Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Irakisk hær indleder storstilet angreb på lufthavn i Mosul

Irakiske styrker har torsdag morgen indledt en offensiv mod Islamisk Stat i lufthavnen i den irakiske storby.

Arkivfoto: Irakiske styrker har torsdag morgen indledt en offensiv mod Islamisk Stat i lufthavnen i den irakiske storby.
Arkivfoto: Irakiske styrker har torsdag morgen indledt en offensiv mod Islamisk Stat i lufthavnen i den irakiske storby.

Irakisk militær har torsdag morgen indledt et angreb på lufthavnen i storbyen Mosul.

Med hjælp fra kampfly, droner og ildstøttefly angreb militæret lufthavnen, som Islamisk Stat har kontrolleret siden 2014, hvor den ekstremistiske bevægelse indtog Mosul og udråbte et kalifat fra selvsamme by.

Der er forskellige meldinger om, hvor store fremskridt militæret har gjort.

»Vi kan bekræfte, at lufthavnen militært set er indtaget. Det er et spørgsmål om tid, før vi har den fulde kontrol«, siger talsmand Sabah al-Numan fra den irakiske antiterrorenhed CTS ifølge Reuters.

Ifølge andre kilder er man ikke nået så langt.

»Vi befinder os på den sydlige side af lufthavnen. Vores styrker angriber den«, siger en officer til nyhedsbureauet AFP.

Lufthavnen har ikke været brugt til flytrafik længe. Islamisk Stat har ødelagt landingsbanerne.

Men den er strategisk vigtig som brohoved til resten af det vestlige Mosul, som Iraks militær kæmper for at indtage.

Lufthavnens område er cirka 25 kvadratkilometer stort, og den bliver angrebet fra flere sider.

Derfor kan det være svært at sige, præcis hvor langt man er nået.

Ud over byens lufthavn har det irakiske militær med støtte fra politistyrker også angrebet en militærlejr i byen, som IS også kontrollerer.

Irakiske styrker indledte med støtte fra USA og paramilitære tropper en offensiv i byen i oktober.

Islamisk Stats tog kontrollen over Mosul i 2014. Byen er bevægelsens sidste store bastion i Irak.

Den østlige del af byen blev generobret i januar.

Hvis IS taber kontrollen over hele Mosul vil det være et stort slag mod bevægelsens selvudnævnte kalifat.

Det blev udråbt fra netop Mosul efter at IS havde indtaget store dele af Irak og Syrien.

Omkring 100.000 styrker deltager i kampen for at sende IS på porten. De udgøres af irakiske soldater, kurdiske krigere og shiitiske militser.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.