Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Gud med gevær: Satireblad udgiver specialudgave på årsdag for angreb

Satiremagasinet Charlie Hebdo udgiver en særudgave af bladet et år efter angrebet på det franske medie.

Forsiden
Forsiden

Det franske satiremagasin Charlie Hebdo kom på alles læber i begyndelsen af sidste år, da mediet blev udsat for et blodigt angreb på dets redaktion i Paris.

Onsdag udkommer en særudgave af bladet, og her vil en skægget mand, der repræsenterer Gud, pryde forsiden. Over skulderen har han et kalasjnikov-gevær, og under tegningen lyder teksten "Et år er gået: Morderen er stadig derude".

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

En million eksemplarer vil blive trykt af den historiske udgave. Titusindvis vil blive fragtet ud i verden, så udenlandske læsere også kan købe særnummeret.

Magasinets 32 sider vil blandt andet indeholde udvalgte tegninger af fem bladtegnere, der blev dræbt under angrebet 7. januar sidste år. Der kommer også nye tegninger fra de nuværende redaktionsmedlemmer samt støtteerklæringer, lyder det.

Charlie Hebdos kontor i Paris blev angrebet af to gerningsmænd, der dræbte 11 personer og sårede flere i redaktionslokalerne.

En uge senere blev der på verdensplan solgt 7,5 millioner eksemplarer af satiremagasinet.

Ifølge Charlie Hebdo har firmaet allerede modtaget store ordrer på den kommende særudgave - blandt andet 50.000 fra Tyskland.

I den seneste tid er magasinet blevet solgt i omkring 10.000 eksemplarer uden for Frankrig og 100.000 i franske bladkiosker. Derudover har Charlie Hebdo omkring 183.000 faste abonnenter.

7. januar blev de mange bladtegnere og ansatte dræbt på satiremagasinets redaktion i Paris af brødrene Said og Cherif Kouachi. Uden for bygningen dræbte de en politimand, der forsøgte at standse dem.

Dagen efter dræbte deres medskyldige Amedy Coulibaly en kvindelig betjent. Et døgn senere tog Coulibaly gidsler i et jødisk supermarked. Han dræbte fire af dem, inden han selv blev skudt af politiet.

De to brødre blev dræbt af politiet i Dammartin-en-Goele nordøst for Paris.

I alt dræbte de tre gerningsmænd 17 mennesker.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.