Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

I Blackburn har krisen bidt sig fast

Advarsler om en økonomi i frit fald er EU-tilhængernes bedste argument for fortsat britisk medlemskab af EU. Men i det tidligere industricentrum Blackburn har krisen bidt sig fast for længe siden, og argumenterne preller af.

Brett blackburn
Brett blackburn

BLACKBURN: Set med nutidens øjne er det svært ikke at betragte Blackburns centrum som en arkitektonisk fejltagelse og en spildt mulighed.

Engang afspejlede arkitekturen med de store markedshaller og tårnuret byens hovedrolle i det mægtige britiske imperium. Det er længe siden. De gamle bygninger blev revet ned, og i dag er der mest beton og glas i centrum, mens Blackburn slås for at få pustet liv i økonomien og i en by, der har tabt sin identitet.

Når britiske EU-modstandere taler nostalgisk om at »vende tilbage« til noget »oprindeligt britisk« før EU-medlemskabet, er det en endnu mere urealistisk drøm i Blackburn. Men der er brug for noget andet, noget nyt. Indbyggertallet falder, arbejdsløsheden er over gennemsnittet, og gennemsnitsalderen stiger. Hverken mulighederne i mere end 40 års EU-fællesskab eller de senere års økonomiske opsving i Storbritannien er rigtig nået frem til det tidligere industricentrum i det nordøstlige England nord for Manchester.

»Vi havde gode job, gode lønninger, et enestående sundhedssystem, de bedste lærlingepladser i verden. Man kunne se virksomhedernes skorstene stikke op overalt, og der var skoler og butikker på alle hjørner. Det hele er væk,« siger Paul Thompson, der er lokalt byrådsmedlem for EU-modstanderpartiet UKIP.

»Blackburn kan stadig nå at komme på fode, men vi er nødt til at komme ud af EU og få mulighed for at lave vore egne love og få vores suverænitet igen. Margaret Thatcher gjorde landet til en service-økonomi i EU, og det blev vi gode til, men det bringer ikke penge herop. Vi har brug for virksomheder. Vi er det fattige nord.«

Ved parlamentsvalget sidste år vandt UKIP voldsomt frem i Blackburn. Byen er dog fortsat en Labour-bastion med mange års uafbrudt Labour-repræsentation i Underhuset blandt andet med støtte fra byens store etniske grupper med rødder i Indien og Pakistan. Den tidligere udenrigsminister og Labour-politiker Jack Straw repræsenterede Blackburn i Underhuset i en årrække frem til sidste år, og han deltager aktivt i kampagnen for at få briterne til at holde fast i EU-medlemskabet.

Sønnen Will Straw, der ved sidste valg stillede op for Labour i Blackburn-området men ikke blev valgt, er administrerende direktør for »Britain Stronger in Europe«, EU-tilhængernes officielle kampagne.

Straw-familien er dermed i fuld overenstemmelse med Labours partilinje, der er en klar anbefaling om et ja til fortsat EU-medlemskab ved folkeafstemningen 23. juni. Valgstrateger og politiske analytikere har til Berlingske sagt, at de ser det som absolut afgørende for EU-tilhængernes »remain«-kampagner at få traditionelle Labour-vælgere til at benytte sig af deres stemme. 39-årige Feroze Gabi og 53-årige Gabrielle Shepherd fra Blackburn er gode eksempler på hvorfor.

»Jeg stemmer for at blive. Det offentlige sundhedssystem vil bare komme til at lide, hvis det bliver et nej,« siger Gabi.

»Det er et vigtigt valg, og jeg ønsker, at vi bliver i EU. Jeg er Labour-vælger, og jeg mener, at Labour har nogle virkelig gode pointer. Uden EU risikerer vi, at de konservative forsøger at ændre på menneskerettighederne og fjerne nogle af vore borgerrettigheder. Hvis vi mister vore rettigheder, kan regeringen finde på hvad som helst,« siger Shepherd.

Hendes 25-årige datter Erin siger, at hun er helt sikker på, at hun vil stemme »for Labour«. Men langt fra alle ser på det som de tre kvinder. En stor, landsomfattende meningsmåling i foråret præsenterede området »Blackburn with Darwen« som et af de mest EU-skeptiske i Storbritannien. UKIPs fremgang bekræfter tendensen, men hvis byens EU-skepsis bliver bekræftet i folkeafstemningen, betyder det, at trofaste Labour-vælgere også har stemt nej.

