Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Dokumentation

Her er talen, som hele verden snakker om

Senator Jeff Flake har været i håndgemæng med præsident Trump i månedsvis, indtil republikaneren fra Arizona tirsdag i Senatet bekendtgjorde, at han ikke agter at stille op til en ny embedsperiode. Talen er siden gået verden rundt. Læs den i fuld længde her.

Hr. præsident, jeg tager ordet i dag for at rejse et spørgsmål, som længe har ligget mig på sinde, på et tidspunkt hvor vores demokrati synes mere defineret af vores uoverensstemmelser og vores manglende gennemslagskraft end af vores værdier og vores principper. Lad mig indlede med at understrege den ret så indlysende kendsgerning, at disse kontorer ikke er tiltænkt os i al evighed. Vi er her ikke alene for at få tiden til at gå. En vedholdende embedsperiode er helt givet ikke meningen med at søge valg. Og der er tider, hvor vi må risikere vores karriere til fordel for vores principper.

Sådan en tid befinder vi os nu i.

Det skal også bemærkes, at jeg i dag tager ordet med en vis fortrydelse. Fortrydelse på grund af vores manglende fællesskab, fortrydelse på grund af forfaldet og den manglende konstruktivitet i vores politik, uanstændigheden i vores diskurs, vores ledelses grovhed, fortrydelse på grund af kompromiserne i vores moralske habitus og for vores – vor alles – medskyld i denne oprørende og farlige tilstand. Det er på tide, at vores medvirken og accept af det uacceptable får en ende.

I dette århundrede har en ny vending gjort sin entré i sproget, når vi vil beskrive en resignation over for en ny og uønsket tilstand. Den vending er »det nye normale.« Men vi bør aldrig tilpasse os den nuværende grovhed i den nationale dialog – hvor tonearten angives i toppen.

Vi må aldrig anse den regelmæssige og henkastede underminering af vores demokratiske normer og idéer som »normalt.« Vi må aldrig spagfærdigt acceptere den daglige splittelse af vores land – de personlige angreb, truslerne mod principperne, frihederne og instutionerne, den rystende mangel på respekt for sandheden og anstændigheden, de tøjlesløse provokationer, som oftest skyldes de mindste og mest personlige årsager – årsager, som ikke har noget som helst at gøre med hensynet til det folk, vi alle er blevet valgt til at tjene.

Ingen af disse forfærdende forhold i vores nuværende politiske klima bør nogensinde blive anset for normale. Vi må ikke tillade os selv at forfalde til en tro på, at dette er nu engang bare den måde, tingene er på nu til dags. Hvis vi bliver immune over for denne tilstand og tror, at dette bare er politik, så er vi for alvor ude på dybt vand. Vi må uden frygt for konsekvenserne og uden hensyntagen til reglerne for, hvad der er politisk sikkert og spiseligt, holde op med at foregive, at nedbrydningen af vores politiske kultur og visse lederes optræden er normale. De er ikke normale.

Hensynsløs, oprørende og uværdig optræden er blevet undskyldt og tolereret som blev sagerne blot »fortalt lige ud af posen.« Men det er stadigt hensynsløst, oprørende og uværdigt.

Og når en sådan opførsel kommer fra toppen af vores regering er det tilmed mere end blot det: det er også farligt for demokratiet. En sådan opførsel vidner ikke om styrke, for vores styrke har sin rod i vores værdier. Den vidner i stedet om et åndeligt fordærv, om svaghed.

Det siges ofte, at børnene ser med. Og det gør de også. Men hvad skal vi så gøre ved det? Når den næste generation spørger os, ’Hvorfor gjorde du ikke noget? Hvorfor sagde du ikke fra?’ hvad skal vi da sige?

Hr. præsident, jeg har i dag taget ordet for at sige: nok er nok. Vi må beslutte os for at sikre, at det anormale aldrig bliver normalt. Med respekt og ydmyghed vil jeg sige, at vi for længe nok har narret os selv til at tro, at vendepunktet i regeringsarbejdet lå lige om hjørnet, og en tilbagevenden til anstændighed og stabilitet så ville følge efter. Vi ved bedre end som så. På nuværende tidspunkt ved vi alle bedre end som så.

