Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hjem kære hjem, home sweet home

Berlingskes USA-korrespondent Kristian Mouritzen er mest glad for at vende hjem til Danmark. Meeen der er alligevel et par skår i glæden...
Berlingskes USA-korrespondent Kristian Mouritzen er mest glad for at vende hjem til Danmark. Meeen der er alligevel et par skår i glæden...

»Glæder du dig til at komme hjem?« spurgte en af mine naboer mig i Washington D. C. Selvfølgelig gjorde jeg det. Selv om jeg har haft fire pragtfulde år i DC, er korrespondentjobbet også ensomt. Du mangler dine venner, din familie og din danske hverdag, selv om du har opbygget både en ny vennekreds og en ny dagligdag.

Hverdagen kan være spændende. Du har daglig kontakt med nogle af de bedste hjerner i verden og ofte med nogle af de personer, der sætter dagsordenen enten politisk eller kulturelt.

Jeg kan huske dagen, timen, minuttet, hvor Michelle Obama gik forbi mig og sagde »hello«. Jeg kan huske min samtale i Canada med Kirsten Dunst i en lagerbygning i Calgary. Jeg var gået forbi hende to gange uden at genkende hende, fordi hun bare er så almindelig, men med en fantastisk udstråling, når man først indleder en samtale med hende. Jeg husker de gange, jeg har mødt tidligere CIA-chefer eller interviewet nuværende republikanske og demokratiske politikere. Og selvfølgelig husker jeg Donald Trump, som jeg under valgkampen »mødte« mange gange. Jo, korrespondentjobbet er udfordrende og spændende. Men familien og de nære venner mangler.

Det er altid mærkeligt at være til sin egen afskedsreception. Alle ser kede ud af det. Og det er folk jo også. Men realiteterne er også, at mange bor i DC i tre til fire år. Så flytter de igen. Det sætter dagsordenen for venskaberne. Alle ved, at et nært venskab er på lånt tid.

Livet i denne by er én lang ud- og indflytningsreception. Når man kigger ud over sin egen afskedsreception, ved man, at det er sidste gang, man ser mange af dem, på nær nogle få som man har lært at holde rigtigt meget af.

Folk, der er udstationeret, lever et helt særligt liv med de nye bekendtskaber. Man lærer at spotte de mennesker, man vil investere i og dem, det ikke kan betale sig at knytte sig til. Og så dem midt imellem. Utallige er de gange, hvor man har fået en rigtigt god kontakt, og så viser det sig, at de pågældende er i slutfasen af deres udstationering.

Hjemme igen lyder det uundgåelige spørgsmål: »Hvordan er det at komme hjem?« Det er et spørgsmål, jeg elsker, fordi jeg får mulighed for selv at reflektere over, hvad der er at være glad for ved at komme hjem.

For mig er det selvfølgelig mit nye og foreløbigt eneste barnebarn, Leo, som jeg på det tidspunkt kun havde set på billeder og video. Det er fantastisk at komme hjem til et helt nyt menneske, især fordi Leo kan smile, som om man har kendt ham hele livet.

Det er selvfølgelig et kulturchok at komme hjem, selv om det meste er genkendeligt. Danskerne har fået rejsekort. Der har på et eller andet tidspunkt i vores udstationeringsperiode været et brandudsalg af elbiler i form af lavere afgifter. Dyre Tesla-biler er blevet et normalt syn på danske veje. I Danmark kan man ringe til Skat, hvad man ikke kunne i USA. Men man forstår, at skattevæsenet er blevet så imødekommende, at de sender milliarder ud af landet til fremmede mennesker, de ikke kender. I det hele taget er myndighederne faktisk søde og rare.

Men det bedste er, at man nu kan cykle igen. Jeg havde min Kildemoes-cykel med til Washington. Den vakte opsigt, fordi den har et helt specielt udseende designmæssigt. Men jeg skulle tage mig sammen for at cykle, fordi der ikke er cykelstier i centrum af byen. Jo, nogle få steder er der striber på vejen. Men ingen cykel­stier. Ejendommens vicevært i Washington, Merrild, har en racercykel. Han kastede sig med dødsforagt ud i trafikken.

»Du skal sørge for at holde dig på midten af vejen og ikke lade nogen biler køre forbi. Så bliver du set,« sagde han. Og da amerikanerne mere end noget andet frygter at køre en cyklist ned, så virkede det. Hvis man holder sig på midten af vejen foran alle bilerne, så kan man slippe levende fra det, bare man holder et vist tempo.

Sådan er det ikke i Danmark. Alle cykler. Stierne er perfekte. Kaos hersker dog på cykelstierne, selv om man forsøger at holde en vis cykelkultur. Men bilisterne er fjenden. To gange har jeg oplevet, at en bilist ved en forkert manøvre, vedkommende ikke engang selv var skyld i, har fået det værste op i cyklisterne.

Cyklisterne forvandler sig i den situation til frådende uhyrer. De omringer bilen, banker på taget, sparker til bildøren og giver chaufføren fingeren med et sådant raseri, at bilisten må frygte, at det næste bliver en regulær lynching.

Den danske cykelkultur er pilrådden. Ingen respekt for hinanden som trafikanter. Og ja, cyklister er bløde trafikanter. Men i flok er cyklisterne frygtløse med deres arrogance og foragt for andre trafikanter.

Foretrækker jeg det ensomme som cyklist i DC midt på vejen uden cykelstier? Selvfølgelig ikke. Men jeg er kommet til at sætte pris på de mange goder, man har som cyklist i København. Og det er ikke mig, der giver bilisterne fingeren. Dertil er jeg for glad for alt det, man tilbydes som cyklist i København.

Men jeg savner trafikkulturen i USA, hvor man er betydeligt mere hensynsfuld over for hinanden.

Kristian Mouritzen er sikkerhedspolitisk korrespondent på Berlingske

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.