gunlauggson vil have en fremtid i islandsk politik, ser det ud til, at han må overbevise islændingene om, at det var den første og ikke den sidste del af bemærkningen, som var rettet mod ham selv.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.