Labours næstformand, Tom Watson, indrømmede tidligere på ugen, at det er et problem, at en betydelig del af partiets traditionelle vælgere tilsyneladende ikke rigtig har registreret, hvor Labour-ledelsen står i EU-spørgsmålet, og at det har været svært at trænge igennem med argumenter om EUs fordele for britiske lønmodtagere og velfærdsrettigheder.

»Frustrationen som Labour-politiker er, at vi ikke havde lejlighed til at tale om vores særskilte budskab omkring EU. At ja, det er et fælles marked, men det giver også beskyttelse på arbejdspladserne, og vi ønsker ikke en kamp på laveste fællesnævner for rettigheder på arbejdspladsen. Men vi kunne vel ikke forvente, at David Cameron ville fokusere på det,« sagde Watson, da den britiske premierminister på TV havde repræsenteret EU-tilhængerne over for den inkarnerede EU-modstander og UKIP-formand, Nigel Farage.

Det har ikke hjulpet på udbredelsen af Labours budskab, at partiformand Jeremy Corbyn i mange år er blevet betragtet som en af de mange EU-skeptiske britiske politikere. Han er op til EU-folkeafstemningen flere gange blevet kritiseret for ikke at bidrage nok til EU-tilhængernes sag. Det afviser Corbyn hårdnakket ved enhver lejlighed, men det er et faktum, at Labours kampagne og argumenter nærmest er druknet i mediernes dækning af det opsigtsvækkende »blå mod blå«-opgør i den konservative regering mellem »Remainians« og »Brexiteers«, som de to fløje er døbt, og hvor helt centrale politikere dagligt leverer skarpe udfald og beskyldninger mod hinanden.

Hvis man kun hører budskaberne fra premierminister David Cameron og den officielle ja-kampagne, hvor han og andre konservative politikere er de fremtrædende topfigurer, er der ikke meget om EU-garantier for lønmodtagere og beskyttelse af velfærdsrettigheder. Premierministeren har derimod uafhængigt af EU-folkeafstemningen lovet sit parti et opgør med internationale loves indflydelse på de britiske domstolsafgørelser.

Dermed fremstår EU-tilhængerne her i EU-kampagnens sidste fase sylespidst fokuseret på alvorlige økonomiske advarsler og dystre statistikker for at overbevise vælgerne om »prisen« for et nej.

»Smid ikke dit job væk, smid ikke dine børns fremtid væk, smid ikke vores lands styrke og fremtid væk på basis af vildledende statistikker viderebragt af en kampagne parat til at sige absolut alt for at få deres ønskede resultat,« sagde Cameron ifølge The Guardian tidligere på ugen med klar henvisning til sine partifæller hos EU-modstanderne som tidligere London-borgmester Boris Johnson og justitsminister Michael Gove.

»Læg alle tingene sammen – chokvirkningen, påvirkningen fra usikkerheden, påvirkningen på handel – og man placerer en bombe under vores økonomi.«

Det, mange kalder en »skræmmekampagne«, virkede til Camerons fordel i den skotske uafhængighedsafstemning i 2014, og ved parlamentsvalget benyttede han igen med held en »negativ kampagne« om faren ved Labour-regering. Men nu hælder en meget stor del af de traditionelle konservative vælgere stærkt mod at stemme for Storbritanniens udmeldelse af EU, og den britiske premierminister har brug for at overbevise nogle af sine mest skeptiske, politiske modstandere.

Dem finder man blandt andet i Blackburn. Spørgsmålet er, om de økonomiske trusler også virker i »Labour-land«, hvor det politiske alternativ i langt højere grad bliver set som UKIP end Det Konservative Parti. I London og i det stadig rigere, sydlige England er der åbenlyst meget at miste i en særdeles åben økonomi forbundet med EU, der er »porten« til Europa for en stor del af verdens finansmarkeder og for en række internationale virksomheder. Anderledes ser det ud i dele af landet som i det nordøstlige England, hvor man i forvejen ofte føler sig efterladt i en økonomisk blindgyde, mens områdets traditionelle industrier har mistet deres relevans.

