Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Højreekstremismens yndlingsfrø er blevet dræbt af sin skaber

Frøen Pepe, der er blevet et ikon for dele af den ekstreme højrefløj på internettet, er blevet aflivet af sin skaber, som ikke kunne vriste ham ud af det yderste højres greb.

Frøen Pepe er nu død og begravet af sin skaber, men det er tvivlsomt, om Alt-Right-bevægelsen vil lade ham hvile i fred.
Frøen Pepe er nu død og begravet af sin skaber, men det er tvivlsomt, om Alt-Right-bevægelsen vil lade ham hvile i fred.

Tilbage i 2005 introducerede den amerikanske tegner Matt Furie den antropomorfe frø Pepe i internet-tegneserien Boys Club. Pepe var en glad og lidt stenet frø, der hang ud med sine venner, Andy, Brett og Landwolf, røg en del pot og blev kendt for at tilkendegive begejstring omed ordene ”Feels god, man!”

Imidlertid blev frøen, særlig under den amerikanske præsidentvalgkamp, omfavnet af den såkaldte alt-right bevægelse, der er karakteriseret ved dyrkelse af nazismen og andre fascistiske regimer, drømmen om en etnisk ren stat for hvide samt udtalt antisemitisme.

I en lang række memer på internetfora som 4chan og Reddit blev Pepe fotomanipuleret i både SS-dragter, som jøde, der karikeret smilede foran et brændende World Trade Center og forskellige andre situationer, som Matt Furie næppe havde forestillet sig.

Selvom Pepe stadig blev og bliver brugt i en masse aldeles upolitiske sammenhænge samt af langt mere moderate Trump-supportere, gjorde dette, at frøen i 2016 officielt blev betegnet som et hadsymbol af den jødiske antiracistiske organisation Anti-Defamation League.

Matt Furie forsøgte selv at generobre Pepe med hashtagget #SavePepe og tegninger, der tog stærkt afstand fra alt-right-bevægelsens brug af ham.
Men tilsyneladende uden held.

For i anledning af Free Comic Book Day, der blev fejret lørdag, publicerede Furie i magasinet Fantagraphics’ World’s Greatest Cartoonists 2017 en tegning af Pepes bisættelse, hvor frøen ligger i en kiste omgivet af sine sørgende venner fra Boys Club, der giver ham en sidste hilsen med på vejen, ved at hælde sprut i hans kiste med ordene ”Den er til dig, lille ven.”

Matt Furie selv har ikke fremsat nogen kommentarer i anledning af Pepes bortgang. Men der synes ikke at være megen tvivl om, at han hermed gør det klart, at Pepe nu endegyldigt er ude af hans hænder, og at frøens fortsatte liv på internettet ikke har noget med ham at gøre.
Imidlertid synes en stor del af dem, der begejstret har anvendt Pepe til egne formål ikke at være synderligt berørte af, at Pepes skaber har slået frøen ihjel. I et indlæg på det anonyme forum 4chan skriver en bruger.

”Jeg tror ikke, at den fyr forstår hvordan internettet fungerer,” mens en bruger på 8chan skriver ”Så lidt ligesom dengang de dræbte Supermand?”

At Furie ikke har nogen kontrol over, hvordan hans karakter bliver brugt, erkendte han dog allerede i et essay i magasinet Time i 2016.

”Jeg ved, at det ikke er noget, jeg har kontrol over, men i sidste ende så er Pepe det, man siger, han er, og jeg, hans skaber, siger, at Pepe er kærlighed.”

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.