Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Her er et russisk ord, som Trump bør lære: »kompromat«

Pinagtige afsløringer og pinlige sexvideoer har vist sig som et brutalt, effektivt våben mod Kremls hjemlige modstandere. Spørgsmålet er, om det virker mod Trump.

Det skulle blandt andet være under Donald Trumps besøg ved Miss Universe-konkurrencen i Moskva i 2013, at den russiske efterretnings­tjeneste angiveligt skulle have sikret sig kompromitterende videooptagelser af den kommende præsidents seksuelle eskapader på et hotel. Foto: Stoyan Vassev/Reuters
Det skulle blandt andet være under Donald Trumps besøg ved Miss Universe-konkurrencen i Moskva i 2013, at den russiske efterretnings­tjeneste angiveligt skulle have sikret sig kompromitterende videooptagelser af den kommende præsidents seksuelle eskapader på et hotel. Foto: Stoyan Vassev/Reuters

Hvis det seneste amerikanske valg ligner en beskidt affære, er det for intet at regne mod de seneste valgkampe i Rusland.

Her har skjulte mikrofoner og grynede videooptagelser fra dunkle hotelværelser i årtier haft plads i det politiske arsenal.

Forud for det seneste valg i efteråret svælgede de russiske TV-kanaler eksempelvis i videoklip, der viste oppositionslederen Mikhail Kasjanov i lag med en elskerinde.

Og kort før valgdagen spredte ukendte hackere private nøgenbilleder af Putin-modstanderen Maria Baronova, der også stillede op til parlamentsvalget.

Nu er spørgsmålet, om det er den kommende amerikanske præsident Donald Trumps tur til at være nervøs.

Ifølge lækkede rapporter udarbejdet af en tidligere efterretningsagent for et amerikansk sikkerhedsfirma, så har den russiske efterretningstjeneste nemlig længe indsamlet belastende oplysninger, der i yderste konsekvens kan bruges til afpresning af Trump.

Det skulle blandt andet være sket under hans besøg i Moskva til en Miss Universe-skønhedskonkurrence i 2013, hvorfra angivelige videooptagelser af seksuelle eskapader på et hotel skulle stamme.

Men i både Rusland og USA er beskyld­ningerne om beskyldningerne for længst blevet det politiske fokus for Trumps støtter. Trump-lejren kalder sagen en politisk heksejagt og peger på stribevis af tilsyneladende fejl i rapporterne.

Den linje bakkes op af Vladimir Putins regerende parti i Rusland. Anklagerne er del af de vestlige mediers »informationskrig« mod Trump, skriver partiets udenrigsveteran Aleksej Pusjkov på Twitter.

Samtidig lægger russiske kommentatorer dog ikke et sekund skjul på deres skadefryd. Enhver mistanke om Moskvas besiddelse af kompromitterende materiale – på russisk kaldet »kompromat« – er i sig selv et værdifuldt politisk aktiv for Kreml, understreger den russiske USA-kommentator Boris Mesjujev.

I omgangen med kompromat er det således truslen om offentliggørelse af et materiale, som ingen kender – nærmere end offentliggørelsen selv – der udgør den potentielt mest effektive brod.

»Det er en selvforskyldt miskreditering af hele USA. Den sidste tro på Amerika forsvinder,« siger Mesjujev til avisen Vsgljad.

Det beviste Moskvas efterretningstjenester allerede i sovjettiden, da skjulte aflytninger og optagelser – herunder af de såkaldte sexfælder – blev brugt til at få skovlen under genstridige diplomater og journalister.

Grynede sexoptagelser

I 1957 lurede KGB med skjult kamera, da den amerikanske journalist Joseph Alop under en rejse til Moskva endte i seng med en anden mand. Optagelserne blev aldrig offentliggjort, men alene truslen fik Alop til at forlade landet.

Efter Sovjets sammenbrud er våbnet også blevet rettet mod hjemlige politiske rivaler. I 1999 måtte den populære chef for Ruslands anklagemyndighed, Jurij Skuratov, træde tilbage midt under en efterforskning af korruption i Kreml, da grynede optagelser af sex med prostituerede på et hotelværelse blev vist på landsdækkende russisk TV. Vladimir Putin, dengang leder af sikkerhedstjenesten FSB, bekræftede personligt, at manden på videoen var Skuratov.

I 2010 faldt politikere fra den Putin-kritiske opposition så på stribe i samme fælde. En kvinde, der kaldte sig Katja, lokkede mindst syv oppositionsfolk med først sex og siden narko i en lejlighed, der senere viste sig at være videoovervåget på alle leder og kanter.

Endnu engang kunne den Kreml-tro TV-kanal NTV vise billeder af Putin-kritikere, der blev taget med bukserne nede.

I april sidste år blev partilederen Mikhail Kasjanov det seneste offer for samme modus operandi. NTV hængte familiefaderen Kasjanov ud med en række videooptagelser af ham og en elskerinde. Det var en advarsel til alle fra oppositionen om, at den magtfulde tjeneste så alt og vidste alt, fortalte han senere i et interview.

»Jeg var klar over, at jeg ville komme under pres, men jeg forudså ikke, at de ville dirke min lås op og sætte kameraer op,« sagde han til Moscow Times.

Derfor er det også fuldt ud muligt, at det russiske sikkerhedsapparat er i besiddelse af videoptagelser fra det elitehotel, Ritz-Carlton i Moskva, hvor Trump boede i 2013. Det er til gengæld mindre sandsynligt – som rapporten også hævder – at overvågningen af en kandidat, som de færreste også i Rusland troede kunne vinde, blev koordineret af folk som Vladimir Putins talsmand og oliebaronen Igor Setjin. Det vurderer Mark Galeotti, amerikansk seniorforsker ved Institut for Internationale Relationer i Prag, i en analyse.

Men under alle omstændigheder kan strategerne i Kreml kun være ovenud tilfredse med deres rolle i den sprængfarlige sag, »der får Amerika til at vende sig mod sig selv«, skriver Galeotti.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.