Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hvis du graver dybt og længe nok, ender du her

Omme på den anden side af jordkloden ligger Pitt Island, hvor knap 40 indbyggere må leve som én stor familie, hvad de også er. Med få undtagelser.

Pitt Island.
Pitt Island.

Hi again Hans,
Fandt I aftes ud af, at flyet, som forbinder Pitt med Chatham, er brudt sammen og tidligst flyver torsdag. På nuværende tidspunkt kan jeg ikke garantere for en forbindelse med båd, men jeg vil spørge mig frem ...
Regards Judy

Judy Lanauze, der driver en lille bed & breakfast på North Head Farm på Pitt Island, får klaret en aftale med fiskeskipper Glen King, en af hendes svigerfamilies mange medlemmer. Kl. 5 næste dags morgen venter maorikvinden Mel uden for Hotel Chatham i sin bil klar til afgang mod læmolen på den anden side af Chatham Island. Her venter Glen King med sin kutter. De fire passagerer hjælpes ind i styrehuset, og mens mørket og disen stadig ligger tungt over Chatham Island, stævner vi ud i det krasse Pitt Strait, der skiller Chatham fra rejsens endelige mål – hjemstedet for alle danskeres fjerneste naboer: De knap 40 beboere på Pitt Island, over 18.000 km borte fra Danmark.

Vejret er hårdt, bølgerne hamrer mod kutterens aluminiumskrog, men skipper styrer sikkert mod Pitt. Undervejs får han over radioen fortalt, at det på grund af vejrliget vil være umuligt for ham at nå landingsstedet på Pitt Island, hvorfor han skal sejle i læ af Tarawhenua Point, hvor en mindre båd vil ligge klar til at tage imod hans passagerer. De to fartøjer bliver surret sammen, og passagererne kommer sikkert over i det mindre skib, som sætter kurs mod landingsstedet ved Flowerpot Bay, hvor den styrer ind i en bådtrailer, der bliver trukket op på stranden.

Judy tager imod. Den 12 km lange vej til hendes hjem ude mod øst er som bygget til en firehjulstrækker. Undervejs må der ofte gøres holdt. Led skal åbnes, og led skal lukkes. Men omsider dukker North Head Farm op. Her bor, som de allerfjerneste af danskernes fjerneste naboer, Judy sammen med sin mand, Dorse Lanauze, omgivet af 2.500 får, 200 stykker kvæg, en flok høns og en hund.

Pitt Island har været beboet i mindre end 500 år. Engang midt i 1500-tallet okkuperede et polynesisk folkeslag, moriorierne, øgruppen, der består af Chatham Island og Pitt Island samt nogle mindre øer og skær. Hvor moriorierne kom fra, er fortsat genstand for debat. Tidligere var den fremherskende mening, at de kom direkte fra Polynesien, men nyere forskning tyder på, at de var maorier, der sejlede ud fra New Zealand, sandsynligvis
Sydøen.

I godt et par hundrede år trivedes moriorierne på Chatham og Pitt, men siden gik det dem ilde. I november 1791 fik kommandør William Robert Broughton og hans besætning på HMS »Chatham« hovedøen i sigte. Broughton gik i land og navngav øen efter sit skib. Med europæernes ankomst fulgte influenzaen, som kostede mellem ti og 20 procent af øboerne livet.

Endnu værre gik det moriorierne i årene efter 1835, da omkring 900 maorier – bevæbnet med skydevåben, køller og økser – stævnede ud fra New Zealands sydø og invaderede øerne. Moriorierne var et fredeligt folk, som tog pænt imod de indtrængende, der takkede ved at dræbe og spise de fleste af værterne og gøre de overlevende til slaver. Da slaveholdet blev bragt til ophør i 1862, var der  omkring 160 overlevende moriorier tilbage på øerne. Ved folketællingen i 1901 var der kun 35 indbyggere, der kaldte sig moriorier, og i 1933 døde den sidste renblodede moriori. Men siden er det gået fremad. Ved folketællingen i 2006 ønskede 945 at blive registreret som moriorier.

