Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Græsk højesteret afgør tyrkiske officerers skæbne

Spændinger kan blive optrappet mellem Tyrkiet og Grækenland, hvis grækerne nægter udlevering af officerer.

Athen. Grækenlands højesteret afgør mandag, om der skal ske en udlevering af otte tyrkiske officerer. De er i deres hjemland mistænkt for at være involveret i et kupforsøg sidste år.

Officererne flygtede til Grækenland fire dage efter det fejlslagne kup 15. juli. De benægter, at de var involveret i kupforsøget.

- De frygter for deres liv, hvis de bliver udleveret, skriver den græske avis Kathimerini.

De otte tyrkiske officerer flygtede i helikopter til den græske by Alexandroupoli. De har siden været fængslet for at have krydset Grækenlands grænse ulovligt.

Tre forskellige dommerpaneler ved lavere retsinstanser i Grækenland har allerede klart afvist Tyrkiets begæring om udlevering.

Hvis også den græske højesteret afviser begæringen, kan det forværre det i forvejen anspændte forhold mellem Grækenland og Tyrkiet. Det vil ske på et tidspunkt, hvor nye Cypern-forhandlinger er ved at blive forberedt.

Tyrkiet og Grækenland er garanter for hver deres part i bestræbelserne på at få forenet den græsk-cypriotiske og den tyrkisk-cypriotiske del af øen.

Et af de vanskelige spørgsmål er, hvorvidt tyrkiske soldater skal forblive på den nordlige del af øen efter en genforening.

Menneskerettighedsgrupper siger, at retssagen i Grækenland er en test af, om EU-landet Grækenland står fast på grundlæggende principper og værdier.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, sagde i januar, at det var udelukket, at de 30.000 tyrkiske soldater på den tyrkisk-cypriotiske del af Cypern vil blive trukket hjem.

Omvendt lader den græsk-cypriotiske præsident, Nicos Anastasiades, forstå, at de tyrkiske soldater skal væk, hvis det skal ende med en genforening af de to cypriotiske enheder.

Cypern blev formelt medlem af EU i 2004. EU-reglerne er dog suspenderet for den tyrkiske del af øen.

De otte mænd ventes at blive stillet for en militær domstol, hvis de vender hjem. De siger, at de ikke vil få nogen retfærdig retssag i Tyrkiet, hvor myndighederne har anholdt tusinder efter kuppet.

/ritzau/NTB

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.