Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Mens du sov

Homoseksuelle får gamle domme slettet fra straffeattest

Mens mange homoseksuelle i New Zealand kan få frem til at få slettet gamle domme, som de er blevet idømt for netop deres seksualitet, er Facebook taget på russisk troldejagt.

»Igen vil jeg gerne undskylde over for alle de mænd og medlemmer af regnbuesamfundet, som er blevet ramt af fordomme, stigmatisering og andre negative virkninger som følge af disse domfældelser.« Sådan lyder det New Zealands justitsminister, Andrew Little, til landets homoseksuelle i forbindelse med, at New Zealand tager et opgør med en lang række bedagede domme over homoseksuelle.
»Igen vil jeg gerne undskylde over for alle de mænd og medlemmer af regnbuesamfundet, som er blevet ramt af fordomme, stigmatisering og andre negative virkninger som følge af disse domfældelser.« Sådan lyder det New Zealands justitsminister, Andrew Little, til landets homoseksuelle i forbindelse med, at New Zealand tager et opgør med en lang række bedagede domme over homoseksuelle.

New Zealand vedtager lov mod domme for homoseksualitet

Parlamentet i New Zealand har godkendt en lov, der skal gøre det muligt at slette en lang række historiske domme mod homoseksuelle i landet.

Homoseksualitet var ulovligt i New Zealand frem til 1986. Og folk, der blev dømt for deres seksuelle orientering før da, har stadig dommen opført på deres straffeattest.

Politikerne vedtog forslaget enstemmigt tirsdag aften lokal tid.

»Igen vil jeg gerne undskylde over for alle de mænd og medlemmer af regnbuesamfundet, som er blevet ramt af fordomme, stigmatisering og andre negative virkninger som følge af disse domfældelser,« siger justitsminister Andrew Little.

»Denne lov sender et klart signal, om at diskrimination mod homoseksuelle ikke længere er acceptabelt, og at vi er forpligtet til at rette op på fortidens fejl,« siger han

Justitsministeriet oplyser, at dommene relaterer sig til tre paragraffer, som blev droppet i 1986.

Det drejer sig om lovgivning, der forbyder henholdsvis analsex, uanstændig omgang mellem mænd og at drive et opholdssted for homoseksuelle.

Det anslås, at omkring 1.000 personer vil kunne søge om at få deres straffeattest visket ren, når loven træder i kraft.

For at man kan få en ren straffeattest, må ens dom ikke være strafbar i New Zealand i dag.

Det er blandt andet ikke muligt at få fjernet en dom, hvis man har dyrket sex med en, som var mindreårig, eller hvis der er tale om overgreb.

Familier kan også søge om at få visket afdøde familiemedlemmers papirer rene.

Efter at homoseksualitet blev lovligt i New Zealand i 1986, har landet taget yderligere skridt for at gøre op med fortidens lovgivning.

I 1993 indførte landet således lovgivning mod diskrimination af homoseksuelle, og i 2013 blev ægteskab mellem homoseksuelle lovligt.

/ritzau/AFP

Facebook sletter konti med forbindelse til russiske trolde

Facebook tager nu yderligere redskaber i brug for at forhindre, at platformen bliver udnyttet af fjendtlige aktører.

Således har Facebook slettet hundredvis af russiske konti og sider, der har forbindelse til en såkaldt troldefabrik, der opererer fra Sankt Petersborg.

Den bliver i øjeblikket undersøgt for forsøg på at påvirke det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Facebook oplyser, at mange af de slettede artikler og sider kommer fra det føderale russiske nyhedsbureau - kendt som FAN.

Det siger selskabets topchef, Mark Zuckerberg, tirsdag i et interview med nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Zuckerberg har FAN tætte forbindelser til det omstridte Internet Research Agency i Sankt Petersborg.

Mark Zuckerberg siger, at agenturet »gentagne gange har forsøgt at bedrage og manipulere folk rundt om i verden«.

Han tilføjer, at »vi ønsker dem ikke på Facebook længere«.

Facebook er kommet i modvind, efter at det er blevet afsløret, at data fra 50 millioner brugere er endt i hænderne på konsulentfirmaet Cambridge Analytica.

Firmaet arbejdede for Donald Trump under præsidentvalgkampen i 2016.

Facebook har tidligere meddelt, at selskabet vil slette falske konti, der spreder falske nyheder.

/ritzau/Reuters

Mistænkt kvinde er død efter skyderi ved YouTube-hovedkontor

En mand og to kvinder er såret af skud efter et skyderi ved YouTubes hovedkvarter i byen San Bruno i Californien tirsdag.

