Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Islands statsminister nægter at gå af efter dokumentlæk

Lækkede papirer tyder på, at Islands statsminister og hans kone har gemt store beløb i udlandet.

Reykjavik: Islands statsminister, Sigmundur David Gunnlaugsson, afviser at følge oppositionens opfordring om at træde tilbage, efter at dokumentlæk har vist, at hans familie har store beløb i skattely.

Det skriver flere medier.

- Jeg har ikke overvejet at gå af på grund af denne sag, og jeg kommer heller ikke til at gå af på grund af den, siger statsministeren til den islandske tv-station Kanal 2.

Oppositionen på Island har imidlertid vedtaget at fremsætte et mistillidsvotum mod statsminister Sigmundur David Gunnlaugsson efter afsløringerne i de såkaldte Panamapapirer, der søndag aften blev offentliggjort som led i et internationalt mediesamarbejde.

Det oplyser Birgitta Jonsdottir fra Piratpartiet, som ifølge det norske nyhedsbureau NTB for tiden er Islands største parti i meningsmålingerne.

- Vi håber, at vi ikke bliver nødt til at fremsætte forslaget, og at Sigmundur David trækker sig før mødet i Altinget (Islands parlament, red.), siger hun.

Lækagen består af mere end 11 millioner lækkede dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama, og den har siden søndag rystet store dele af den økonomiske verden.

Der er i de lækkede dokumenter angiveligt tråde til både Islands statsminister, indenrigsminister og finansminister.

For Islands statsminister drejer sagen sig om, at han sammen med sin kone købte selskabet Wintris Inc. i 2007. Ifølge det britiske medie BBC fik han advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama til at hjælpe med købet.

Da Gunnlaugsson blev stemt ind i Altinget i 2009, informerede han ikke om sin andel i selskabet, og otte måneder senere solgte han sin andel på 50 procent til sin kone for blot en dollar.

Siden da skal millioner af dollar ifølge BBC være blevet ført gennem selskabet frem til 2015.

Sagen har skabt røre i Island, hvor der er blevet indsamlet flere end 24.000 underskrifter fra islændinge, der kræver, at Sigmundur David Gunnlaugsson træder tilbage som statsminister.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.