Jeg står her i dag for at sige,  at vi bedre kunne tjene vores land og opfylde vores forpligtelser, som beskrevet i forfatningen, ved at rette ind efter den gamle »normalitet« – altså præsident Madisons doktrin om adskillelse af magterne. Denne geniale grundsætning, der bekræfter Madisons status som en sand visionær, og som han argumenterede for i det 51. af sine »Federalist Papers.« Her slog han fast, at de forskellige grene af regeringen og administrationen ville udbalancere og modvirke hinanden, hvis det skulle vise sig nødvendigt. ”Ambition modvirker ambition,” skrev han.

Men hvad sker der, hvis ambitionen undlader at modvirke ambitionen? Hvad sker der, hvis stabiliteten undlader at træde til over for kaos og mangel på stabilitet? Hvis anstændigheden aldrig kalder uanstændigheden ved navn? Hvis skoen var på den anden fod, ville vi republikanere så ydmygt affinde os med en sådan opførsel fra fremtrædende demokrater? Naturligvis ikke, og det ville også være forkert af os, hvis vi gjorde.

Når vi forbliver tavse og undlader at handle trods bevidstheden om, at tavsheden og passiviteten er forkerte – hvad enten det sker som følge af politiske overvejelser, fordi vi kan risikere at skabe os fjender, fordi vi måske kunne genere vælgerbasen og måske anspore til en udfordring ved næste primærvalg, fordi det ene eller det andet… hvis vi bøjer af for disse overvejelser på trods af, hvad der burde være de overordnede overvejelser og moralske påbud i forsvaret af vores institutioner og vores frihed, så kaster vi vrag på vores principper og svigter vores forpligtelser. Og disse er langt vigtigere end politik.

Jeg er ganske vist klar over, at mere politisk snu mennesker end jeg vil advare mod den slags tale. Jeg er klar over, at en del af mit eget parti tror, at alt andet end komplet og ubetinget loyalitet over for en præsident fra det samme parti er uacceptabelt og suspekt.

Hvis jeg har været kritisk, er det ikke fordi, jeg nyder at kritisere USAs præsident og hans opførsel. Hvis jeg har været kritisk, er det fordi jeg tror, det er min pligt at være det, min pligt og mit ansvar. Forestillingen om, at man burde forblive tavs, mens de normer og værdier, som sikrer Amerikas styrke, rutinemæssigt undermineres, og alliancer og aftaler, som sikrer stabilitet i hele verden rutinemæssigt trues af den tankevirksomhed, der nu kan rummes i 140 tegn – en forestilling om, at man ikke bør foretage sig noget stillet over for en så uforudsigelig optræden er ahistorisk og, tror jeg, grundlæggende fejlagtig.

En republikansk præsident ved navn Roosevelt sagde følgende om præsidentens og borgerens forhold til embedet:

»Præsidenten er blot den vigtigste af en lang række tjenere for offentligheden. Han bør støttes og imødegås i præcis det omfang, han er berettiget af sin gode eller dårlige opførsel og hans effektivitet eller ineffektivitet i at yde en loyal, kompetent og uegennyttig indsats for nationen som helhed. Derfor et der absolut nødvendigt, at der bør være fuld frihed til at fortælle sandheden om hans handlinger, og det betyder, at det er præcis lige så nødvendigt at bebrejde ham, når han handler forkert, som det er at rose ham, når han handler ret. Enhver anden indstilling er både nederdrægtigt og ydmygende for en amerikaner.«

Og præsident Roosevelt fortsatte: »At bekendtgøre, at der ikke kan forekomme kritik af præsidenten, eller at vi alle står bag præsidenten, uanset om han har ret eller ej, er ikke alene upatriotisk og ydmygende, men moralsk forræderi mod det amerikanske folk.«

