Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hvad har Donald Trump til fælles med Benito Mussolini?

Ikke så lidt, mener en anerkendt amerikansk politolog.

Donald Trump og Benito Mussolini.
Donald Trump og Benito Mussolini.

STANFORD, CALIFORNIEN: Donald Trump har vendt op og ned på det amerikanske valg med en forunderlig koalition, som er lige så etnisk ensfarvet, som den er politisk mangefarvet.

Trumps hvide Amerika er imod både præsident Obama og republikansk dogmatik som frihandel og skattelettelser for de rige. Men hvem er Trumps vælgere, og hvad har skabt det historiske Trump-fænomen?

Berlingske interviewer en af de førende politiske forskere i USA, Simon Jackman, som er professor på Stanford University og ankermand for American National Election Studies, som er det største dataprojekt om valg og vælgere i USA.

Fænomenet Donald Trump er kommet som en stor overraskelse for de politiske eksperter i USA: »Vi er statistisk på feltfod,« som Stanford-professor Simon Jackman konstaterer. Privatfoto
Fænomenet Donald Trump er kommet som en stor overraskelse for de politiske eksperter i USA: »Vi er statistisk på feltfod,« som Stanford-professor Simon Jackman konstaterer. Privatfoto

I en tid med forvirring og uventede begivenheder griber vi ofte efter historien for at finde noget at støtte os til. Giver det mening med Donald Trump og den republikanske implosion?

»I amerikansk politik skal vi tilbage til 1968 for at finde noget, der ligner. Dengang var skoen på den anden fod – det var Demokraterne, som imploderede – og en tidligere demokrat, guvernør George Wallace, opstillede som uafhængig kandidat. Wallace havde stor succes med et populistisk og racistisk budskab, som appellerede til politisk hjemløse hvide vælgere. Det hele endte voldeligt. Den demokratiske kandidat Robert Kennedy blev dræbt, og konventet førte til blodige gadekampe. Den nuværende vold omkring Donald Trumps vælgermøder er ikke uden fortilfælde,« siger Simon Jackman.

Og dengang som nu var det heller ikke et traditionelt venstre mod højre-opgør…?

»På overfladen handlede det dengang om højre mod venstre. Om Vietnam, borgerretsopgøret i Syden, om race, om kønsroller, om lov og orden, men i højere grad handlede det om fordelingen i samfundet. En stor gruppe af hvide arbejdere og sydstatsdemokrater følte sig forfordelt af partiet og af udviklingen. De følte, at tiden tog fra dem, og George Wallace talte til dem. Han lovede at give dem deres tilbage.«

Så Donald Trump gør hos Republikanerne, hvad Wallace i 1968 gjorde hos Demokraterne, og han appellerer mere eller mindre til de samme »forfordelte« hvide vælgere…?

»Jeg mener, at der til enhver tid og i ethvert samfund er en åre i den offentlige mening, som den slags populistiske politikere kan tappe. Hvis en politiker er dygtig nok, fræk nok, karismatisk nok, kan han gøre det. Det er, hvad vi også ser med Front National i Frankrig, UKIP i England. Mange vælgere er bange, de frygter for deres sikkerhed, for fremtiden, de føler sig snydt af udviklingen. De frække politikere appellerer direkte til vælgernes frygt og følelsen af at være snydt – og de lover at skaffe trygheden tilbage.«

Men det ironiske er jo, at det i USA i høj grad er det republikanske parti, som har fostret, hvad der er forudsætningerne for mange Trump-vælgeres usikkerhed, blandt andet frihandel?

»Republikanerne har stået for en politik, som gik i brechen for et minimalt offentligt sikkerhedsnet og globalisering og finansielle liberaliseringer, der har indflydelse på udviklingen i boligpriserne, som er en overset faktor i begivenhederne. Priserne i mange storbyer er steget til det astronomiske og har gjort det umuligt for millioner at købe bolig. Alt sammen er det en erklæret politik, som har skadet mange af de mennesker, som har stemt på den. Den republikanske kamp for frihandel har for eksempel været god for store dele af verden, men ikke nødvendigvis god for en hvid, midaldrende tekstilarbejder i North Carolina. For ham og hans familie har den skabt usikkerhed og utryghed,« siger Simon Jackman.

Fascisten Benito Mussolini, der omtalte sig selv som »Il Duce« – føreren – styrede Italien fra 1922 til 1943. Han blev henrettet af italienske partisaner i 1945. Foto: AFP/Scanpix
Fascisten Benito Mussolini, der omtalte sig selv som »Il Duce« – føreren – styrede Italien fra 1922 til 1943. Han blev henrettet af italienske partisaner i 1945. Foto: AFP/Scanpix

Fem slagord og vage løfter

Hvad kan Trump love den pågældende tekstilarbejder? Trumps politiske program består af fem slagord, og hans retorik består mestendels af vage løfter og tilsvarende uvage angreb…?

