Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hjemvendte jihadister er Europas nye terrorskræk

Hellige krigere, der vender hjem fra kampe i Syrien og Irak, er Europas nye terrorskræk. Efterretningstjenester frygter, at massakre på jødisk museum i Bruxelles kun var begyndelsen. Den anholdte, Mehdi Nemmouche, vendte hjem til Europa efter et år i Syrien.

Respræsentanter fra både det jødiske og det muslimske samfund tog 9. juni del i en mindehøjtidelighed foran det jødiske museum i Bruxelles for de fire personer, der blev dræbt i forbindelse med et terrorangreb 24. maj. Blandt deltagerne i mindestunden var den franske imam Hassen Chalghoumi, iført grå hovedbeklædning og blåstribet slips. Imamen er kendt for sine nære relationer til jøder og lagde skarp afstand til gerningsmanden. Foto: Laurent Dubrule/Reuters
Respræsentanter fra både det jødiske og det muslimske samfund tog 9. juni del i en mindehøjtidelighed foran det jødiske museum i Bruxelles for de fire personer, der blev dræbt i forbindelse med et terrorangreb 24. maj. Blandt deltagerne i mindestunden var den franske imam Hassen Chalghoumi, iført grå hovedbeklædning og blåstribet slips. Imamen er kendt for sine nære relationer til jøder og lagde skarp afstand til gerningsmanden. Foto: Laurent Dubrule/Reuters

BERLIN/LONDON: Det var lørdag den 24. maj hen på eftermiddagen, og han vandrede stille og roligt ind på det jødiske museum i Bruxellles, afslappet klædt i sweatshirt og med mørke bukser. Men få sekunder senere var alt et blodbad.

Den unge mand, som blev filmet af museets overvågningskamera, tog et kalashnikovautomatgevær op af en taske og begynde at skyde vildt omkring sig. To israelske turister, et ægtepar i 50erne, blev myrdet fra tæt hold. Drabsmanden, der bar solbriller og en baseballkasket, skød også to medarbejdere på museet, en fransk kvinde og receptionisten.

Gerningsmanden slap væk til fods. Fem dage senere blev den 29-årige franskmand Mehdi Nemmouche anholdt ved et tilfælde på Marseilles hovedbanegård, Saint Charles. Han var netop ankommet med bus fra Bruxelles, men da han nægtede at afsløre sin taske under et rutinetjek, evakuerede myndighederne hele bussen for at tjekke hver eneste taske ombord.

I hans fandt de flere genstande, der passede på terrorhandlingen fra Bruxelles. Herunder en kalashnikov pakket ind i et flag fra ISIS, den islamistiske terrorgruppe der har spredt skræk og rædsel i Syrien og nu senest i Irak, hvor dens erobringer af territorium og myrderier truer med at kaste Irak ud i borgerkrig og sætte Mellemøsten yderligere i brand.

Derudover fandt tolderne en 38-kaliber-revolver, 57 patroner, en mørk baseballkasket, solbriller, en balaclava, en gasmaske og et kamera med et 40 sekunder langt, afslørende videoklip. På klippet kan man ikke se nogen person, men man kan høre en, der taler, og som påtager sig skylden for angrebet på museet. Ifølge anklagerne er det Mehdi Nemmouches stemme. På klippet siger personen, at angrebet var »rettet mod jøder«, mens han truer med at sætte »Belgien i brand«. Under politiafhøringen har Mehdi Nemmouche ifølge belgisk national-TV sagt, at »det var ærgerligt, mit kamera ikke virkede, da der var »action««.

Personificeringen af den nye terrorskræk

Mehdi Nemmouche erklærer sig uskyldig i skyderiet i Bruxelles. Ifølge hans advokat var våbnene i hans taske blot nogle, han havde stjålet fra en bil på en parkeringsplads i Bruxelles. På torsdag begynder en sag om udlevering til retsforfølgelse i Belgien ved en fransk ret. Hvis Mehdi Nemmouche er skyldig, er han den første radikaliserede muslim, der er vendt hjem til Europa efter at være draget i hellig krig i Syrien, og derefter har udført en terrorhandling på europæisk jord. Han har allerede ændret trusselsbilledet i Europa.