Skønt afstanden mellem Chatham Island og Pitt Island kun er på godt 20 km, skulle man frem til maj 1807, før den første europæer ankom til Pitt. Kaptajn Charles Johnson på linjeskibet HMS »Cornwallis« navngav øen efter den nu afdøde Earl of Chatham.

For godt 170 år siden, 1842-43, gik Frederick Hunt i land på Pitt Island. Han betragtes i dag som øens reelle kolonisator, og fra ham nedstammer de fleste af øens nuværende indbyggere. En af efterkommerne er værten på North Head Farm, Dorse Lanauze, som er syvende generation på øen.

Frederick Hunt blev en rig mand – på børn, men mest på penge. Legenden siger, at øens ejer, marorihøvdingen Apitea, var så fascineret af Hunts røde uniformsjakke, at han solgte halvdelen af øen for jakken. Hunt importerede kvæg, får og afgrøder og handlede i øvrigt flittigt med de mange sæl- og hvalfangere, der dengang færdedes i farvandene omkring Pitt Island. Men Dorse Lanauze har en kraftig formodning om, at smuglervirksomhed var den egentlige årsag til Frederick Hunts velstand.

I dag er den sydlige halvdel af øen statsejet, en større del af arealet er dog forpagtet ud til græsning blandt øens farmere. Resten er reservat for en række sjældne arter, fugle og planter.

Den nordlige halvdel er delt mellem seks farme, hvoraf North Head Farm er er den østligste. Den er ret ung, grundlagt af Dorse Lanauzes far, der købte arealet af udenøs folk.

Bortset fra de år, han som alle andre større Pitt-børn måtte tilbringe på en af New Zealands kostskoler for at færdiggøre folkeskolen, har Dorse Lanauze levet hele sit liv på Pitt Island, og han bor på den matrikel, hvor han blev født. Han kom hurtigt i sadlen og fik sin egen hest, som troligt bar ham de 12 km til skolen – og siden tilbage igen.

I 12-årsalderen steg han af hesten og blev sejlet til kostskolen på Sydøen, hvor de rene gader og rugbyspillerne fascinerede ham. På Pitt levede der også dengang så få børn, at holdsport var en umulighed. Og hvor skulle han kende det fra? Først i årene før årtusindskiftet kom der satellit-TV til øen.

Efter kostskolen vendte Dorse Lanauze hjem til en barsk teenagetid. Midt i 1970erne var uldmarkedet ude for et mindre kollaps, så farmerne på Pitt Island kom i store økonomiske vanskeligheder. Dorses far måtte tage hyre som fisker, mens Dorse Lanauze som den ældste af børnene fik ansvaret for driften af farmen.

Skønt uldmarkedet hurtigt rettede sig, fortsatte faderen med fiskeriet, indtil han lod sig pensionere. Dorse Lanauze overtog ejendommen sammen med sin kone, som tilhører »det nye blod« på Pitt. Hun er datter af en af øens skiftende skolelærere – ham, der med 16 år på øen også blev den, der har holdt længst ud. De blev gift og byggede sig et hus nogle hundrede meter fra mandens barndomshjem, og dér har de så boet siden.
Nu er hans forældre døde, begravet i en lund mellem de to beboelser, og barndomshjemmet er udlejet til noget familie.

Tre børn er det blevet til. De to ældste er flyttet til gode stillinger udenøs, men den yngste, sønnen Cole, er trådt i bedstefaderens fodspor og har lejet sig ind som skipper på en fiskerbåd, som ejes af et fjernere familiemedlem.
Cole går rastløs rundt hjemme hos forældrene, fordi han mangler en lille, men afgørende dims til sin motor, og ting tager tid på Pitt Island. Først skal dimsen opspores i New Zealand, siden skal den til en af tre lufthavne, som det lokale flyselskab, Air Chathams, betjener, og derfra til Pitt med fly, hvis det ellers letter, eller med båd, hvis vejret vil.

Og transport er da også den helt store post på udgiftssiden for en farmer som Dorse Lanauze. Han anslår, at hver fjerde dollar, han får ind på salg af lam og slagtekvæg, ender i transportørernes lommer, men klager i øvrigt ikke. Hans kolleger inde på hovedlandet skal bruge den samme andel af indtægten til gødning – en udgift, Dorse Lanauze til gengæld helt kan undgå. Hans kvæg og får er, som de øvrige Pitt-farmeres, 100 procent økologiske. Ingen af Pitt-farmerne anvender gødning, og Judy Lanauze forsøger – indtil nu forgæves – at få manden og hans kolleger til at rejse den økologiske fane så højt, at den kan ses ude på de store eksportmarkeder.

