Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Himlen hævner sig: Nu rammer hedebølgerne og kuglelynene

Ekstreme vejrfænomener ryster det europæiske kontinent. Vi skal vænne os til oversvømmelser, hedebølger og kuglelyn.

En beboer i byen Simbach am Inn forsøge­r at rydde op efter de seneste voldsomme oversvømmelser, der har givet temmeligt »uventede gæster« i for- og bag­haven, men lige nu ligner det lidt af et sisyfosarbejde, inden både boligen og byen atter ligner sig selv. Foto: Christof Stache/AFP
En beboer i byen Simbach am Inn forsøge­r at rydde op efter de seneste voldsomme oversvømmelser, der har givet temmeligt »uventede gæster« i for- og bag­haven, men lige nu ligner det lidt af et sisyfosarbejde, inden både boligen og byen atter ligner sig selv. Foto: Christof Stache/AFP

BERLIN: Først trak tordenskyerne ind over festivalpladsen. Derefter blev himlen flænset af en serie af blændende glimt efterfulgt af bølger af øredøvende tordenskrald. Som om selveste tordenguden Thor var i færd med at anvende himmeldugen som trommeskind.

Søndag måtte arrangørerne af den tyske metal­festival Rock am Ring i den lille by Mendig i nærheden af Frankfurt nødtvungent give efter for elementernes pres. På myndighedernes bud valgte de at aflyse den populære festival for fans af hård rock af hensyn til de 90.000 festivalgæsters sikkerhed. Inden da var mindst 71 festivalgængere blevet ramt af voldsomme lynnedslag. To af ofrene for lynnedslag måtte efterfølgende genoplives.

»Det mindede næsten om en faneflugt, da fansene banede sig vej over markerne og efterlod deres habengut,« siger festivalarrangøren Marek Lieberberg til den tyske regionalavis Trie­rischer Volksfreund. Allerede under sidste års festival førte to lynnedslag til, at mindst 33 festivalgængere måtte indlægges til observation. Ekstremt vejr af nærmest bibelske dimensioner ser ud til at blive stadigt mere almindeligt i Europa.

Lyn over Europa

Lynnedslag og oversvømmelser har allerede sat sit markante præg på den centraleuropæiske sommer. Forleden blev en bjergbestiger dræbt af et lyn i Polen, mens tre personer blev alvorligt såret under en ungdomsfodboldkamp i byen Hoppstädten i Sydtyskland. Kampens 45-årige dommer blev ramt direkte af lynet og måtte genoplives, før han blev bragt til et nærliggende hospital med helikopter.

I den parisiske Parc Monceau blev deltagerne i en børnefødselsdag sidst i maj ramt af lynet efter at have søgt tilflugt under et træ. 11 personer, herunder otte børn i niårsalderen, blev såret. Kun en snarrådig brandmand, der tilfældigvis befandt sig i nærheden og var på pletten med hjertemassage og førstehjælp, forhindrede dødstallet i at stige yderligere.

»De blev ramt af lynet, mens de var i færd med at søge ly i nærheden af et træ,« udtaler Eric Moulin, talsmand for det franske brandvæsen, ifølge den britiske avis Guardian.

I Belgien blev tre personer søndag dræbt, da et passagertog med 90 kilometer i timen stødte sammen med et stillestående godstog i nærheden af Liege. Ifølge det belgiske togselskab Infrabel skyldes ulykken sandsynligvis, at lynet forinden slog ned i banesystemet og forårsagede tekniske fejl. Ni personer blev indlagt med alvorlige skader efter sammenstødet, mens i alt 27 personer blev behandlet på stedet.

Nødhjælpsarbejdere og klimatologer advarer om, at lynet i bogstaveligste forstand kan slå ned når og hvor som helst.

»Generelt ser vi en øget global risiko for en række typer af ekstremt vejrlig, herunder ekstreme episoder med regnskyl, der kan forårsage oversvømmelser«, siger Maarten van Aalst, der leder Røde Kors’ klimacenter, til Deutsche Welle.

