Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Islamisk Stat tyr til fup og filmklip for at holde gejsten

Det er den mest ambitiøse propagandavideo fra Islamisk Stat – og analytikere afslører den nu som billedmanipulation.

Jihadi John med den kniv, som han angiveligt skærer halsen på gidslet Peter Kassig over med. Nu viser analyser af Islamisk Stats video imidlertid, at Peter Kassig sandsynligvis var blevet dræbt af skud inden optagelserne af »henrettelsen«, og at vidoen er blevet manipuleret i et fotolaboratorium. Foto: VISUAL Press Agency
Jihadi John med den kniv, som han angiveligt skærer halsen på gidslet Peter Kassig over med. Nu viser analyser af Islamisk Stats video imidlertid, at Peter Kassig sandsynligvis var blevet dræbt af skud inden optagelserne af »henrettelsen«, og at vidoen er blevet manipuleret i et fotolaboratorium. Foto: VISUAL Press Agency

Jihadi John er blevet deres varemærke, og det siger ikke så lidt om produktet. For han slår ihjel. Han henretter – og hans halshugninger af vestlige gidsler tjener mindst tre formål:

De skærper fokus, de skaber omtale, og de giver på deres groteske facon troværdighed. Han og hans mænd i Islamisk Stat mener det, og de dræber alle dem, som ikke mener det, og det er så absolut og kompromisløs en tankegang, som man kan forestille sig.

Derfor må den seneste udvikling også bekymre toppen i organisationen. For eksperter skaber nu begrundet tvivl om de seneste to videohenrettelser – der er noget galt med dem, noget manipuleret og forløjet – og en billede-for-billede-analyse afslører, at et af gidslerne formentlig allerede var død inden sin halshugning.

Det er med til at underminere Islamisk Stat på det punkt, der er afgørende for nuværende og nye tilhængere – integriteten. Hvis en jihadi skal give sit liv for noget, så skal »noget« ikke vise sig at være photoshop og fidus, og det er det tilløb til skepsis, som nu breder sig.

22 bødler

I november havde Islamisk Stat brug for et vitamintilskud. Militært stod terrororganisationen i stampe, og angrebet på byen Kobane aftegnede sig mere og mere som en fejltagelse. Luftbombardementerne mod kalifatet stressede befolkningen, krigere og ledere, bomberne ramte også oliefelterne, og olierprisen styrtdykkede, og sponsorer og nye fodsoldater viste sig mere fodslæbende.

Så tiden var til en propagandavideo, som sad lige i skabet. Den slags, der skulle få fjender og venner til at gispe efter vejret. Islamisk Stat var historiens første terrororganisation på alle medieplatforme, og de ambitiøse produktioner ramte fra Facebook til YouTube, fra drenge- og pigeværelserne til Pentagon, og den kommende video skulle sætte nye grænser.

Videoen begyndte med en flot introduktion med musik og kort, der viste islamisternes historie og deres nuværende globale styrke, og derefter så vi 22 hellige krigere, som førte 22 tilfangetagne syriske soldater gennem en olivenlund. Følget passerede undervejs en kasse med knive, bødlerne udvalgte sig knive, og propagandafolkene brugte mindst to kameraer og dvælede på de involveredes ansigter og opbyggede et psykologisk drama.

Ofrene var alle klædt i mørkeblåt, bødlerne i ørkencamouflage, og de linede op på hver sin side af Jihadi John, som stod i midten med sit offer, Peter Kassig. Kassig var en amerikaner, som havde konverteret til islam og arbejdede som frivillig hjælper i flygtningelejre i Libanon – inden han blev bortført og endte som gidsel.

De 22 syrere blev smidt fladt på jorden, og bødlerne bøjede sig ned og skar halsen på ofrene over. Videoen vendte derefter tilbage til landkort, musik og pral, og til sidst endte vi hos Jihadi John, som opremsede dødsdommen over Kassig; billedet skiftede, og vi så Kassigs afskårne hoved ligge i ørkenstøvet ved siden af Johns støvler.

Tre afvigelser

Videoen varede 16 minutter, og den afveg fra tidligere videohenrettelser på tre punkter, viser analyser foretaget af det amerikanske Terrorism Research and Analysis Consortium – Trac – og det britiske Quilliam Foun­dation:

Ved at analysere skyggerne kan man se, at indspilningerne tog mellem fire og seks timer, og det er sin sag at samle så mange mennesker over så lang tid i et område under stadig luftovervågning og bombardement. Det viser vigtigheden af videoen, og selve produktionen var foretaget af mennesker, som var »perfektionistiske«, skriver Trac.

Det er første gang, at en terrororganisation har videooptaget en synkron henrettelse af så mange ofre. Det fremgår, at alle bødler var fremmede krigere udvalgt for deres dedikation til sagen og sejren; de optrådte stolte og umaskerede, og målet var at fremvise organisationens fremmeste krigere, nærmest som fodboldsamlebilleder, og give nye og potentielle rekrutter et forbillede.

Jihadi Johns henrettelse af Kassig afveg også fra tidligere drabsvideoer, hvor ofrene kom med nøje koreograferede ytringer. John proklamerede dødsdommen, og vi så ofrets afskårne hoved ved Johns støvler, og vi hørte chefbødlen håne USA, fordi amerikanerne og deres allierede ikke »turde« sende landstyrker.