Vurderingen er, at alene det stærkt antivestlige ISIS har rekrutteret knap 2.000 jihadister i Europa, hvoraf de fleste kommer fra Storbritannien, Frankrig og Tyskland, men også fra mindre lande såsom Holland og Danmark. Europæiske efterretningstjenester frygter nu, at massakren på det jødiske museum blot er det første af flere lignende angreb i Europa begået af unge radikaliserede, der drager i hellig krig i Syrien og Irak, og vender hjem som hærdede krigere.

Storbritannien opfatter nu hjemvendte jihadister som den største terrortrussel, og den britiske premierminister, David Cameron, har sagt, at der er folk fra ISIS, der »planlægger angreb mod os herhjemme i Storbritannien«. Flere end 400 hellige krigere vurderes at være draget af sted fra Storbritannien til Syrien.

Fredag dukkede en video op på internettet med flere hellige krigere fra Storbritannien, der er draget til Syrien. I den 13 minutter lange video med overskriften »Der er intet liv uden Jihad« opfordrer en 20-årig kommende medicinstuderende, Nasser Muthana, fra Cardiff andre britiske unge til at rejse af sted for at tage del i den væbnede kamp. Forleden kom det også frem, at en hellig kriger, der kæmper med ISIS, er blevet bedt om at returnere til Storbritannien af sine ledere.

Abu Rashash Britani tweetede til en anden jihadist: »Jeg, min bror, planlægger at tage tilbage til Storbritannien efter ordre fra Ameer Abu Bakr al-Baghdadi #foreignpolicy«. Henvisningen til »foreignpolicy« bruges ofte af terrorgrupper som motivering for angreb på Vesten. 65 personer er blevet anholdt i Storbritannien de seneste 18 måneder for Syrien-relaterede aktiviteter som hellige krigere.

To måneder før angrebet på museet kom Mehdi Nemmouche tilbage til Europa via Frankfurt Lufthavn efter at have tilbragt mere end ét år i Syrien. Han kunne også være taget til det jødiske museum i München i stedet for Bruxelles. Den tyske indenrigsminister, Thomas de Maizíère, har udtalt, at jihadister udgør den største trussel mod den offentlige sikkerhed, selv om der ikke er nogen konkret formodning om planlagte angreb i Tyskland. Den franske premierminister, Manuel Valls, har sagt, at Frankrig »aldrig har stået over for sådan en udfordring« som truslen fra hjemmedyrkede jihadister.

Radikaliseret i fængslet

Tragedien i Bruxelles sætter nyt fokus på, hvordan nogle unge muslimer i Europa bliver radikaliseret og rekrutteret af islamister, som regel såkaldte jihadistiske salafister. Radikalisering af Mehdi Nemmouche er tilsyneladende foregået på en måde, der ifølge den tyske efterretningstjeneste bliver stadig mere almindelig. I fængslet. Før han i 2007 kom i fængsel, havde han i hvert fald aldrig udvist nogen særlig interesse for religion, skriver den franske avis Le Monde, der har rekonstrueret Mehdi Nemmouches livshistorie. Han voksede op i familiemæssigt kaos. Han blev forladt af sin mor, sov i perioder i en bil og boede frem til teenageårene hos en plejefamilie. Med puberteten blev adfærdsproblemerne til en stadig voksende straffeattest. Da Mehdi Nemmouche efter fem år blev løsladt fra fængslet, havde han ifølge Le Monde kun én tanke i hovedet: At kæmpe i Syrien.

Ifølge den nye årsberetning fra tyske Verfassungsschutz har islamister opdaget mobiliserings- og rekrutteringspotentialet i fængslerne. I tyske fængsler sidder et stigende antal islamister, og deres netværk bidrager væsentligt til radikaliseringen. I Tyskland og andre europæiske lande »kæmper« organisationer med tilknytning til salafisme på internettet for indsatte islamister, står der i rapporten. De indsatte præsenteres som »ofre«. Ideologien giver unge indsatte et holdepunkt og en stabilitet, som de er særligt modtagelige over for, skriver Verfassungsschutz. Deres breve offentliggøres på internettet, hvilket giver dem »heltestatus«.

De islamistiske bevægelser har i det hele taget professionaliseret propagandaen på internettet og de sociale medier, som det aldrig er set før. Islamister har effektivt brugt internettet i to årtier, men Verfassungsschutz skriver om en »propagandabølge« uden fortilfælde.