»Vi kan konstatere en øget risiko for et stigende antal mennesker og værdier i områder, som let kan oversvømmes. Derudover er folk ofte ikke bevidst nok om de forandrede risici. Det er vigtigt, at vi er forberedt på oversvømmelser, hvilket blandt andet omfatter, at vi tænker over den rette infrastruktur.«

Ramt under pølsekogning

Sikkerheden var ikke ligefrem i top, da den engelske soldat Eric Brocklebank i 2009 mirakuløst overlevede et lynnedslag. Brocklebank var under en udendørs øvelse i færd med at koge pølser til en gruppe kadetter. Han havde netop løftet en grilltang af metal fra gryden med pølser, da himlen hævnede sig.

»Lynet slog ned i højre side af min krop, tværs over hoften og gik ned igennem begge mine ben. Det blæste tre huller i min højre fod og to huller i min venstre fod,« forklarer Brocklebank til BBC.

Tidligere blev lynnedslag set som en særlig risiko for dumdristige vovehalse eller nødstedte enkeltpersoner, der under tordenvejr opholder sig på risikofyldte, ofte højt beliggende steder. I dag ved vi, at der findes tre former for lynnedslag, der er lige utilregnelige og bedst undgås ved at opholde sig inden døre.

Mest dødbringende er det direkte lynnedslag, hvor elektrisk aktivitet i atmosfærens nederste lag rammer offeret direkte. Når det gælder sidelyn, springer lynet videre efter at have ramt et objekt på jorden og fortsætter side­læns. Som det sidste kan et lyn via nedslag i jorden ledes videre til omkringstående personer. I alle tilfælde vil et lynnedslag potentielt kunne grille offerets indre organer og i de fleste tilfælde føre til døden.

Klimaforandringer

Uvejr i det omfang, der i den seneste tid har hærget himlen over Europa, er heldigvis fortsat en sjælden foreteelse, men klimatologer og meteorologer vurderer, at hyppigheden af voldsomme lynnedslag med menneskelige omkostninger vil stige som følge af den globale opvarmning.

Stormvejret, der blandt andet har ført til masseoversvømmelser i Bayern og Østrig, skyldes ifølge meteorologerne en særlig kombination af kølig luft i det øverste lag af atmosfæren, der er stødt sammen med ophobningen af ekstraordinært varme og fugtige luftmasser over det nordvestlige Europa.

Både i det østlige og sydlige Tyskland såvel som i dele af Polen og Tjekkiet tog stormene til i styrke i takt med opvarmningen af luften i de nedre atmosfæriske lag. Sammenstødet mellem kolde og varme luftmasser udløste derefter en intens dosis nedbør i form af regn og hagl såvel som en veritabel kæderække af voldsomme lynnedslag, forklarer meteorologen Clive Micks-Hills til BBC og peger på øget sandsynlighed for ekstreme vejrfænomener som en konsekvens af den globale opvarmning.

Sammenhængen mellem det stadig mere ekstreme vejr i Europa og den globale opvarmning er dog ikke videnskabeligt fastslået, forklarer Maarten van Aalst fra Røde Kors.

»Klimaforandringer medfører en generel ændring af klimaet, inklusive de ekstreme udslag i vejret. Når klimaet forandres generelt, ændrer det også på sandsynligheden for visse hændelser. Vi kan med andre ord ikke sige »denne begivenhed blev forårsaget af klima­forandringer«. I stedet kan vi sige, at »sandsynligheden for, at et givent vejrfænomen vil forekomme, nu er dobbelt så stor som tidligere.«

Af samme grund anbefaler Marten van Aalst, at de europæiske myndigheder indstiller sig på det forandrede klima: »En vigtig del af at være forberedt er at forestille og forberede sig på det værst tænkelige scenario. Det inkluderer helt basale ting – der som regel fungerer i Europa – nemlig diger, infrastruktur og konstruktion af huse.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.