»Jeg tror ikke, min situation vil blive ændret særlig meget af EU-afstemningen. Min hustru arbejder på et plejehjem, og ellers ernærer vi os som plejefamilie. Der vil fortsat være brug for os, uanset om det bliver et nej,« siger den 54-årige Trevor Kershaw, der bor i et mindre rækkehus i udkanten af Blackburn.

Han har endnu ikke besluttet sig for, hvad han vil stemme, men han prøver at følge med i medierne og holde argumenterne op imod hinanden. Kershaw siger, at han formentlig først vil beslutte sig på selve valgdagen, og at »informationer helt til sidst« kan blive afgørende. Han er bekymret over, at Blackburn kan miste endnu flere arbejdspladser, men han er ikke sikker på, at risikoen bliver større ved et nej til EU, og han synes, at det skamfuldt af politikerne, at de mener, at de er nødsaget til at skræmme vælgerne.

»Der er blevet sagt en masse vrøvl på begge sider, og Cameron har sagt en del tvivlsomme ting. Her er ret få job at få, og der er ikke mange store arbejdsgivere tilbage, men jeg tror ikke, at nogen kan vide, hvad der vil ske.

wDet ville kun mennesker med en krystalkugle. Hvis det bliver et nej, tror jeg, at det vil koste os noget på kort sigt, men det vil være fint for mig, hvis vi så kan se frem til en lysere fremtid.«

Michael Madigan har ikke tænkt sig at følge Labour-ledelsens opfordring til at stemme for EU. Han var i 51 år medlem af Labour og lokalt byrådsmedlem i Blackburn i 25 år, men for et par år siden meldte han sig i stedet ind i UKIP, og han deltager ihærdigt i kampagnen for at få Storbritannien ud af EU.

»Det ville jeg også have gjort i Labour. Ved folkeafstemningen i 1975 var jeg også imod EU-medlemskabet. Men jeg var blevet frustreret over Labour, og det er simpelthen her i UKIP, at vi i dag repræsenterer hårdtarbejdende, almindelige mennesker,« siger han.

Den udlægning er Labour, Konservative og mange andre helt uenige i. Men selve det, at der er en britisk EU-afstemning, er udtryk for, at de etablerede partier har problemer med at formulere et budskab, der taler til alle. Den følelse finder man ikke bare i Blackburn men overalt i Storbritannien i øjeblikket. Ved et møde i London under overskriften »Another Europe Is Possible« med De Grønnes ene underhusmedlem, Caroline Lucas, og den græske økonom og tidligere finansminister, Yanis Varoufakis, som hovedtalere var konklusionen modsat UKIP, at forandringer bør ske som medlem af EU.

»Jeg er økonom, og jeg kan forsikre om, at de statistikker, som begge sider fremlægger, ikke er det papir værd, de er skrevet på,« sagde Varoufakis til forsamlingen og erklærede, at han er overbevist om, at EU og Storbritannien har brug for hinanden for at finde nye svar på et samfund i krise og sikre en demokratisk udvikling.

»Ja, offentlige ydelser i visse dele af Storbritannien er under stort pres. Grunden til, at det offentlige system svigter, er de fortsatte nedskæringer, der har ført til en ond klassekamp imod fattige briter. En klassekamp, der er blevet ført siden 1980erne. En klassekamp, der vil blive fortsat, selv om grænserne bliver hermetisk lukket.«

I London og Blackburn har man modsatrettede svar på frustrationerne. Et ungt par i Blackburns centrum erklærer, at de har opgivet at tro på, at deres stemme betyder noget.

»Jeg bekymrer mig ikke om at stemme. Det påvirker ikke rigtig mig, og jeg tror ærlig talt, at det hele er korrupt og aftalt på forhånd. Ingen lytter til os alligevel,« siger Ben, en 23-årig professionel soldat, der kun ønsker at oplyse sit fornavn.

Hans 21-årige veninde Sofie fortæller, at hun er portugisisk statsborger, og selv om hun har boet i Storbritannien i 14 år, har hun »aldrig bekymret sig om« at ansøge om et britisk pas.

»Så jeg kan ikke stemme, men det her er mit hjem. Jeg mener, at der er både gode og dårlige ting ved EU, men jeg er bekymret for, om vi kan blive smidt ud, hvis vi kommer ud af EU.«

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.