Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Irma fik havet til at forsvinde i Florida: Nu frygtes stormfloder

Til trods for at orkanen Irma i går var reduceret til en tropisk storm, kan det værste være i vente: Stormfloder. Ellers var kokosnødder noget af det farligste under Irmas rasen.

Orkanen Irma har forårsaget massivt kaos i den amerikanske kyststat Florida. Nu frygtes en ny bølge af omfattende stormfloder, som efterdønninger fra orkanen.
Orkanen Irma har forårsaget massivt kaos i den amerikanske kyststat Florida. Nu frygtes en ny bølge af omfattende stormfloder, som efterdønninger fra orkanen.

Øjenvidner beskriver det som det mærkeligste syn, og fænomenet er også særligt. Orkanen Irmas rasen i Florida fik alt vandet langs strande på delstatens vestkyst til at trække sig så langt væk, at havet mange steder i går morges slet ikke kunne ses fra kysten. Og det skete så hurtigt, at søkøer og fisk blot lå tilbage og boblede i mudderet på havbunden.

Men netop dette, havets totale forsvinden, kan ende med at blive det mest dramatiske og ødelæggende ved orkanen Irma 2017.

For så snart vinden vender, frygtes vandet at komme tilbage med stor fart i form af stormfloder, der kan oversvømme store dele af Floridas vestkyst.

»FLYT JER VÆK FRA VANDET,« lød det også i en kraftig advarsel fra USAs nationale orkancenter, da nysgerrige gik på strandene for ved selvsyn at opleve det særprægede fænomen.

Frygten er nogle steder i det sydvestlige Florida, at der kan komme flodbølger på over fire meter. Sammen med den kraftige regn efter Irmas rasen kan dette – oversvømmelser af huse – blive det mest ødelæggende ved Irma, der gik i land ved The Keys søndag morgen som en kategori 4-orkan, men i går var reduceret til en tropisk storm, da den nåede til området omkring Tampa på Floridas vestkyst.

Borgmesteren i Tampa, Bob Buckhorn, priste sig også lykkelig efter at have indstillet sig på det værste.

»Vi var virkeligt heldige,« sagde han til CNN efter at have konstateret, at skaderne var mindre end frygtet.

Mindre ravage end frygtet

Selv forudså han, at hans bys største problem de kommende dage, vil blive at få elektriciteten tilbage. I går stod 6,2 millioner uden elektricitet i Florida, og alene i Miami var det 72 procent. Et særligt problem er vejene, der er blevet ekstra farlige, da mange trafiklys er gået ud, og der samtidig er væltet tusindvis af træer ned over veje.

Endnu er der langtfra et samlet overblik over skaderne i Florida, men overordnet skabte orkanens stormvinde mindre ravage end frygtet.

Forudsigelser af, at hele øen Key West, USAs sydligste punkt ville blive oversvømmet, blev ikke til virkelighed. De lavtliggende gader var ganske vist oversvømmet med helt op til en meter vand, men der var også områder af den populære feriedestination, der slet ikke blev oversvømmet.

Til trods for at myndighederne i Florida havde bedt 5,6 mio. mennesker om at evakuere sig selv, herunder alle borgere på The Keys, vurderes det, at omkring 25 procent var blevet tilbage på Key West. De har i udbredt grad givet udtryk for, at de føler sig lykkelige, fordi stormen ikke var så slem som frygtet.

Miami-området med seks millioner mennesker så heller ikke ud til at være et katastrofeområde, sådan som man har set det på caribiske øer, der nærmest er jævnet med jorden, herunder øen Barbuda, hvor 95 procent af bygningerne er beskadiget.

Tage er også fløjet af bygninger i Florida, men noget af det farligste, der fløj rundt i Florida, under stormen, var kokosnødder, som strøg gennem luften som projektiler fra toppen af de høje stormomsuste palmer.

Under stormen var 155.000 mennesker indkvarteret i næsten 600 evakueringscentre på tværs af Florida. Men i går forbød myndighederne fortsat mange evakuerede at tage tilbage til deres boliger i de områder, hvor der frygtes stormflod. På den måde er de værste farer fortsat ikke overstået. Men det ændrer ikke ved, at Florida – i hvert fald i første omgang – ånder lettet op efter en orkan, der var udråbt til at blive historiens værste, men som trods alt endte med at tage en rute, hvor dens kraftcenter – orkanens øje – ikke ramte direkte ind i de mest tætbefolkede områder i Tampa og St. Petersburg på vestkysten eller Miami på østkysten.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.