»Det er jo netop kendetegnende for den slags autoritære populister. Tag Benito Mussolini, den italienske fascist og diktator. Han angreb alt og alle, han var imod kommunister og de rige, og hans program var en personkult med et simpelt budskab: »Stol på mig. Jeg skal nok skære gennem al den snak og laden-stå-til hos de gamle politikere…« På samme måde har Trump skabt sin egen koalition. Han skælder og smælder mod præsident Obama, men samtidigt vil han også beskatte de rige og lukke for frihandel, og hans svar på alle politiske spørgsmål er: »Jeg klarer den«. Der er ingen traditionel ideologisk konstant; den eneste konstant er ham selv.«

Hvis vi ser på tilslutningen til Trump, har der i målingerne været to store spring og begge efter terrorangreb. Efter Paris og San Bernardino i november og december sidste år steg hans tilslutning sammenlagt med 11 point. Er det frygten for terror, som har skabt ham?

»Det er snarere hans fornemmelse for at gribe den slags øjeblikke, som har skabt ham. Efter San Bernardino sagde han, at han ville forbyde muslimer adgang til USA, og det blev et af de mest omdiskuterede Facebook-øjeblikke i 2015. Det var en fængende og letforståelig løsning, som skar gennem den politiske diskurs. Og det var også en løsning, som passer ind i det verdensbillede, som Trump og hans tilhængere abonnerer på. For hvad har terror, frihandel og immigranter til fælles? Det er alle trusler udefra. Resten af verden er ude efter Amerika, venner og fjender, og Amerika må hytte sig selv. Det er os mod dem.«

Men han angriber vel også, hvad han opfatter som interne trusler, f.eks. latinoer og muslimer i USA? Sjældent har en kandidat kørt en mere ensfarvet kampagne, hvid kampagne…?

»Vi kan diskutere, om han er racist eller ej, men det er indiskutabelt, at hans amerikanske model er hvid – og at han angriber sorte, latinoer og muslimer i USA som om, de var ikke-amerikanere. Det kan han gøre i et republikansk primærvalg, hvor det er hans styrke, men det er en tilsvarende begrænsning ved et senere præsidentvalg. 28 procent. af de amerikanske vælgere er sorte og latinoer, og en republikaner kan ikke længere blive præsident uden at vinde en god del af dem. I 2012 stemte 20 procent af alle latinoer f.eks. på Mitt Romney, og det var ikke nok. Han tabte præsidentvalget. Hvis Trump bliver kandidat, er han derfor nødt til at kurtisere latinoer og sorte – og den proces glæder jeg mig til at se.«

Du studerer amerikanske vælgerbevægelser. Var der noget i dine data, som før 2015 indikerede en Donald Trump?

»Nej. Vi var til et seminar blandt politiske forskere i USA, og ingen af os havde forudset en Donald Trump. Vi er statistisk på feltfod. Selvfølgelig kan man pege tilbage på te-bevægelsen, men de fleste tal indikerede, at den var ebbet ud, og te-aktivisterne havde tabt en række interne partiopgør,« siger Simon Jackman.

Medierne er med i Trumps succes

»Derfor kan vi også med en vis sikkerhed sige, at hele bevægelsen er bundet op på personen Donald Trump. Hvis det ikke havde været for ham, hvis det ikke havde været for hans karismatiske og ikonoklastiske kampagne, havde meget set anderledes ud.«

Så havde Jeb Bush måske været i spidsen?

»Måske. For bare et år siden var han storfavorit. Og hans nærmeste rival var en anden kandidat fra det politiske establishment, guvernør Scott Walker. Men de var blandt de første, som røg ud, og Trump har i det hele taget skabt en anti-establishment dynamik. Kampen står nu mellem to outsidere, mellem Trump og Ted Cruz, og ingen ville have troet på det for et år siden.«

Kritikere har hævdet, at medierne er medskyldige i den dynamik. At de har været med til at skabe Donald Trumps succes?

»Og jeg er enig i den kritik. Medierne er medskyldige. De amerikanske medier er nu overvejende drevet af profit, og det handler om seertal og klik. Og der er for alvor seere og klik i Donald Trump, mange flere end i alle de andre. Da han for eksempel boykottede en debat på Fox News, styrtdykkede seertallet,« konstaterer Stanford-professoren.

»Medierne har overvejende opfattet ham som underholdning og givet ham mere gratis reklame, end andre kandidater nogensinde har fået. Når TV-værter stiller om til et indslag med Trump, gør de det ofte med et fjollet grin og en morsomhed, som om det hele bare er for sjov og ikke handler om det amerikanske præsidentembede,« siger Simon Jackman, som har et stort ønske:

»Kun ganske sjældent udsætter medierne Trump for et seriøst fakta-tjek og konfronterer ham, for det vil ødelægge festen. Jeg håber, at de snart vil tage begivenhederne mere alvorligt – for det fortjener de.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.