Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Har du virkelig købt hus på Lesbos?

Berlingskes­ korre­spondenter skriver hver søndag i klummeform om deres mere eksotiske oplevelser og sære skikke fra fjerne egne. I dag fortæller Ole Damkjær om livet som husejer på den græske ø Lesbos.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

Seriøst? Har du virkelig købt hus på Lesbos?

Der er en blanding af undren og skepsis i omgangskredsen, når jeg fortæller, at jeg har erhvervet fast ejendom på den græske ø, som i det seneste års tid har skrevet sig ind i historiebøgerne som epicenteret for den igangværende flygtningekrise.

Men ja, jeg har købt et hus. Sammen med min kære hustru og tre andre familier med fast bopæl i København. Og nej, det lyder ikke umiddelbart som det mest oplagte sted at erhverve en feriebolig – alle flygtningene, for slet ikke at snakke om Grækenlands afgrundsdybe økonomiske krise taget i betragtning.

Men som det ofte viser sig, er virkeligheden ikke altid, som den tager sig ud på afstand, og indtil videre kan jeg og mine medinvestorer konstatere, at flygtningene hverken påvirker lysten til at tage til Lesbos eller selve opholdet på øen.

Heller ikke selv om flertallet af de knap 900.000 gummibåds-flygtninge, der sidste år tog turen fra Tyrkiet, gik i land på Lesbos. Og heller ikke selv om Lesbos alene siden årsskiftet har skullet håndtere tæt på 90.000 flygtninge og migranter fra Syrien, Afghanistan, Irak, Iran, Pakistan, Bangladesh samt flere afrikanske lande.

Da vi for et år siden, i påsken 2015, fandt huset i Plomari – den næststørste by på Lesbos – var det da heller ikke flygtningene, der satte dagordenen. De var kun så småt begyndt at komme i land på Lesbos – tilmed i den modsatte ende af øen end »vores hus«, og uden at omverdenen for alvor havde opdaget det.

Nej, der var derimod grækernes økonomiske nedtur, som på det tidspunkt gav os panderynker. Hvad nu, hvis husets værdi pludselig ikke længere skulle opgøres i euro, men i drachma – grækernes gamle møntfod?

På den anden siden kunne ingen, heller ikke banken og slet ikke otte potentielle huskøbere fra Danmark, overskue konsekvenserne af Grækenlands nedsmeltning, og personligt valgte jeg at tro på, at Grækenland ud fra en samlet betragtning er for vigtig til, at det øvrige EU vil lade landet sejle sin egen sø. Og det holder indtil videre stik – i det der efterhånden er tilbage af EU-sammenholdet.

Siden underskriften af slutsedlen er strømmen af flygtninge og migranter sandt at sige eksploderet, hvilket jeg selv har været vidne til i professionel sammenhæng på flere reportageture til Lesbos. Men køen af relaterede udfordringer har ikke fået øen til at eksplodere.

Tværtimod er øens godt 87.000 beboere blev indstillet til Nobels Fredspris for deres »empati og selvopofrelse« over for de mange uindbudte gæster, og der er ikke den panik og stemning af undtagelsestilstand, der opstod herhjemme, da nogle hundrede flygtninge/migranter sidste år i sensommeren marcherede mod nord ad den sønderjyske motorvej E45 og E47 på Lolland.

Det er der flere grunde til, fortalte Gavriil Haldezos, en ældre, særdeles velorienteret herre i sidste uge, da vi mødtes på tavernaen over en stærk græsk/tyrkisk kaffe. En af forklaringerne er, at indbyggerne på Lesbos engang selv var flygtninge – nemlig under tyrkernes – eller rettere Det Osmanniske Riges – besættelse.

Gavriil Haldezos bruger sit otium og dele af sin formue optjent som tidligere skibsredder på at mobilisere øboerne – især i den lille by Plomari, hvor vi har købt et hus. De lokale må selv tage over dér, hvor den økonomiske trængte stat og de ditto lokale myndigheder hænger i bremsen, og skulle jeg i den forbindelse pege på en særlig udfordring ved at erhverve fast ejendom i et brændpunkt, er det, at vi fortsat ikke har fået myndighedernes tilladelse til renoveringen. Kommunens folk har med rette meget andet at se til fortiden, og siden februar har en strejke sat ombygningen på standby.

For Gavriil Haldezos er målet ikke mindst at få turisterne tilbage til Lesbos.

De er nemlig en vigtig indtægtskilde på Lesbos, men flygtningekrisen har fået flere europæiske rejsebureauer, herunder et par danske, til at pille øen af programmet. Det ærgrer øboerne, og med fare for at blive beskyldt for at være forudindtaget som husejer på øen, så er det da også svært at se, hvordan flygtningene skulle kunne ødelægge en ferie på Lesbos. Med mindre man som turist vil være 110 procent sikker på ikke at møde en af dem.

Selv i det tilfælde er der en løsning: Langt de fleste flygtninge går i land på den nordlige del af øen, så hvis ouzoen ikke smager godt, hvis der passerer en drivvåd, forkommen flygtningefamilie på vej mod registreringscenteret, er der mange andre dejlige steder at feriere.

Og efter EUs omdiskuterede flygtningeaftale med Tyrkiet er de – flygtningene og migranterne – næsten blevet usynlige. Dels fordi antallet, der stævner ud fra den tyrkiske kyst, er faldet, dels fordi ordensmagtens busser så hurtigt som muligt fragter dem fra gummibådene ned til flygtningelejren i bjergene uden for den største by Mytilini. Herfra sejles de efter registrering til Athen eller andre steder på fastlandet spærres de inde, indtil de er registrerede og kan sejles til Athen.

Så kom endelig til Lesbos, lyder det fra øens restaurant- og hotelejere, hvoraf nogle ganske vist vinteren over har haft en bedre indtjening end normalt. Det skyldes de mange nødhjælpsfolk og ikke mindst frivillige, der er valfartet til øen for at hjælpe med flygtningearbejdet. Der er jo som bekendt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for nogen.

Omvendt er det også sådan, at alting en ende, og nu hvor EU med tyrkisk hjælp har sat en prop i flygtningehullet – eller i hvert fald forsøger at gøre det – er de frivillige begyndt at rejse hjem, og de humanitære organisationer skruer ned for blusset.

Det betyder nye udfordringer for Lesbos. For som Eva Jordung Nicolson, der indtil videre holder skansen og opretholder beredskabet på øen for Dansk Røde Kors, udtrykker det:

»Snart har Lesbos hverken flygtninge, frivillige eller turister.«

Til gengæld har øen mig og mine syv med-parcellister, og vi har vores hus.

Tegning: Calus Bigum
Tegning: Calus Bigum

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.