Men trods den tekniske »perfektionisme« skaber videoen problemer for Islamisk Stat. Ved at vise de umaskerede bødler har omverdenen kunnet identificere mange af dem, og der er bødler fra Frankrig, Belgien, Storbritannien, Australien, Kasakhstan, Georgien, Rusland og Malaysia. De pågældende lande har hårde straffe for fremmed terrorvirksomhed, og det betyder, at bødlerne ikke kan vende hjem, skriver Holly Hughson i tidsskriftet Small Wars Journal. Hun noterer også, at der i den pågældende video ikke er en eneste kristen eller jøde. Alle bødlerne er muslimer, alle ofrene er muslimer, og det skaber et forklaringsproblem over for potentielle rekrutter: I Syrien og Irak skal de tydeligvis ikke slå vantro og vestlige kristne ihjel; de skal slå andre muslimer ihjel.

Jihadi John

Men det største problem er Jihadi John og henrettelsen af Peter Kassig.

Ved alle tidligere henrettelser har ofrene haft planlagte sidste ord til omverdenen, men ikke her. Kassig siger ikke noget i videoen, og Jihadi John bortforklarer det med en henkastet bemærkning om, at »hans tidligere cellekammerater har talt for ham«. Men det indikerer, at noget er gået galt, også fordi Kassig-delen er ude af sync med resten – tonen er anderledes, og teknisk er den ikke så velproduceret.

Trac og Quilliam Foundation giver en mulig forklaring hentet fra efterretninger fra jihad-kilder. Nemlig, at Kassig til det sidste nægtede at sige, hvad Jihadi John og fangevogterne ville have ham til at sige. I stedet blev han blot ved med at gentage sin tro på Allah, og som de skriver – »det ville have været en PR-katastrofe at henrette en mand, som sagde sin shahadah«, sin muslimske trosbekendelse.

Og hvad gjorde Jihadi John og fangevogterne ved det? Videoen giver os tydelige fingerpeg om, hvad der er sket: Ved andre tidligere henrettelser har Islamisk Stat vist ofrenes lig frem for omverden, men ikke her. Vi ser kun Kassigs afhuggede hoved – og blot som en advarsel: Den følgende beskrivelse vil indeholde detaljer, som kan virke stødende.

Det afskårne hoved ligger i sandet ved siden af Jihadi Johns støvler, skyggen fra hovedet matcher ikke de andre skygger i billedet, og skyggen krydser ikke støvlerne, hvilket får analytikerne til at konkludere, at hovedets skygger er blevet tilføjet efterfølgende. Desuden er hovedet afskåret på en anatomisk problematisk måde, oplyser kirurger i rapporten. En afskæring vil normalt ske på halsen og ikke som her lige under hagen – og der er heller ikke tegn på ujævnheder og rester af årer og tråde, som der normalt vil være. Det indikerer, at hovedet ikke er fysisk afskåret, men afskåret ved billedmanipulation og placeret ved siden af Jihadi Johns støvler.

Tre kirurger har i detaljer studeret Kassigs hoved, og som de siger i rapporten – over venstre øje er der et indgangssår fra et skud. Videoproducenterne har forsøgt at camouflere det med blod og mørke toner, men der er ikke tvivl, og »skuddet er snarere dødsårsagen end en eventuel halshugning«, siger en kirurg. Hovedet rummer andre tegn på mishandling, som er forsøgt dækket med blodplamager, men producenterne bruger en forkert blodfarve, der ikke matcher historien om en netop overstået henrettelse. Analytikerne påpeger også uforklarligheder i landskabet ved henrettelsen af Kassig – der er lokaliteter, som ikke passer sammen med de andre lokaliteter i videoen.

Hvilket alt sammen fører til en overbevisende konklusion: At Kassig ikke ville deltage i Jihadi Johns propaganda og sige, hvad han skulle sige; han blev torteret, men føjede sig åbenbart ikke og blev til sidst skudt en kugle for panden. Nu stod producenterne med et lig, men de havde lovet en henrettelse, og Jihadi John gennemførte derfor sin enetale mod Vesten, men uden hoved. Billedmaterialet blev derefter sendt til et studie, hvor det afhuggede hoved blev photoshoppet ind.

Også her er der et spor at gå efter. Eksperterne vurderer, at manipulationen er foretaget med Avid Technology, den samme teknologi, som Hollywood også bruger, og det indikerer, at billedmaterialet er sendt med kurér ud af kalifatet og til et studie i et af de nærliggende lande.

Mere fup?

Men betyder det noget, at Islamisk Stat tilsyneladende lyver i en video, og at en henrettelse viser sig at være fup og photoshop? At den er mere Hollywood end hellig krig?

Det betyder noget, hvis den kriblende følelse af utroværdighed begynder at danne et mønster, og her kommer en anden og nyere video ind i billedet. I forrige uge offentliggjorde Islamisk Stat en video, hvor en dreng ved nakkeskud henrettede to russere, som angiveligt var taget for spionage mod Islamisk Stat. Videoen viste ikke selve henrettelsen, og på ligene var der efterfølgende ingen skudsår og intet blod, og det vakte mistro i Moskva. En talsmand for det russiske udenrigsministerium afviste videoen som som bluff og »provokation«, og siden har Moskva været tavs om henrettelsen og en eventuel hævn.

Sammen med den militære og økonomiske deroute giver debatten et indtryk af en Islamisk Stat, som har toppet – og som selv blodig billedemanipulation og Jihadi John ikke kan redde.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.