Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hånlige sange om holocaust og ’skævøjede kineser’ udløser anklager om nazisme i østrigsk højreparti

En hånlig sang om holocaust, Waffen-SS og ’skævøjede kinesere’ har skaffet ledende politiker fra Østrigs højrenationale regeringsparti en politisag på halsen. »Jeg troede ikke mine egne øjne«, siger Østrigs præsident.

Østrigs præsident Alexander van der Bellen opfordrer FPÖ-politikeren Udo Landbauer (på billedet) til at træde tilbage. Foto: DIETER NAGL
Østrigs præsident Alexander van der Bellen opfordrer FPÖ-politikeren Udo Landbauer (på billedet) til at træde tilbage. Foto: DIETER NAGL

En sangbog med nazistisk lyrik har udløst politisk storm i Østrig.

Nu beskylder Østrigs præsident Alexander Van Der Bellen det nyslåede regeringsparti FPÖ for at holde hånden over højtstående partimedlemmer med nazistiske sympatier.

»Jeg troede ikke mine egne øje, da jeg læste teksterne. At nogen ikke bare finde på at fremstille massemordet på den måde i en sang, men også håne det,« siger Østrigs præsident Alexander van der Bellen, der opfordrer FPÖ-politikeren Udo Landbauer til at træde tilbage.

I sidste uge offentliggjorde den østrigske avis Falter dele af en sangbog, der anvendes af den højrenationale studentersammenslutning Germania, der tæller FPÖ-politikeren Udo Landbauer blandt sine medlemmer.

»Så trådte jøden Ben Gurion (Israels første premierminister ,red.) frem i deres midte: ’Giv den gas, I gamle germanere, vi skal nok nå den syvende million’,« lyder det blandt andet i sangteksten, der spiller på de seks millioner jøder, der blev myrdet i tyske koncentrationslejre under anden verdenskrig.

»Så kom en skævøjet kineser og sagde: Vi er også indogermanere, og vi vil være med i Waffen-SS«, lyder en anden strofe i sangen.

»Absolut modbydeligt«
Politiet efterforsker nu både Udo Landbauer og mindst tre øvrige medlemmer af Germania. Både fornægtelse og retfærdiggørelse af holocaust er forbudt ved lov i Østrig. Under en razzia i studentersammenslutningens lokaler i Wien beslaglagde politiet i sidste uge flere eksemplarer af sangbogen.

Selv benægter FPÖ-politikeren Udo Landbauer, der i weekenden stillede op som spidskandidat til valget i delstaten Niederösterreich, at han kendte til teksten i studentersammenslutningens sangbog.

»Jeg har aldrig været den store sanger«, siger han til tv-stationen ORF.

Trods mediestormen omkring Landbauer kunne FPÖ med 14,5 pct. af stemmere notere sig en fremgang på næsten syv procentpoint ved søndagens valg i Niederösterreich.

Sagen om de nazistiske sangtekster har også været ubehagelig for den konservative kansler Sebastian Kurz, der tidligere er blevet kritiseret for manglende afstandtagen til højreekstremistiske elementer hos regeringspartneren i FPÖ. Kurz kalder sangteksterne for »absolut modbydelige« og kræver de ansvarlige stillet til regnskab.

I FPÖ betegner ledende skikkelser sagen som en politisk motiveret smædekampagne. »Det venstreorienterede ugeblad Falter forsøger aktuelt at digte en skandale frem omkring vores Udo Landbauer«, skrev FPÖ-chefen Heinz-Christian Strache på facebook.

I weekenden understregede  Strache østrigernes ansvar for at mindes ofrene for det nazistiske folkemord.

»Ansvaret for og ihukommelsen af ofrene for holocaust er vores pligt og ansvar både nu og i kommende generationer. Dem, der ser anderledes på den sag, skal rejse sig og gå. Sådanne personer er uønskede hos os,« sagde FPÖ-chefen.

Siden december sidste år har Østrig været regeret af en koalition mellem det konservative ÖVP og det nationalkonservative højreparti FPÖ.

Troels Heeger er Berlingskes korrespondent i Tyskland

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.