Den ekstremt voldelige terrororganisation ISIS producerer for eksempel professionelt udseende videoer, der udpensler kampe, overfald og brutale henrettelser, hvis autencitet ikke altid kan bekræftes, men som i sig selv har været med til at eskalere borgerkrigen i Syrien. Videoerne, som ofte ledsages af heroisk musik, skal sandsynligvis både afskrække modstandere, tiltrække unge og retfærdiggøre kampene og terroren.

Verfassungsschutz beskriver generelt den jihadistiske propaganda som »emotionaliseret« med gråd, tårer og vredesudbrud blandet med chokerende billeder, religiøse symboler og historiske narrativer, der skal bevæge muslimer til at støtte deres »nødlidende brødre og søstre« i Syrien økonomisk eller selv melde sig til kamp. Der er også en anden tendens med billeder offentliggjort på Twitter, Tumblr og Instagram af for eksempel syriske børn, alkoholfri øl og uskyldige katte, der ligger ved siden af maskingeværer. De synes at præsentere felttoget som en hyggelig, men gudsfrygtig begivenhed.Den irakiske regering, som nu er ved at blive løbet over ende af ISIS, har indset truslen og ifølge tyske Der Spiegel lukket for Twitter, Facebook og YouTube, men ISIS udbreder tip til, hvordan man omgår de spærrede proxy-servere. På Twitter, Facebook og Instagram giver syriske jihadister også råd til, hvordan europæiske rekrutter skal pakke til turen til Syrien. Pak let, medbring en mobiltelefon, men lad de muslimske bøger blive hjemme af hensyn til lufthavnskontrollen, lyder opfordringen ifølge britiske The Times.

Vigtig rekruttering i Europa

Jihadister fra Europa spiller en central rolle i rekrutteringen af nye europæiske rekrutter. De fortæller for eksempel på deres europæiske sprog, at muslimer har pligt til at hjælpe deres brødre og søstre i Syrien. I Holland har nyhedsudsendelsen Nieuwsuur interviewet en tidligere soldat i den hollandske hær, Yildiz, der både lægger billeder på Tumblr og Instagram og uddanner nye krigere i våbenbrug. Han kritiserer Vesten for at forholde sig passivt til det voldelige Assad-styre og den langvarige blodige krig.

»Man kan ikke bare se på, at hundreder og hundreder af tusinder af mennesker bliver slagtet,« siger han.

120 hollændere formodes at kæmpe mod Bashar al-Assads styrker i Syrien.

ISIS har fra begyndelsen haft en slags intern myndighed, der har til opgave at finde ud af, hvor udlændingene kommer fra, og hvor stort potentialet er i de forskellige lande, fortæller en sympatisør kaldet Jamil Sahib til den tyske TV-station ARD.

For de europæiske efterretningstjenester bliver de hjemvendte krigere fra Syrien og Irak en ny og vanskelig udfordring, og den bliver ikke lettere af, at der ifølge Verfassungsschutz er en stigende tendens i retning af såkaldt »individuel jihad«.

Der er ikke faldet dom i sagen fra Bruxelles, men Mehdi Nemmouche formodes at have handlet alene, hvilket ikke nødvendigvis betyder på eget initiativ, men altså ikke som del af et netværk eller en celle.

»Efter alt hvad vi ved, er anslaget i Bruxelles begået af en enlig gerningsmand. Det er vanskeligere at opklare, end når det handler om et netværk,« sagde indenrigsminister Thomas de Maizière ifølge tyske medier i forbindelse med præsentationen af årsberetningen.

Det betyder mindre kommunikation, der kan opsnappes. Færre advarsler. Bombeanslaget under Boston Maraton i USA i 2013 blev af det engelsksprogede al-Qaeda-magasin Inspire omtalt som en »demonstration af den individuelle jihads effektivitet«.

På den måde personificerer Mehdi Nemmouche de europæiske efterretningstjenesters nye frygt. Frygten for at jihadisterne i Syrien og Irak skal vende hjem som vrede islamister. Trænet i brugen af våben og forrået af volden på slagmarken. Måske parat til at følge fanatiske opfordringer til at begå terror i Europa.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.