Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hun væmmes ved feminismen

Yngre tyske kvinder har ikke længere brug for en feminisme, der er degenereret til performance på internettet, lyder budskabet fra den 23-årige Ronja von Rönne, der har fyret op under den tyske debat om feminisme.

»Jeg har ikke brug for feminismen. Den giver mig snarere kvalme.« 23-årige Ronja von Rönne har tændt ild til den tyske ligestillingsdebat. Privatfoto
»Jeg har ikke brug for feminismen. Den giver mig snarere kvalme.« 23-årige Ronja von Rönne har tændt ild til den tyske ligestillingsdebat. Privatfoto

BERLIN: »Jeg er ikke feminist, jeg er egoist«. Jeg ved ikke, om »man« i Tyskland anno 2015 har brug for feminismen, jeg har ikke brug for den. Den giver mig snarere kvalme. I mine ører lyder feminisme lige så antikveret som ordet »båndsalat«.«

Den 23-årige journalist Ronja von Rönne har i et indlæg med titlen »Derfor væmmes jeg ved feminismen« i den konservative tyske avis Die Welt sat ild til debatten om feminismen i Tyskland.

I et frontalangreb på det, hun opfatter som en stendød tysk ligestillingsdebat, der kun på overfladen har flyttet sig fra halvfjerdsernes skyttegravspositioner, går Ronja von Rönne til angreb på udbredte vrangforestillinger blandt sine kampberedte kønsfæller.

»Kampen for kvinderettigheder er for længst blevet erstattet af individets kamp for sin egen lykke, men det hører man ikke gerne, for det er egoistisk og uromantisk. Fjendebilledet er uklart, og fronterne er diffuse. Det er ikke sjovt at kæmpe for sig selv, man er ikke sammen om at male skilte, og man kan ikke retweete hinanden«, skriver Ronja von Rönne, som altså ser sig selv som egoist og ikke feminist.

Kun for underprivilegerede kvinder

Efter sit indlæg er Ronja von Rönne blevet mødt med både larmende tavshed fra feminister, der ikke ønsker at skænke yderligere opmærksomhed til hendes synspunkter, men hun er også blevet angrebet af journalistiske kolleger.

I en kommentar i den venstreintellektuelle avis Tageszeitung betegner journalisten Doris Akrap det som en tynd omgang vrøvl, når von Rönne påstår, at »feminismen tidligere var vigtig og i dag kun angår »underprivilegerede kvinder« i dårligt humør, der står i trappeopgangen og venter på, at en mand kommer forbi og åbner døren for hende.«

Doris Akrap mistænker, at Ronja von Rönne som ung kvindelig journalist på en af Tysklands største aviser i virkeligheden er smerteligt bevidst om, »hvem der har åbnet døren for hende og i samme ombæring, hvem der smækker den i for næsen af hende, når hun ønsker at sætte sig i redaktionschefens stol. Men hvad så? Om et par år kan hun sige, at der var tale om ungdommens fejltagelser, som hun blev overtalt til af sine chefer, der kun var interesserede i internetklik og misbrugte hende som ung, fræk ting.«

Twitter-feminisme

Når Ronja von Rönne betragter sine jævnaldrende kønsfællers angiveligt moderne udgave af feminismen, får hun mest af alt øje på uforblommet selviscenesættelse.

»Alternativet til den senile Birkenstock-feminisme befinder sig på internettet, den såkaldte internetfeminisme, den traditionelle feminismes delvist forstyrrede datter,« skriver von Rönne og hentyder til en af de mest ophedede sexismedebatter, der er skyllet ind over Tyskland i senere tid.

For to år siden vakte journalisten Laura Himmelsreich opsigt i Tyskland, da hun i en artikel i tidsskriftet Stern berettede om sit møde i en hotelbar med politikeren Rainer Brüderle, der på daværende tidspunkt var spidskandidat for det liberale FDP ved forbundsdagsvalget i 2013.

Under deres samtale stirrede Brüderle ufortrødent på Himmelreichs brystparti og udtalte ordene:

»De kan vist sagtens udfylde en dirndl (traditionel sydtysk dragt med lav udskæring, red.).«

Episoden udløste voldsom debat i de tyske avisspalter og fik journalisten Anne Wizorek til at lancere twitter-kampagnen »#Aufschrei« (opråb), der søgte at gøre opmærksom på den hverdagssexisme, som tyske kvinder angiveligt udsættes for.