En kvindelig mistænkt i 30erne er død, efter at hun tilsyneladende har skudt sig selv.

Det oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet AP.

»Da vi ankom til stedet klokken 12.48, blev vi mødt af flere medarbejdere, som flygtede fra bygningen. Det var temmelig kaotisk,« siger politichef i San Bruno Ed Barberini på et pressemøde tirsdag eftermiddag lokal tid.

Han fortæller videre, at den mistænkte har brugt et håndvåben.

Talsmand for San Francisco General Hospital bekræfter, at hospitalet har taget imod tre skudofre.

En 36-årig mand er i kritisk tilstand, mens tilstanden hos en 32-årig kvinde beskrives som alvorlig. En 27-årig kvinde er lettere såret.

Doktor Andre Campbell, talsmand og traumekirurg på San Francisco General Hospital, fortæller ifølge ABC News, at de tre skudofre er vågne og opmærksomme på, hvad der er sket.

Politiet mener, at den mistænkte kvinde åbnede ild på et udendørs spisested ved YouTube tirsdag middag lokal tid.

»Man skulle tro, at det ville slutte efter skudepisoderne i Las Vegas, Parkland og Orlando, men det er ikke tilfældet. Dette er en forfærdelig dag for USA,« siger Andre Campbell.

Skyderiet ser ud til at være resultatet af en privat uoverensstemmelse.

Det oplyser to unavngivne embedsmænd til ABC News.

Hændelsen synes ikke at være terrorrelateret, siger kilderne.

Politikilder fortæller videre til CNN, at den mistænkte kvinde kendte mindst et af ofrene.

Disse oplysninger er ikke bekræftet fra officielt hold.

Amerikansk politi er tirsdag massivt til stede ved YouTubes hovedkvarter.

På det sociale medie Twitter har politiet i San Bruno tidligere opfordret folk til at holde sig væk fra adressen, der er evakueret.

De første meldinger om skudepisoden kom fra flere medarbejdere, der befandt sig i bygningen og skrev på Twitter, at de hørte skud.

»Jeg sad til et møde, da jeg hørte personer løbe, fordi jorden rystede. Først troede jeg, at det var et jordskælv,« skriver medarbejderen Todd Shermann på Twitter.

Google, der ejer YouTube, her kommenteret hændelsen kort.

»Vi koordinerer med myndighederne og vil give officiel information her fra Google og YouTube, når vi kan give den,« skriver Google ifølge NBC.

/ritzau/

USA afslører liste med kinesiske toldvarer for 50 milliarder

Præsident Donald Trump raslede tirsdag igen med sablen i det, der efterhånden ligner en åben handelskrig med Kina.

Således frigav Det Hvide Hus en liste på omkring 1.300 kinesiske varer, der fremover skal pålægges en told på 25 procent.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Varerne repræsenterer en værdi på omkring 50 milliarder dollar og omfatter blandt andet elektronik, medicin og dele til flyvemaskiner.

Listen er endnu ikke officielt godkendt og skal gennem en høringsperiode, der forventes at løbe til udgangen af maj.

»Den foreslåede liste er baseret på omfattende økonomiske analyser og målretter produkter, der nyder godt af Kinas industrielle planer, mens de minimerer konsekvenserne for den amerikanske økonomi,« siger USAs handelsrepræsentant Robert Lighthizer i en erklæring.

Han tilføjer, at USA har brug for »effektive midler i mødet med Kinas statsstyrede forsøg på at stjæle USAs teknologi og intellektuelle ejendom,« skriver nyhedsbureauet dpa.

Listen frigives, dagen efter at Kina indførte told på en række amerikanske varer til en værdi af tre milliarder dollar.

Kina fordømmer tirsdagens melding fra Washington.

»Sådan en unilateral og protektionistisk handling har krænket WTO's (Verdenshandelsorganisationen, red.) fundamentale principper,« lyder det i en erklæring fra Kinas ambassadør i Washington.

»Den tjener hverken Kinas eller USAs interesser og slet ikke den globale økonomis interesser,« tilføjes det.

Det kinesiske handelsministerium advarer onsdag om nye tiltag mod USA.

»Vi vil forberede tilsvarende metoder mod amerikanske produkter i samme skala,« siger en talsmand fra ministeriet ifølge nyhedsbureauet AP.

Brancheorganisationer, der tidligere har kritiseret Kina for at snylte på amerikansk teknologi, er kritisk over for meldingen fra Det Hvide Hus.

»Unilaterale toldsatser kan gøre mere skade end gavn og gør meget lidt for at løse problemet,« siger John Frisbie, formand for U.S.-China Business Council.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.