Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Islamisk Stat vil likvidere Erdogans ideologer

Islamisk Stat opfordrer i den seneste udgave af magasinet Rumiyah sine jihadister til at myrde en række fremtrædende personer med tilknytning til Tyrkiets præsident Erdogan.

TOPSHOT - Tyrkisk officer patruljerer foran Reina natklubben, der blev angrebet nytårsnat.  / AFP PHOTO / OZAN KOSE
TOPSHOT - Tyrkisk officer patruljerer foran Reina natklubben, der blev angrebet nytårsnat.  / AFP PHOTO / OZAN KOSE

Krigen mellem Tyrkiet og Islamisk Stat tager til.

Mens kampene i det nordlige Syrien mellem tyrkiske soldater og IS-jihadister fortsætter, opfordrer IS nu til likvideringer af en række højtstående personer fra den tyrkiske administration.

I den seneste udgave af Islamisk Stats månedsmagasin Rumiyah retter Islamisk Stat sit fokus mod Tyrkiet.

»Dræb AKP-partiet. Angrib Erdogans støtter, og de, der støtter partiet. Dræb politi og soldater. Dræb religiøse lærde,«  står der ifølge hjemmesiden Milat i den tyrkiske udgave af Rumiyah.

Islamisk Stat navngiver også sine mål i Tyrkiet. Mehmet Görmez, leder af Tyrkiets institution for religiøse affærer Diyanet, bliver eksempelvis nævnt som mål. Det samme gør teolog og poet Mustafa Islamoglu, filosofiprofessor Caner Taslaman, sheik Abdullah Yolcu og en række andre.

Centrale skikkelser i islam-debatten

Fælles for dem alle er, at de repræsenterer den tolkning af islam, som det ledende tyrkiske AKP-parti står for. De er regeringens religiøse talerør og centrale skikkelser i nutidig tyrkisk islam-debat.

I Rumiyah beskylder Islamisk Stat ifølge Milat de navngivne tyrkere for at »forvrænge religiøs viden, for at opnå magt«.

Islamisk Stats selverklærede kalif, Abu Bakr al-Baghdadi, har tidligere i en båndoptagelse opfordret til angreb mod Tyrkiet. Siden har magasinet Rumiyah gentaget denne trussel.

Efter angrebet på Reina-natklubben i Istanbul nytårsnat, hvor 39 personer mistede livet, har de tyrkiske myndigheder optrappet kampen mod IS-netværk i landet.

I løbet af søndag udførte tyrkisk politi en omfattende operation mod IS-jihadister. Flere end 400 personer med tilknytning til IS blev, ifølge tyrkiske medier anholdt i operationen.

Siden august 2016 har Tyrkiet bombet IS-stillinger i Syrien og erobret byer fra IS i de nordlige dele af landet. I 2014 og dele af 2015 havde Islamisk Stats jihadister mere eller mindre fri adgang til og fra Syrien via Tyrkiet.

Langt størstedelen af de såkaldte udenlandske IS-jihadister er ankommet til Islamisk Stat via Tyrkiet, og adskillige tusinde tyrkiske statsborgere menes også at have tilsluttet sig Islamisk Stat. I de IS-dokumenter, der blev lækket for næsten et år siden, optræder ifølge det syriske medie Zaman al-Wasl flere end 1.000 tyrkiske statsborgere.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.