Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hvilket budskab vil Trump sende til USA og verden ved sin indsættelse?

Der er tradition for, at amerikanske præsidenter også har et budskab til verden i deres indsættelsestaler.

WASHINGTON: Der er to taler, der er vigtige for en ny præsident. Den første er indsættelsestalen, og den anden er den årlige tale til nationen, der også holdes i januar, men for en ny præsidents vedkommende først året efter.

Den første indeholder ofte både et budskab til amerikanerne og til verden. Den sidste holdes til gengæld i Kongressen og er en status fra præsidenten til lovgiverne på, hvor præsidenten mener, at USA er på vej hen lovgivningsmæssigt. En slags facitliste over det, der er nået og især det, der ikke er nået.

Det er en opsang til Kongressen og kan – som i den nu afgående præsident Barack Obamas tilfælde – også være et forsøg på at få Kongressen til at samarbejde med præsidenten om at få hans visioner ført ud i livet rent lovgivningsmæssigt.

Men indsættelsestalen er den, en ny præsident bliver vurderet på. Det er talen, hvor præsidenten for første gang skal fortælle om sine visioner for de næste fire år. Gerne med et væsentligt internationalt tilsnit. For det er ikke kun de 320 millioner amerikanere, der ser med. Det er resten af verden, der lytter til hvert eneste ord og tolker talen ind i den samtid, den holdes i.

Hvis man skal indsættes i krisetider, så plejer præsidenten altid at holde en tale, der forsøger at forene befolkningen. Men der er også et skarpt budskab til resten af verden om, hvad USA vil, og hvad man internationalt kan vente sig af en ny præsident. Som da den unge John F. Kennedy i 1961 gav et klart signal til det daværende Sovjetunionen om ikke at undervurdere ham på grund af hans alder.

»USA vil betale enhver pris, bære enhver byrde, møde enhver modstand, støtte enhver ven og modsætte sig enhver fjende for at sikre overlevelse og frihedens succes,« sagde Kennedy i sin første tale direkte henvendt til Sovjetunionen med en klar advarsel om, at USA vil slå til mod enhver form for provokation. Hvad præsidenten også gjorde, da han blev testet under Cuba-krisen et år senere.

Det er i år 100-året for USAs beslutning om at forlade neutraliteten og blande sig i europæiske konflikter. Den daværende præsident, Woodrow Wilson, sagde i sin anden tiltrædelsestale, at USA ikke længere skal holde sig ude af konflikter rundt om i verden. Han signalerede i januar 1917, at USA ville blande sig i Første Verdenskrig, som på det tidspunkt havde raset i næsten tre år.

»De tragiske begivenheder, der har fundet sted i 30 måneder, har gjort os til verdensborgere. Der er ingen vej tilbage nu. Vores egen fremtid som nation er involveret, uanset om vi vil det eller ej.« En måned senere anmodede han Kongressen om at erklære Tyskland krig, og derefter gik USA ind på britisk, fransk og russisk side i april 1917.

Det bliver ofte i præsidentens taler signaleret til verden, hvis USA er på vej ind i en ny tid med nye fjender og nye venner i verden. Derfor bliver den også set af over en milliard mennesker over hele kloden. Hver eneste sætning bliver vendt og drejet, og selv om det meste selvfølgelig er beregnet for amerikanerne – især i et år som i år, hvor amerikanerne synes at være mere splittet end tidligere – så formår de fleste præsidenter at sætte fokus på både de nationale og de internationale konflikter.

Barack Obama, som er en af de bedste talere, USA har haft ved siden af John F. Kennedy, sagde i sin tiltrædelsestale, at USA vil række hånden ud til de, »der vil åbne den knyttede næve« – en sætning der både var henvendt til Rusland og til den muslimske verden. Og til netop de sidste sagde han, at USA »søger en ny vej fremad, der er baseret på gensidig respekt og interesser«.

Det blev som bekendt kortvarigt. Obamas forsøg på en »genstart« med Rusland gik ikke så godt. Heller ikke kriserne i Mellemøsten, som historikere mener, at Obama mistede kontrollen over, fordi han tøvede med at reagere på borgerkrigen i Syrien, fordi han under ingen omstændigheder ville involvere sig mere, end han var i forvejen i Mellemøsten.

Og historisk set har talerne selvfølgelig været præget af den øjeblikkelige situation. USAs første præsident, George Washington, var mere end ydmyg, da han holdt sin første indsættelsestale i 1789. Han opfordrede den nye kongres til at gøre sin pligt med lovgivningsarbejdet, og han sagde, at han havde al mulig tillid til, at det ville de også gøre.

Det var en nations fødsel, der her var tale om, men Washington ramte også noget centralt i dag ved i talen at understrege, at den nye nation ikke alene havde en forpligtelse over for de nye amerikanere, men også over for resten af verden til at vise, hvad en fri nation og en fri regering kan udrette.

Han skrev i øvrigt talen sammen med den senere 4. præsident, James Madison, som dengang var en yngre mand, der var dynamisk og senere er blevet berømmet som den person, der var arkitekten bag den amerikanske forfatning. George Washington var tynget over den enorme opgave, der lå i at få samlet USA til en nation, og Madison hjalp ham på vej.

En af USAs mest berømte præsidenter, Abraham Lincoln, skulle holde sin indsættelsestale i 1861, da spændingerne mellem nord- og sydstaterne var intense, og han selv var en af de mest omstridte personer set fra sydstaternes side. Lincoln var medstifter af det republikanske parti, som var et parti, der var modstander af slaveriet og kæmpede en hård kamp ikke alene mod demokrater, men også med interne modstandere i hans eget parti.

Lincoln var modstander af slaveriet, og han vidste, at sydstaterne ville forsøge at løsrive sig fra nationen, hvis ikke han kunne dæmpe den stigende uro. Det lykkedes ikke, heller ikke selv om han i spørgsmålet om slaveriet holdt en meget moderat tale. Nationen var splittet, og mindre end en måned efter indsættelsen brød borgerkrigen ud mellem syd- og nordstaterne.

Så den første indsættelsestale er den vigtigste, er historikerne enige om. Og Trumps tale vil gå over historien og blive vurderet igen og igen både internationalt og i USA.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.