Kampagnen blev genstand for overvældende opmærksomhed, og Anne Wizorek modtog blandt andet en pris fra forbundet af kvindelige journalister i Tyskland. I september sidste år udgav hun den opfølgende bog »Weil ein Aufschrei nicht reicht« (Fordi et opråb ikke er nok), hvor hun udstikker retningslinjer for en progressiv internetfeminisme, der har vanskeligt ved at blive hørt i en traditionelt mandsdomineret medieverden.

»Med værktøjer som blogs og sociale medier lader det sig gøre at tilvejebringe en modoffentlighed og at skabe opmærksomhed om emner, som mainstream overser eller fremstiller forkert. Vores smartphones og laptops er så at sige vor tids demoskilte,« skriver Anne Wizorek i sin bog.

Kvinderettigheder er blevet performance

Det er oplagt at formode, at det netop er den jævnaldrende Anne Wizorek, som er målet for Ronja von Rönnes salve mod internet-feministerne.

»Den nye feminisme har frigjort sig fra indhold og smidt sine overalls i genbrugscontaineren og i stedet anskaffet sig en twitter-konto«, skriver von Rönne i Die Welt og beklager, at moderne feminisme i høj grad handler om afsenderens synlighed:

»Kvinderettigheder er blevet til performance, nedrustning til hashtags. Tyske afdelinger af Femen (en radikal feministisk protestgruppe grundlagt i Ukraine i 2008, red.) viser bryster, og kampen om opmærksomhed er hård, når nødvendigheden ikke taler for sig selv. Feminismen kæmper på alle fronter, men ikke længere for retfærdighed, men om opmærksomhed,« mener hun.

»I mellemtiden gør kvinder, der ikke bekymrer sig om feminismen, karriere. Det er en generalisering, det er subjektivt, men det er mit indtryk. Billedet af den onde chef, der hellere rager på sin sekretær end forfremmer hende forekommer mig lige så fremmed som en verden, jeg kun kender fra sketches af Loriot (tysk satiriker, red.)«.

Netop fremstillingen af den nye generation af feminister som en flok opmærksomhedssøgende narcissister falder den feministiske digter og blogger Svenja Graefen for brystet. På sin blog henvender hun sig i et åbent brev til von Rönne, som efter hendes vurdering grundigt overser, at feminismen trods sine tilsyneladende åbenlyse sejre stadig har alvorlige udfordringer foran sig.

»Det er jo netop sådan: For at kunne forandre noget og bevirke noget, må man først ses, høres eller læses. Det nytter jo ikke noget at brøle paroler på det stille værelse i kollektivet. Og netop i tider, hvor man hurtigt får indtryk af, at alle kampe er vundet, er det nødvendigt at råbe op. Det hele er ikke så gennemskueligt, som det var i birkenstock-feminismens tid,« mener Svenja Graefen.

Historiske skridt

Under den store koalition mellem forbundskansler Angela Merkels kristendemokratiske CDU og det tyske socialdemokrati har Tyskland på det seneste oplevet fremskridt på ligestillingsområdet.

I marts i år vedtog forbundsdagen efter årelang debat en kvotering på 30 pct. af kvinder i store virksomheders bestyrelser.

Ifølge den socialdemokratiske familieminister Manuela Schwesig er lovforslaget, der træder i kraft pr. 1. Januar 2016 og berører mindst 100 af Tysklands største børsnoterede virksomheder, et »historisk skridt« i tysk ligestillingspolitik.

Den udlægning støder imidlertid ikke på forståelse hos Ronja von Rönne, der i sit indlæg i Die Welt afviser procentuelle afvejninger mellem kønnene som et udtryk for feministisk millimeterretfærdighed uden skelen til individuelle præstationers betydning for karrierechancerne.

»I et land, hvor den mest magtfulde person er indehaver af en vagina, lyder »kvindekvoter« i mine ører mest af alt som et forsøg på at skaffe sig selv fordele,« skriver von Rönne.

»For feminismen handler lighed og retfærdighed om halvtreds procent andel af kvinder, undtagen når det gælder lortejob. Hvis flere mænd samlet set modtager flere bogpriser end kvinder, rager det mig totalt. Min egen lykke er mig langt mere vigtig. Det er den, jeg kæmper for. Ikke for planøkonomi i en eller anden halvtredsprocentsideologi.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.