Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Nyhedsanalyse

Gode viljer i spillet om Irans atomprogram

Præsident Obamas kloge diplomati i forhandlingerne med Iran kan ende i en katastrofe.

USAs udenrigsminister, John Kerry (th.), tager en pause under forhandlingerne om Irans atomprogrammer i Lausanne i Schweiz. Foto: Brendan Smialowski
USAs udenrigsminister, John Kerry (th.), tager en pause under forhandlingerne om Irans atomprogrammer i Lausanne i Schweiz. Foto: Brendan Smialowski

WASHINGTON: Den 29. januar 2009 var lyset tændt til godt over midnat i det amerikanske udenrigsministerium. På fjerde sal sad en række udenrigspolitiske rådgivere og arbejdede på et udkast til et brev direkte til det iranske folk. For at overholde alle diplomatiske regler var det stilet til det iranske præstestyres overhoved, ayatollah Khomeinei. Obama var lige tiltrådt som præsident. Og brevet skulle være et svar til den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, som i et langt brev den 5. november 2008 havde lykønsket USAs nye præsident, Barack Obama, i vendinger, som vakte Obamas nysgerrighed.

For Obama ønskede at bryde isen til et af de længste fjendskaber, USA har haft med et land ud over Cuba.

Det iranske præstestyre blev lagt totalt på is, da shahen af Iran i 1979 flygtede ud af landet, og ayatollah Ruhollah Khomeini vendte tilbage fra sit eksil i Paris og åbnede for et religiøst styre, der smed amerikanerne på porten. »Den store Satan«, som USA siden har heddet i den iranske retorik, havde med Obama måske en chance for at bringe forholdet til Iran tilbage til det normale. Og det ville Obama få brug for, når han skulle til at trække sine styrker ud af Irak.

Der blev udformet mange udkast til brevet, som for alt i verden ikke måtte give iranerne indtryk af, at alt var glemt i løbet af kort tid. Blandt andet kæmpede man med formuleringer om, at Iran skulle indstille støtten til terroristiske organisationer og samtidig signalere, at USA var indstillet på at få forholdet normaliseret. Og siden har det bølget frem og tilbage med diplomatiske følere og afprøvning af hinandens sande intentioner. For så gammelt et fjendskab fjernes ikke fra den ene dag til den anden. Det sker over meget lang tid.

Utraditionelle veje

Meget kan man beskylde Obama for. Men ikke for ikke at turde betræde utraditionelle veje. Åbningen til Iran har uden tvivl været en af de mest problematiske. Og hvis forhandlingerne i Schweiz går galt, og det ikke lykkes at lande en atomaftale med præstestyret, så bliver situationen for Obama langt værre. Og nogle Mellemøsten-kendere argumenterer ovenikøbet for, at prisen for åbningen af forholdet til Iran har gjort situationen i området endnu mere sprængfarlig end nogensinde tidligere.

»I denne region – konfliktfyldt med vrede og dysfunktionalit – har præsidenten ikke megen succes. Man kan faktisk argumentere for, at hele regionen er grundlæggende værre, end den var i 2008,« siger en af Washingtons topforskere i Mellemøsten, Wilson Centers Aaron David Miller.

Noget af forværringen er en tilfældighed. Ingen kunne forudsige det arabiske forår, som på mange måder har forværret USAs forhold til en række gamle allierede i Mellemøsten. Egypten har været rasende på USA på grund af stormagtens vankelmodige holdning i begyndelsen af revolutionen, der tvang den gamle og nære allierede præsident, Hosni Mubarak, fra magten i Egypten.

USA får heller ikke megen ros i Saudi-Arabien for sin holdning til konflikten i Syrien, som har efterladt et kompliceret kludetæppe af gamle regimefolk, terrorgrupper, kurdere og andre etniske grupper i en blodig krig med hinanden. Og Tyrkiet og Israel er alt muligt andet end fornøjede og anser USA for at være en spiller, man helst vil undvære lige nu.

Arabere handler på egen hånd

For første gang ser man arabiske lande handle uafhængigt af USA.

Saudi-Arabien i forhold til Yemen, hvor shiamuslimske grupper forsøger at tvinge sig til magten, og hvor Saudi-Arabiens fly bomber dem i et forsøg på at opretholde et sunni-styre i området.

De Forende Arabiske Emirater bombede også terrorbaser i Libyen uden at konsultere USA, og Egypten selv er i gang med at forberede militære aktioner for at støtte Saudi-Arabien og andre Golf-lande i kampen ikke alene mod terrorgrupper, men også imod shiasmuslimske grupper støttet af Teheran.

Og hvis alt det her ikke er nok, så er forholdet til Israel det værste i 30 år, fordi den israelske regering vil gøre alt, hvad den kan for at forhindre iranerne i at komme ind i varmen med en atomaftale med USA og med de øvrige medlemmer af FNs Sikkerhedsråd.

Et risikabelt projekt

Alt det på grund af den åbning, der blev diskuteret i det amerikanske udenrigsministerium en kold januarnat 2009. Obama er en mand med god tid. For han sætter en række markante aftryk, som man i heldigste fald først kan se resultatet af længe efter, at han har forladt Det Hvide Hus – hvis ellers hans planer holder.

Den mangeårige diplomat Hillary Mann Leverett, som har skrevet bogen »Going to Teheran«, siger, at Obama handler klogt. For det drejer sig ikke om at opgive en allieret for en anden, men at skaffe mere balance i området. Hun mener, at det, Obama foretager sig lige nu med Iran, er at sammenligne med den tidligere præsident Richard Nixons Kina-politik. Store ord midt i en kaotisk verden, for Leverett argumenterer også for, at Obama slet ikke er gået langt nok, især ikke når han skal sælge sit projekt til den amerikanske offentlighed. »Nixon kunne sælge Kina til amerikanerne. Men Obama ligner en gang imellem mere præsident Jimmy Carter, der ikke kunne sælge de mest ambitiøse nedrustningsforhandlinger – de såkaldte SALT II – til nogen. Han har visionerne, men han er ikke i stand til at omsætte dem til en strategisk handlingsplan,« siger hun.

Om forhandlingerne i Schweiz lykkes, ved ingen. Men de handler om meget andet end en atomaftale. De handler om Obamas vision for fred i verden. Og det er – som forskerne siger – et risikabelt projekt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.