Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ikoniske hutong-gader i Beijing lukkes ned og forretningsdrivende presses ud

Arbejdere bevæbnet med mukkert, mursten og mørtel er gået løs på Beijings ikoniske hutong-gader. Forretninger, hverdagsliv og kulturelle særpræg bliver muret til. En million indbyggere skal ud af bykernen.

En mand arbejder på et hus i Beijings hutong-gader. I månedsvis har han og en hær af arbejdere destrueret og genopbygget kilometervis af Beijings bygningsfacader. Foto: Jens Shott Knudsen
En mand arbejder på et hus i Beijings hutong-gader. I månedsvis har han og en hær af arbejdere destrueret og genopbygget kilometervis af Beijings bygningsfacader. Foto: Jens Shott Knudsen

Menuen står på nudelsuppe og risretter fra Shandong-provinsen. Udvalget i den lille, dårligt belyste restaurant er beskrevet på en tavle hængt op på væggen. Priserne er på et niveau, der burde tiltrække i hobetal af migrantarbejdere og andre lavtlønnede i den kinesiske hovedstad. Men plastikskamlerne står tomme. Kun ved et enkelt bord i det fjerneste hjørne bliver der slubret af en skål nudler.

»Vi har meget færre kunder nu. Men det er jo ikke så underligt, når folk skal kravle ind gennem vinduet,« siger stedets ejer og nikker over mod indgangen. For et par måneder siden blev restaurantens dør muret til. Lige siden har en orange metalstige med fire trin udgjort eneste vej ind og ud. Den fører op til et vindue fra gadeplan, mens en bunke mursten er placeret på indersiden.

»Vi har fået at vide, at når vores restaura­tionstilladelse udløber, bliver den ikke forlænget. Hvad vi så gør, ved vi ikke. Sandsynligvis flytter vi tilbage til Shandong. At finde et andet sted her bliver ikke nemt, når så mange andre er i den samme situation,« fortæller indehaveren.

Restauranten har været et familieforetagende i årevis. Spisestedets skæbne er en konsekvens af byfornyelse med kinesisk karakteristika. De fattige, det beskidte – og ofte også det unikke – er ikke længere velkomment i Beijing, hvor omkring en million indbyggere skal ud af bykernen.

Overbefolkning har længe været et problem i den kinesiske hovedstad. Med forurening, trafikkaos og andre kvaler til følge. Løsningen er ikke noget, man sætter sig ned og snakker om. Problemknuserne ankommer tidligt om morgenen. De er flankeret af vagter og i nogle tilfælde også politi og soldater. De er udstyret med gule sikkerhedshjelme og veste. I første kolonne kommer dem med mukkerter, bunsenbrændere og brækjern. Næste række er bevæbnet med mursten og mørtel. I månedsvis har en hær af arbejdere destrueret og genopbygget kilometervis af Beijings bygningsfacader.

Særligt hovedstadens ældste bydele er mål for kampagnen. Det gælder de såkaldte hutonger, der er smalle gader med lav bebyggelse og en historik, der går flere hundrede år tilbage. Mange af dem er nedslidte, men for indbyggerne i Beijing er det her, det gamle og autentiske Beijing har hjemme. Her leves livet efter en formel, der ikke nemt lader sig ændre, selv om den moderne storby eksisterer rundt om hjørnet. Intet sted er kontrasten til Beijings brede boulevarder og erhvervsdistrikter i glas og stål større. I første omgang har et væld af butikker, restauranter og andre mindre foretagender måttet lade livet.

»Den nemmeste måde at få folk til at flytte er ved at lukke deres virksomheder, og de her folk betaler ikke meget i skat og er derfor ikke af stor værdi for byen, mener lokalregeringen. Indehaverne bliver presset ud af bymidten eller helt til naboprovinsen,« siger Dominic Johnson-Hill, der ejer flere tøj- og designbutikker i hutongerne.

En mand arbejder på et hus i Beijings hutong-gader. I månedsvis har han og en hær af arbejdere destrueret og genopbygget kilometervis af Beijings bygningsfacader.
En mand arbejder på et hus i Beijings hutong-gader. I månedsvis har han og en hær af arbejdere destrueret og genopbygget kilometervis af Beijings bygningsfacader.

Beijings gamle boligkvarterer var oprindeligt hjemsted for embedsfolk og velhavende købmænd. Jo tættere på kejserens residens i Den Forbudte By man boede, desto vigtigere en person var man. Kejserpaladset står der endnu, mens toppen af Kinas Kommunistparti holder til et stenkast derfra. Ifølge Dominic Johnson-Hill er den langsigtede plan, at Beijings bykerne skal føres tilbage til, hvad den engang var.

»De vil genskabe hutongernes storhedstid, hvilket vil sige, at de skal være hjem for velhavende individer og lignende. De skal være mere afdæmpede og have færre beboere. Det kommer til at ramme alle hutonger en efter en. De smadrer tilbygninger først og murer bygningerne til, så de minder om, hvad der var før. Til sidst bliver hutongerne, hvad de engang var: Et område for de rige,« siger han.

Det skal ses i lyset af en udvikling, hvor Bei­jings lokalregering forsøger at skubbe arbejdspladser væk fra bykernen. Det betyder blandt andet, at bystyrets egne kontorer flytter til forstaden. Byplanlægningen skal i højere grad fremhæve Beijing som Kinas kulturelle og historiske hovedstad. Sådan har det ikke altid været.

