Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hollandsk veganer var for irriterende til at blive schweizisk statsborger

En borgerkomité i byen Gipf-Oberfrick mente, at en 42-årig kvindelig hollandsk veganers modstand mod koklokker og andre schweiziske traditioner gjorde hende uegnet til at blive statsborger i alpelandet.

Mens Schweiz ofte af blandt danske liberale debattører bliver fremhævet som et foregangsland, er landet måske mindre forbilledligt, hvis man går meget op i køers ret til ikke at bære landets traditionelle koklokker, som har til formål at lade ejerne høre, hvor deres kvæg befinder sig.

Den 42-årige hollandsfødte kvinde Nancy Holten, der har boet i Schweiz siden hun var otte og taler schweizisk standardtysk flydende, fik nemlig afslag på sin ansøgning om statsborgerskab, blandt andet fordi, hun har ført kampagne mod koklokkerne, som den veganske kvinde mener, er for tunge og derfor er dyremishandling.

Holten, som har fået det tilnavn Glocken-gegnerin (klokkemodstander, red.), har også modsat sig ringning med kirkeklokker tidligt om morgenen og traditionelle grislingeløb. Og selv om Nancy Holten lever op til samtlige formelle krav til at få statsborgerskab, var klokkemodstanden og aktivismen for meget for borgerkomiteen i hendes hjemby, der har det afgørende ord i det stærkt decentraliserede land, hvor man traditionelt har vægtet nærdemokratiet højt.

Overfor mediet Thelocal.ch anerkender Holten, at hun måske har været lidt for åbenmundet. Hun siger dog, at hun ikke er modstander af traditionelle schweiziske værdier, men blot tilhænger af dyrevelfærd. Hun håber derfor stadig at kunne få schweizisk pas, da hun føler sig meget knyttet til landet.

»Jeg har venner og familie her. Jeg har arbejdet her og deltager i det sociale liv. Jeg var endda medlem af skolebestyrelsen for et par år siden.«

Men står det til formanden for den lokale afdeling af det nationalkonservative Schweizisk Folkeparti, SVP, Tanja Suter sker det næppe.

»Der er også schweizere, som kæmper for dyrs rettigheder, men for at kvalificere sig til et pas, bliver man nødt til at udvise god vilje. Vi ønsker ikke at give hende den gave, hvis hun generer os og ikke respekterer vores traditioner,« siger hun til webmediet 24heures.

Sagen har dog ikke skræmt Holten fra at sige sin mening. Hun overvejer nu at gå ind i lokalpolitik og arbejder desuden på en bog med titlen »Den, der irriterer«.

Det er ikke første gang, en schweizisk borgerkomité afviser statsborgerskab af ukonventionelle årsager. I juni afslog en borgerkomité i byen Bubendorf ifølge Thelocal.ch en ansøgning fra en familie fra Kosovo, blandt andet med den begrundelse, at de gik med joggingbukser i offentligheden og ikke hilste på gaden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.