Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hvordan man kommer videre, når Storbritannien ikke vil underskrive skilsmissepapirerne?

Det gik, som det måtte gå, når man skiftevis truer og trygler sin ægtefælle om at blive: Han får endnu mere lyst til at forlade én.

I Bruxelles skiftede man i går det britiske flag ud med EU-flaget, efter at premierminister David Cameron havde forladt Kommissionens hovedkvarter, hvor han var på besøg. (Foto: Thierry Charlier / AFP Photo)
I Bruxelles skiftede man i går det britiske flag ud med EU-flaget, efter at premierminister David Cameron havde forladt Kommissionens hovedkvarter, hvor han var på besøg. (Foto: Thierry Charlier / AFP Photo)

Og nu er skilsmissepapirerne så rekvireret, beslutningen er udbasuneret for venner, familie og bekendte, og der skal bare skrives under. Men så er han lige pludselig væk. Han gik ned efter cigaretter og er ikke kommet tilbage endnu.

Strengt taget kunne man jo bare fortsætte, som om intet var hændt. Han er stadig medlem og forpligtet til at overholde al EU-lovgivning, indtil der foreligger en udtrædelsesaftale. Eller alternativt mindst to år efter, at landet har aktiveret traktatens artikel 50 om udtræden af EU.

Ganske vist har den britiske EU-kommissær trukket sig, fordi han ikke syntes, det gav mening at fortsætte. Og ganske vist er der ikke nogen, der regner med, at Storbritannien vil have formandskabet for EU i anden halvdel af 2017 som planlagt. Sjovt bliver det selvfølgelig heller ikke at have briterne med ved forhandlingerne i Det Europæiske Råd fremover, når man ved, at de måske blot vil bruge deres stemmevægt til at presse indrømmelser igennem i de kommende udtrædelsesforhandlinger? Men værre er det heller ikke. Det kunne man nok overleve.

Nej, det allerværste er, at man ikke selv kan komme videre med sit liv. For når man har sagt til Gud og hvermand, at man skal skilles, så spørger de ikke til andet. Alt handler om det. Og selv er man heller ikke fri for at begynde at håbe: Måske mente Storbritannien det slet ikke? Måske handlede briterne i affekt, da de rekvirerede skilsmissepapirerne? Måske ombestemmer de sig? Det er jo tydeligt, at de ikke har nogen plan for deres videre liv. Hvorfor skulle de ellers tøve med at aktivere artikel 50. Jo, det skal såmænd nok alligevel ende med, at han bliver.

Men så igen: Inden han forsvandt ned efter cigaretter, sagde han, at han stod fast på beslutningen. Forsinkelsen kan ikke uden videre oversættes til fortrydelse. Set i bagspejlet blev David Cameron nødt til at gå af som premierminister. Når en befolkning trodser regeringschefens anbefalinger i så væsentligt et spørgsmål, er enhver ansvarlig statsleder nødt til at drage konsekvensen. Det betyder ikke noget, at han inden afstemningen havde sagt det modsatte, nemlig at han ville blive som premierminister og selv aktivere artikel 50. For det blev han jo nødt til at sige, hvis han ville undgå, at det blev til en folkeafstemning for eller imod ham selv.

For at undgå at kaste landet ud i et totalt kaos bliver Cameron siddende, indtil der er udnævnt en ny premierminister, men han overlader det til sin efterfølger at aktivere artikel 50. Spørgsmålet er så, om der ikke ud fra samme logik nødvendigvis må afholdes parlamentsvalg, før den nye premierminister kan aktivere artikel 50: For befolkningen skal da være med til at bestemme, hvem der skal repræsentere briterne i de vigtige udtrædelsesforhandlinger.

Det kan Cameron også se. Da han forleden blev spurgt, om der ikke burde et valg til, sagde han, at det var op til den nye premierminister at afgøre. Ganske vist kan premierministeren ifølge en ny lov ikke uden videre udskrive valg i utide. Men den lov kan et flertal af parlamentet snildt lave om på.

Under alle omstændigheder kan der gå måneder, før skilsmissepapirerne bliver underskrevet. Og der er intet, man kan gøre for at tvinge den anden part, for traktaten er klar på det punkt: Det er medlemslandet, som selv skal aktivere artikel 50.

Så hvad skal ventetiden gå med? Ja, det er fristende at bruge den på at drømme om, at han fortryder. Fristende at drømme om, at der kommer et valg, hvor Liberaldemokraterne vinder på at love en ny folkeafstemning, hvor briterne så siger ja. Men det er patetisk, og desuden har man ikke bestilt andet end at drømme om forsoning de seneste mange måneder. Så måske var det bedre at give slip på ham. Helt slip. Og koncentrere sig om at fremstå, som om man ikke har mest at tabe ved den skilsmisse.

Som en blogger skrev i Spectators netavis, så ligger der en vis signalværdi i, at aktieindekserne faldt mere i Paris, Milano, Frankfurt og Madrid, end de gjorde i London umiddelbart efter Brexit. Åbenbart forventer de finansielle markeder ikke, at man går en lys fremtid i møde som fraskilt.

Og inderst inde ved da man også godt, hvad man burde gøre. Den bedste hævn, man kan få over en ægtefælle, der skrider, er at lægge sit liv helt om, så det bliver meget bedre. Det skal være tydeligt for alle, at eksmanden var idiot at forlade sådan en kvinde.

Så hvordan bliver man attraktiv igen?

Ja, man skal i en fart have gjort noget ved euroen. Lige nu bruger Frankrig, Spanien, Portugal og Italien helt i strid med husreglementet (Stabilitets- og Vækstpakken) løs af fælleskassen, og man har ikke orket at gøre noget ved det under den seneste tids opslidende skænderier om skilsmissen.

Så er der tilstrømningen af migranter, som man også burde få stoppet. Det kan ikke fortsætte som nu, hvor EU har forstærket sin grænse- og kystbevogtning og hver uge redder tusinder af migranter til Grækenland og Italien, hvorfra de ikke kommer videre. I realiteten fremskynder Frontex blot disse landes sammenbrud.

Endelig er der de østeuropæiske arbejdere, som virkeligt har gjort EU upopulær i Storbritannien, og for øvrigt også i Frankrig, hvor Marine Le Pen står til at vinde valget næste år. Hun ville tabe, hvis man tillod et optjeningsprincip, så vandrende arbejds-tagere først fik ret til velfærdsydelser, når de havde arbejdet en årrække i værtslandene.

Det er altså ikke klaret med en slankekur og en ny læbestift. Man skal lægge sit liv helt om og blive en ny kvinde. Sådan en, som bejlerne flokkes om. Måske endda ens eksmand. Så må man se til den tid, om man gider have ham tilbage.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.