Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hemmelig aftale gav frit lejde til Islamisk Stat

For at spare menneskeliv blev godt 250 jihadister fra Islamisk Stat og 3.500 af deres pårørende eskorteret ud af ruinerne af Raqqa. Med accept fra den amerikansk-ledede koalition, skriver BBC.

Soldater i SDF (The Syrian Democratic Forces) – en alliance af kurdiske og arabiske styrker - efter sejren over Islamisk Stat i byen Raqqa i sidste måned REUTERS/Erik De Castro
Soldater i SDF (The Syrian Democratic Forces) – en alliance af kurdiske og arabiske styrker - efter sejren over Islamisk Stat i byen Raqqa i sidste måned REUTERS/Erik De Castro

Sejrsrusen var ikke til at tage fejl af, da de lokale kurdiske styrker og den amerikansk-ledede koalition i sidste måned kunne erklære sejr i Islamisk Stats højborg, byen Raqqa, i det nordlige Syrien.

Det, de kurdiske krigere og koalitionen ikke skiltede med, var, at de hjalp omkring 250 IS-terrorister, heraf nogle af de mest berygtede, med at slippe ud af ruinerne til et liv på fri fod.

Sammen med omkring 3.500 af deres pårørende blev IS-krigerne kørt ud af Raqqa i 13 turistbusser, næsten 50 lastbiler og de køretøjer, som Islamisk Stat selv havde tilbage efter kampene. Med sig havde de tonsvis af våben og ammunition - inklusive selvmordsbælter.

»Konvojen inkluderede nogle af IS’s mest berygtede medlemmer og - trods forsikringer om det modsatte - dusinvis af udenlandske krigere. Nogle af disse er forskellige steder i Syrien og har sågar haft held med nå så langt som til Tyrkiet,« skriver BBC World.

Interview med chauffører

Aftalen med Islamisk Stat og alle de lokale chauffører, der skulle bruges til evakueringen, blev indgået af lokale magthavere, og målet var at spare SDF (The Syrian Democratic Forces) - en alliance af kurdiske og arabiske styrker, der har bekriget Islamisk Stat - for yderligere tab efter fire måneders hårde kampe om Raqqas fremtid.

Da aftalen blev indgået, ville hverken SDF eller den amerikansk-ledede koalition indrømme, at de havde lod og del i den.

Men ifølge BBCs research - der blandt andet omfatter interviews med flere af konvojens chauffører - var både SDF og koalitionen direkte involveret.

Det var folk fra SDF-styrken, der lovede chaufførerne tusindvis af dollar for at løse opgaven, men det blev indskærpet, at den skulle forblive en hemmelighed.

Det var den kurdisk-ledede SDF-styrke, der sørgede for at få medierne ud af Raqqa, så der ikke var vidner.

Kilometerlang konvoj

SDF har hidtil fastholdt, at det kun var et par dusin IS-krigere - alle lokale - som fik mulighed for at slippe ud af Raqqa.

Men BBC er i besiddelse af hemmelige optagelser af konvojen, der ifølge en af chaufførerne var seks-syv kilometer lang.

Ti af lastbilerne var fyldt med IS’ våben og ammunition.

»Tilintetgørelse«

Tilbage i maj måned erklærede den amerikanske forsvarsminister, James Mattis, ellers, at kampen mod Islamisk Stat er en krig om »tilintetgørelse.«

»Vor intention er, at de udenlandske krigere ikke overlever kampen, så de kan vende tilbage til Nordafrika, til Europa, til Amerika, til Asien, til Afrika. Vi vil ikke tillade dem at gøre det,« fastslog forsvarsministeren på amerikansk tv.

Men nu indrømmer USA, at koalitionen spillede en rolle i den hemmelige aftale.

»Vi ville ikke have, at nogen slap væk,« siger kaptajn Ryan Dillon, talsmand for Operation Inherent Resolve, til BBC.

»Men det her er hjertet i vores operation - ”igennem, med og via” lokale ledere på jorden. Det indebærer, at syrerne - det er dem, der kæmper og dør - træffer beslutningerne om operationerne,« siger talsmanden.

Han siger, at der var en vestlig officer med i forhandlingerne om evakueringen, men vedkommende tog ikke »aktivt del« i dem.

Til gengæld - bekræfter koalitionen - så blev konvojens tre dage lange tur ind i IS-kontrolleret territorium overvåget fra luften af koalitionens fly.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.