Tiden spadserer ganske langsomt af sted på Pitt Island, men hvert år til marts er der travlhed på ejendommen. Da klippes fårene – kvalitetsuld af merinoklassen. Tidligere klippede Dorse Lanauze selv sine får, men nu indlejer han professionelle fåreklippere, shearers. I dag bliver al uld fra Pitt Island sendt til Kina, hvor det væves til tæpper. Tiden er for længst løbet fra masseproduktion af uldent tøj.

En af fåreklippernes koner har fået skolelærerdatteren Judy med på en spændende opgave, nu da børnene er blevet selvhjulpne. Med jævne mellemrum rejser de til Cambodja, hvor de – for absolut egen regning og risiko – i en mindre provinsby underviser lærere i engelsk i nogle uger.

Og ellers har Judy Lanauze hver fredag en halvdagstjans som sekretær på øens skole, der i dette skoleår har oplevet en stigning i elevtallet på 83 pct. Det vil nok tage pusten fra almindelig dansk folkeskoleinspektør, men på Pitt Island er de nye børn – fem i alt – blevet modtaget med glæde. Tre af børnene er søskende, hvis forældre efter udenøs år er vendt tilbage til roen og trygheden på Pitt, og de to andre har den nye skolelærer medbragt.
Skoleeleverne bliver undervist i samme lokale, indtil de bliver sendt på kostskole i New Zealand for at færdiggøre folkeskolen og eventuelt videreuddanne sig. Men Dorse Lanauzes hest er historie. I dag bliver ungerne kørt til skole i en af forældrenes firehjulstrækkere.

Ved siden af skolen ligger kirken, som øboerne byggede for ca. 40 år siden. Den er sjældent i brug, men ved kirkelige handlinger som dåb, bryllup og begravelser indforskrives en præst udefra. Kirkegård findes ikke. De afdøde begraves, som Dorses forældre, nær deres hjem.

På øen findes et par hjertestartere og andre basale hjælpemidler. Lægebesøg klares på Chatham, og ved mere krævende behandlinger flyves beboerne til New Zealand.

Transporten fra Chatham til Pitt blev bøvlet og alligevel en stor oplevelse. Men da rejseplanen efter Chatham-visitten er stram, og tågen har sænket sig over Pitt, må returen – en planlagt lufttur med Air Chathams – aflyses og erstattes af endnu en tur til søs. Og den klarer skipper Sam Lanauze, endnu et af storfamiliens medlemmer. Han og makkeren har i flere timer fisket efter kina, lokale søpindsvin, som kineserne elsker. De skal sejles til Chatham for at nå Kina, mens de er friske.

Sam Lanauze vil faktisk gerne have en passager med over, især da han hører, at vedkommende er fra en stolt søfartsnation. Og da skipper ydermere erfarer, at passageren er gammel sejlsportsmand, er båden knap nået fri af sandet, før han med et skævt grin overlader rattet til en noget skeptisk rejsende. Nok har blæsten lagt sig, men dønningerne er forsat høje som huse, og aluminiumsskroget er en fjervægter sammenlignet med de klassiske blå 20-ton kuttere, der opererede i Danmark.

Man det går. Sam Lanauze og makker får sig et velfortjent hvil, og en god times tid senere kan skipper overtage rattet og styre sikkert mod molen, hvor kinaerne bliver losset, og en passager stiger i land.
Næste dag letter Air Chathams’ aldersstegne Corvair 580 turboprop fra engang først i 1950erne med kurs mod Wellington. Om bord er Sam Lanauzes passager og alle Sams søpindsvin.

PS: Tag ikke overskriften alt for bogstaveligt. Giver du dig i kast med opgaven, vil du ramme Stillehavet længst mod syd. Nærmeste beboelse, Judy og Dorse Lanauzes North Head Farm, ligger 1.400 km længere mod nord.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.