Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

IS bag terrorbølge mod kristne i Egypten

Den koptiske pave kan være målet i det ene af to bombeangreb mod kirker i Alexandria og Tanta. Mindst 35 har mistet livet. Islamisk Stat tager ansvar

MELLEMØSTEN: Egyptisk politi har, ifølge stats tv beordret lukning af samtlige kirker i landet af fare for flere angreb.Alle kirker skal gennemsøges for eventuelle bomber.

Bombeangreb mod kirker i Alexandria og Tanta, som Islamisk Stat tager ansvaret for, har dræbt mindst 31. Den koptiske pave Tawadros II havde netop forladt kirken i Alexandria efter Gudstjenesten, da angrebet fandt sted, men er ifølge ON tv uskadt.

Ifølge egyptisk tv mistede en højtstående politiofficer livet, da han blokerede en selvmordsbomber med sin krop. Fem andre meldes døde og 15 meldes såret.

Tv-stationen meddeler, at en selvmordsbomber bragte sig selv til sprængning ved kirkens indgang.
Maged Butter befandt sig i nærheden af kirken, da eksplosionen fandt sted.

»Folk græder, her er mange ambulancer, butikkerne lukker. Politiet spærrer området af,« skriver Maged Butter på Twitter.

Tidligere i dag eksploderede en bombe i Mar Girgis kirken i byen Tanta.
Ifølge tv-station ON er dødstallet fra bombeangrebet i Mar Girgis kirken 29. Mange af de døde er børn. Flere end 60 er såret.

Eksplosionen fandt sted under Gudstjenesten søndag formiddag. Mar Girgis kirken er den største kirke i byen Tanta, der ligger halvvejs mellem Cairo og Alexandria. Ifølge ON tv var omkring 400 til stede i kirken, da eksplosionen fandt sted. De fremmødte koptiske kristne fejrede palmesøndag.
Ifølge den egyptiske hjemmeside Dotmasr blev eksplosionen udløst på den forreste række i kirken. Muligvis af en selvmordsbomber.

Angrebene i Tanta og Alexandria kommer blot fire måneder efter et andet stort angreb mod en koptisk menighed. Den 11. december 2016 eksploderede en selvmordsbomber i al-Botrosiya kirken i Cairo og dræbte 29. To dage senere tog Islamisk Stat ansvaret for angrebet. Efter angrebene palmesøndag gik der kun få timer inden Islamisk Stat tog ansvaret.
I februar 2017 offentliggjorde Islamisk Stat en video, hvor Egyptens kristne trues med nye angreb.

At kopterne nu igen rammes af terror, får nogle egyptere til at spørge, hvordan det kan lade sig gøre.

»Det er en stor sikkerhedsbrist, især efter den seneste tids sikkerhedsforanstaltninger til at beskytte kirker,« skriver den egyptiske blogger, der kalder sig The Big Pharaoh på Twitter.

Den egyptiske mellemøstkommentator Nervana Mahmoud, der udgiver en ugentlig opdatering om udviklingen i Egypten, sagde tidligere, at der er stor sandsynlighed for, at en islamisk bevægelse står bag angrebene.

»I sidste uge tog den militante islamiske gruppe Leewa al-Thawra ansvaret for et angreb mod politiet i Tanta. Både Leewa al-Thawra og Hasm (en nyligt oprettet terrorgruppe red.) er løst forbundet til Det Muslimske Broderskab,,« skriver hun i en besked til Berlingske.

Den egyptiske journalist Kareem Shaheen  ser angrebene som et direkte resultat af, at mange muslimer opfatter kristne som andenrangsborgere

»Vi vil aldrig komme videre med mindre vi adresserer den gennemtrængende retorik, hvor selv helt almindelige muslimer anser kristne for andenrangsborgere,« skriver han på Twitter.

De kristne udgør mellem fem og ti procent af den samlede egyptiske befolkning på 85 millioner. Især i kølvandet af omvæltningerne, der startede med tidligere præsident Hosni Mubaraks fald i 2011, er de kristne blevet mere udsatte. Efter Det Muslimske Broderskab og salafisterne fik flertal ved parlamentsvalget i 2011, vandt Broderskabets kandidat Mohammed Mursi efterfølgende præsidentvalget i 2012. Han blev væltet af den nuværende præsident Abdelfattah al-Sisi i 2013. Gennem hele denne ustabile periode har mange angreb mod kristne fundet sted. Især fordi muslimske bevægelser anser kristne for at støtte den nuværende præsident.

I november 2014 sluttede den egyptiske terrororganisation Ansar Bet al-Maqdis sig til Islamisk Stat og oprettede en såkaldt provins af kalifatet i den egyptiske Sinaihalvø. Gruppen ændrede navn til Wilayat Sina, og retter næsten dagligt angreb mod egyptiske soldater og politiofficerer i den nordvestlige del af Sinai omkring byen al-Arish.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.