Vi udtrykker vores moralske habitus, idet vi handler ud fra samvittigheden og principperne, og følgelig bør en trofasthed over for samvittighed og principper går forud for en hvilket som helst loyalitet over for et menneske eller et parti. Vi kan alle blive tilgivet for at svigte i dette stykke fra tid til anden, og jeg skriver gerne mig selv øverst på listen over dem, der har svigtet her. Jeg er ikke bedre end nogen anden. Men for ofte undlader vi at rette ind efter principperne og vælger i stedet at tilgive og undskylde, så vi kan imødekomme dem og fortsætte ad den gale vej – indtil imødekommelsen i sig selv bliver vores princip.

På den måde kan vi over tid retfærdiggøre næsten enhver form for opførsel og ofre næsten ethvert princip. Jeg er bange for, at det er her, vi befinder os i øjeblikket.

Der er måske ikke noget mere ødelæggende for et pluralistisk samfund end når en leder med rette sætter fingeren på de ømme punkter og usikkerheden i vores land, men i stedet for at tage opgaven på sig så vælger at udse sig nogen at give skylden. Lederskab ved, at det bedste sted at begynde med skylden som oftest er i den nærmeste omkreds. Lederskab ved hvor sorteper ender. Ydmyghed hjælper, karakter er en fordel. Lederskab opfordrer ikke bevidst til at fodre den indre svinehund i os.

Lederskab næres af den amerikanske trossætning: E Pluribus Unum. Af flere dele opstår et hele. Amerikansk lederskab ser ud i verden, og som Lincoln ser det den menneskelige familie. Menneskelighed er ikke et nulsumsspil. I de tider, hvor vi var mest fremgangsrige, var vi også mest principfaste. Og når det går os godt, går det også resten af verden godt.

Disse trossætninger fra det civile liv har ligget centralt i den amerikanske identitet lige så længe, vi har været i live. De er os medfødt, og de er en forpligtelse for os. Vi må værne nidkært om dem og give dem videre, så længe tiden går. At forråde dem eller at være useriøs i forsvaret af dem er et forræderi af de fundamentale forpligtelser i amerikanske lederskab. Og at opføre sig, som om de ikke betyder noget, er simpelthen ikke vores måde at handle på.

Nu er der imidlertid blevet stillet spørgsmål ved effektiviteten af det amerikanske lederskab rundt om i verden. Da USA trådte ud af Anden Verdenskrig, bidrog vi med halvdelen af verdens økonomiske aktivitet. Det ville have været let at sikre vores dominans og holde lande, der var blevet besejret eller alvorligt svækket som følge af krigen, på plads. Det gjorde vi imidlertid ikke. Det ville også have været let at vende blikket indad. Disse impulser modstod vi også. I stedet finansierede vi rekonstruktionen af sammenstyrtede lande og skabte internationale organisationer og institutioner, som har bidraget til sikkerhed og velstand verden rundt i mere end 70 år.

Nu ser det imidlertid ud til, at vi, arkitekterne bag denne visionære verden grundlagt på regler, som har bragt så megen frihed og velstand, selv er de mest ivrige efter at forlade den.

Konsekvenserne af et sådant skridt er dybtgående. Og en sådan radikal afvigelse fra den amerikanske indstilling til verden vil alene gavne de ideologiske modstandere af vores værdier. Despoti elsker et vakuum. Og vores allierede giver sig til at se i andre retninger for lederskab. Hvorfor gør de det? Intet af dette er normalt. Og hvad har vi som senatorer i Amerikas Forenede Stater at sige til det?

De principper, der ligger til grund for vores politik, værdierne i vores fundament, er for afgørende for vores identitet og vores overlevelse til at blive kompromitteret af den politiske dagsorden. For politik kan bringe os til tavshed, når vi burde tale, og tavsheden ligner et langt stykke af vejen meddelagtighed.

Jeg har børn og børnebørn at stå til ansvar for, så derfor, hr. præsident, vil jeg ikke være meddelagtig.