For hvis Beijings midte i dag er overbefolket, er en stor del af forklaringen Kommunistpartiets tidligere prioriteter. Efter partiets sejr i 1949 besluttede formand Mao Zedong, at landets hovedstad ikke kun skulle være et politisk og kulturelt men også et industrielt centrum. Arbejderne fik lov til at flytte ind i hutongerne, hvor de traditionelle rigmandshjem med en gårdhave i midten blev delt op mellem adskillige familier. Efter Maos død sluttede en æra, der betød begyndelsen på et mere åbent Kina.

Staten gav plads til det private initiativ, hvilket indbyggerne i hutongerne drog nytte af. De åbnede forretninger, byggede til eller lejede lokaler ud. Lige siden har ejerforholdene i det labyrintiske, urbane netværk i hjertet af byen været en rodet affære. Bystyret og statsejede selskaber ejer teknisk set stadig de fleste af boligerne. De lejes ud til familier, der ofte har boet der i generationer. Mange af indbyggerne har valgt at udleje til andre og derved udnytte den lave husleje, der er et levn fra tidligere tider. Så selv om en stor del af de butikker, der nu får muret døre og vinduer til, er drevet af tilflyttere fra andre dele af landet, rammer det også de lokale.

»Mange af de lokale i hutongen lever af at leje ejendom ud, det er deres eneste indtægt,« siger 35-årige Li Qian, der ejer en café i en hutong, hvor restauranter, barer og et spillested i årevis har tiltrukket en yngre målgruppe.

»En familie prøvede at stoppe dem ved at sætte deres 80-årige bedstemor i en kørestol foran deres dør, men det hjalp ikke. Hun blev båret ind i en ambulance og kørt væk, og så fortsatte arbejdet. Hvad der overraskede mig mest, var faktisk, at ambulancen kom så hurtigt. Normalt kan det tage flere timer,« fortæller hun.

Indtil for få uger siden havde Li Qians café store vinduer og udeservering. Men da det stod klart, at arbejderne var på vej, valgte hun selv at få muret vinduerne til for i det mindste at gøre det ordentligt. Som det også har været tilfældet i de andre hutonger, fik beboere og de forretningsdrivende besked via en officiel notits hængt op flere steder i gaden.

Typisk kommer det første varsel, blot en eller to måneder før arbejdet begynder. I Li Qians hutong kom det til håndgemæng mellem vagter og ejerne af en bar. Lignende protester har fundet sted i andre hutonger, men en mere organiseret modstand har der ikke været tale om.

»Folk føler sig magtesløse. Man har en fornemmelse af, at i morgen kan det være mig, det går ud over, men alligevel ser man ikke den store protest. Kina er ikke et demokrati, og folk er vant til den her slags situationer. Det er ikke folket, der bestemmer,« siger Li Shuwen, stifter og direktør af et arkitektfirma, der har mistet halvdelen af sine lokaler i hutongen.

Hun er som udgangspunkt ikke imod at renovere Beijings gamle bydele og peger på, at der findes mange ulovlige og uskønne bygninger i hutongerne.

Men myndighedernes metoder er helt forkerte og går ud over det liv, særpræg og de traditioner, der gør stedet til noget særligt, forklarer hun. Og så efterlyser hun retningslinjer for, hvad der skal ske, når kampagnen er slut.

»Det største problem er manglen på klare regler. Hvad der er tilladt i dag, er det ikke i morgen. Hvem tør bygge eller investere under de her forhold?« spørger hun.

I begyndelsen var Li Shuwen rasende og forsøgte at råbe bystyret op ved at skrive et langt brev til Beijings borgmester. Det kom der ikke noget ud af.

Renovering og oprydning bliver brugt som påskud fra det kinesiske styres side til at foretage drastiske ændringer i Beijings hutonger. Foto: Jens Shott Knudsen
Renovering og oprydning bliver brugt som påskud fra det kinesiske styres side til at foretage drastiske ændringer i Beijings hutonger. Foto: Jens Shott Knudsen

Set fra hutongerne er det langtfra første gang, at renovering og oprydning bliver brugt som påskud til at foretage drastiske ændringer. Hvor der i 1950erne var omkring 6.000 hutong-gader, er antallet nu nede på mellem 1.000 og 2.000, alt efter hvordan man definerer begrebet. Mere moderne boligblokke og erhvervsejendomme har taget deres plads. Den udvikling gik særligt stærkt i 1990erne og op til OL i Beijing i 2008.

»Ved OL var der mange protester, hvor folk klyngede sig fast til husene og råbte og skreg. Men dengang rev man husene ned, hvilket ikke er tilfældet nu. Så dengang handlede det om kompensation. I det her tilfælde har de, det går ud over, ikke ejerskab, så de står langt svagere. Derfor kapitulerer de meget let. Det er folk med meget små økonomier, der overhovedet ikke bliver hjulpet,« siger Lars Ulrik Thom, lokalhistoriker og medejer af firmaet Beijing Postcard, der udfører research i Beijings historie og rundvisninger i hutongerne. Han beskriver den nuværende kampagne som mere velorganiseret end tidligere set.

»Det sender et signal om, at Kinas hovedstad ikke er for alle,« siger han og fortsætter:

»Og så er der også et økonomisk incitament. Folk der bor her i gaden har en husleje på to kroner per kvadratmeter, og de bor altså steder, der kan sælges for millioner. Der tror jeg, at logikken er, at man gerne vil kunne styre boligpriserne«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.