Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
USA set med borgerlige briller

Ikke skyggen af bevis for Trumps konspiration med russerne - men min ven fra DR tror det

Efter måneders undersøgelse er der stadig ikke skyggen af bevis for, at præsident Trump havde en konspiration med russerne om at stjæle valget. Alligevel lader europæiske medier som om, at Trump allerede er dømt. Min ven fra DR tror også han er skyldig. Fup, fidus og fake news.

 Melania Trump holder en baby, mens præsident Donald Trump hilser på medlemmer af Kongressen. 22. juni. REUTERS/Carlos Barria
Melania Trump holder en baby, mens præsident Donald Trump hilser på medlemmer af Kongressen. 22. juni. REUTERS/Carlos Barria

En af mine yngre venner er en super begavet og sympatisk fyr, der har forladt sit job som studievært på DR og nu skriver kommentarer for Berlingske - heldigvis. Under en frokostsamtale kom vi selvfølgelig ind på præsident Trump og den undersøgelse af evt. ulovlig kontakt med russerne og måske endda obstruktion af undersøgelsen om en evt. konspiration, som Trump mistænkes for. Min ven, som er velorienteret i internationale forhold, sagde som en selvfølge, at Trump ville blive fundet skyldig af den kommission, der er nedsat for at undersøge forholdene og som ledes af den tidligere FBI-direktør Robert Mueller.

Jeg svarede, at det var da et stort spørgsmål, for intet er dukket op endnu, der så meget som antyder, at Trump og hans stab gjorde noget forkert, og at førende eksperter har sagt, at han intet har gjort, der kan berettige til mistanke om obstruktion af undersøgelsen, for han var i sin fulde præsidentielle ret til at fyre FBI-direktør James Comey, når han ville. Eksperter og borgerlige medier er af den overbevisning, at der sandsynligvis ikke kan findes noget på præsidenten og hans stab - andet end småting, som enhver amerikansk undersøgelseskommission altid finder for at berettige sin eksistens, men som intet har med sagens essens at gøre. Samtalen illustrerer meget godt den nuværende tilstand i europæisk presse og blandt selv velorienterede folk som min ven. Man tror blindt på de udokumenterede skrækhistorier i aviser som New York Times, og da man i journalistiske miljøer - også i Danmark - har for vane kun at læse venstreorienterede aviser som Guardian og New York Times, er man overhovedet ikke orienteret om tingenes virkelige tilstand.

En gennemgang af de borgerlige amerikanske medier viser, at det er en generel vurdering, at sagen er særdeles tynd og noget nyt skal dukke op, før kommissionens undersøgelse vil føre til en rigsretssag mod Trump. Og der er tale om medier, der absolut ikke er Trump-venlige. Samtidig er de borgerlige medier meget kritiske over for lederen af undersøgelsen, den fhv. FBI-direktør Robert Mueller, der dels siges at være ven med James Comey og dels allerede har hyret en række jurister, der har givet penge til demokraternes valgkampagner. Ikke nogen heldig begyndelse. Wall Street Journal skriver i en leder: »Hvis Trump eller hans stabs nøglepersoner havde planer sammen med russerne om at stjæle et valg, så må han imødese den sandsynlige konsekvens, nemlig en rigsretssag. Men offentligheden har ikke set skyggen af beviser, og FBI har undersøgt sagen i månedvis. I stedet for har vi set læk til pressen om, at den nu fyrede FBI-direktør Comeys ven, der nu leder efterforskningen af Trump, vil fokusere på obstruktion af en undersøgelse af en forbrydelse, som ikke er begået.«

Flere kommentatorer peger på et lignende fælde fra 2005, hvor man nedsatte en kommission for at få ram på præsident George Bush i den såkaldte Plame-sag, der handlede om en amerikansk spion, hvis identitet var blevet afsløret. Der var intet i sagen, men kommissionen fik ram på Bushs rådgiver »Scooter« Libby, der fik en dom for en uskyldig løgn, fordi kommissionen skulle finde et eller andet at hænge sin undersøgelse op på.

I New York Times har de for syns skyld et par såkaldte konservative kommentatorer, der er temmelig blege. En af dem er David Brooks, der for en gang skyld har mandet sig op til at sige sin egen avis imod ved at skrive, at sagen mod Trump er en ikke-sag: »Der var nogle møder mellem Trumps stab og nogle russere, men ikke mere end hvad man kan forvente fra enhver kampagnestab, som offentligt var pro-putinister. Og indtil nu beviser ingen af disse møder, som vi kender dem, at der var en konspiration eller blot antyder noget i den retning.« Og Brooks slutter: »Tingene er så slemme i denne sag, at jeg må give Trump det sidste ord, for han tweetede 15. juni: »De opfandt en falsk konspiration med den russisske historie. De fandt nul bevis, så nu går de efter obstruktion af retfærdighed på grundlag af en falsk historie.« Med mindre der er nye afsløringer, så synes Trumps tweet at være en temmelig nøjagtig kommentar.«

Og hvis nogen, som f.eks. min unge ven fra DR, skulle mene, at det alligevel var obstruktion at fyre James Comey, så hør hvad juraprofessor Alan Dershowitz, ham, der var forsvarer i bl.a. Claus von Bülow-sagen, skrev: »Præsidenten har myndighed til at beordre FBIs direktør til at stoppe en hvilken som helst undersøgelse. Det mener jeg burde standse enhver debat om, at Trump forhindrede retfærdigheden. Man kan ikke obstruere retfærdigheden ved simpelthen at udøve sin magt i overenstemmelse med forfatningen.«

 

 

 

 

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.