Jeg har besluttet, at jeg bedre vil være i stand til at repræsentere Arizonas befolkning og bedre tjene mit land og min samvittighed ved at gøre mig fri af politiske overvejelser, der optager alt for meget båndvidde og tvinger mig til alt for ofte at gå på kompromis med principperne.

Derfor bekendtgør jeg i dag, at min tid i Senatet vil slutte med udgangen af denne valgperiode i begyndelsen af januar 2019.

Det står i denne tid klart, at en traditionel konservativ, der tror på en begrænset statsmagt og et frit marked, der er tilhænger af frihandel og for immigration har en stadig smallere sti at følge til en nominering i det republikanske parti – det parti, der så længe har defineret sig selv ved sin tro på netop disse ting. Det står også klart for mig, at vi i øjeblikket har opgivet disse kerneprincipper til fordel for den mere instinktive tilfredsstillese ved vrede og nag. Og oprigtigt talt er den vrede og det nag, folk føler over for det balstyrige rod, vi har skabt, ganske retfærdig. Men vrede og nag er ikke en filosofi at regere ud fra.

Der er unægtelig en vist potentiale i at appellere til populismen – men ved at misrepræsentere vores problemer og give efter for trangen til at udse os syndebukke og ofre truer med at gøre os til et frygtsomt, tilbageskuende folk. Når det gælder det republikanske parti, truer disse ting også med at gøre os til et frygtsomt, tilbageskuende mindretalsparti.

Vi blev ikke et mægtigt land ved at fejre eller ligefrem ophøje vores værste impulser, vende os mod os selv, hengive os til netop de forhold, der skiller os, og kalde forkerte ting sande og sande ting forkerte. Og vi blev ikke et fyrtårn for friheden i de mørkeste hjørner af verden ved at forsømme vores institutioner og undlade at værdsætte, hvor dyrtkøbte og sårbare de er.

Denne forblændelse vil med tiden fortage sig. Det tror jeg fuldt og fast på. Vi vil igen vende tilbage til os selv, og nu før nu bedre, synes jeg. For en forudsætning for en sund regering er sunde og velfungerende partier. Vi skal igen respektere hinanden i en atmosfære af fælles kendsgerninger og værdier, høflighed og oprigtighed. Vi må argumentere energisk for vores synspunkter, men aldrig vige tilbage for kompromisser. Vi må tiltro vores medmennesker det bedste og altid søge den positive vinkel. Og indtil den dag oprinder, må vi aldrig være bange for at tage ordet og tale, som om landets vel afhang af det. For det gør det.

Jeg har tænkt mig at bruge de tilbageværende fjorten måneder af min embedsperiode på at gøre netop det.

Hr. præsident, kirkegårdene er fulde af uundværlige mænd og kvinder – men ingen af os her er uundværlige. Det gælder også historiens store skikkelser, der arbejdede ved disse borde i dette lokale for at skabe det land, vi har arvet. Hvad der er uundværligt er derimod de værdier, de indviede i Philadelphia og her på stedet – værdier, som har varet ved og vil vare ved så længe, mænd og kvinder ønsker at forblive frie. Hvad der er uundværligt er det, vi her foretager os i forsvaret af disse værdier. En politisk karriere betyder ikke så meget, hvis vi gør os medskyldige i at underminere disse værdier.

Jeg vil gerne takke mine kolleger for at have lyttet til mig i dag, og jeg vil slutte med at låne nogle ord fra præsident Lincoln, som vidste mere om at udsone fjendskab og bevare vores grundlæggende værdier end nogen anden amerikaner. Hans ord fra den første indsættelsestale var en bøn i hans tid, og de er det ikke mindre i vores:

»Vi er ikke fjender, men venner. Vi skal ikke være fjender. Selv om forholdet måske har lidt overlast, må det ikke få lov at bryde vores gensidige hengivenhed. Erindringens mystiske akkorder vil igen tone frem, når de anslås, og det vil de blive. Af vores naturs oprigtige engle.«

Tak for ordet, hr. præsident

Oversættelse: Lars Rosenkvist

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.