Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Globetrotter: Kaninæde-elskernes paradis

Hver søndag reflekterer Berlingskes­ korre­spondenter over det sted i verden, de har slået sig ned. I denne uge afslører Martin Tønner, at det dér med grøntsager faktisk slet ikke er så dumt endda – og da slet ikke de spanske.

Tegning: Claus Bigum
Tegning: Claus Bigum

Det er blevet et godt stykke hen på aftenen, før vi når frem og får os installeret på hotellet. Men da vi halvdøde af sult tumler ud i Tudelas gader på jagt efter et solidt måltid mad, er køkkenet på Restaurante Iruña heldigvis stadigvæk åbent. Og selv om spisesalen i et af den nordspanske bys pænere etablissementer er næsten tom, har tjeneren ikke travlt med at få lukket.

»Må jeg anbefale, at De prøver vores specialitet,« siger han i stedet med et smil og rækker os menukortet, veltilfreds ved udsigten til at kunne servere endnu en omgang »Menestra de verduras«.

Rettens for ikke-spanskkyndige givetvis eksotisk klingende navn dækker over en tallerken med årstidens stuvede grøntsager. Og man kan undre sig over, hvordan en så umiddelbart triviel anretning har opnået signaturstatus på et tydeligvis ambitiøst spisested. I hvert fald hvis man ikke ved bedre, hvilket vi heldigvis gør og slår til med det samme.

Friske grøntsager og tilberedelsen af dem hører nemlig til blandt livets vigtigste anliggender i den sydlige del af regionen Navarra, hvor Tudela er hovedstad. En af årets vigtigste kulturelle begivenheder i byen er kendt under det sigende navn »Dage til forherligelse og fest for grøntsagerne«. Og ikke mindst i forårsmånederne, hvor såvel udvalget som kvaliteten er i top, skal man være en ualmindeligt forbenet kødæder for ikke at lade sig begejstre.

Det er mikroklimaet og jordbunden samt den rigelige adgang til vand, der skaber ideelle forhold for grøntsagsavl her langs den midterste del af Ebro-flodens løb. Og selv om gartnerne i Navarra ikke kan dyrke samme enorme mængder som kollegerne længere sydpå i Murcia og Almería, regnes deres produkter for Spaniens fineste.

Det gælder ikke mindst de næsten umærkeligt spicy røde peberfrugter fra byen Lodosa, der syltes og sælges under betegnelsen pimientos de piquillo. Eller sjældne afgrøder som kardon og hjulkrone, der stort set ikke findes i frisk form andre steder i landet.

Lige nu handler det imidlertid om forårets fire esser, som los navarros kalder menestraens hovedingredienser: Artiskokker, asparges, ærter og – ikke mindst – guddommeligt delikate hestebønner.

Mens vi kører den forrygende ret ned akkompagneret af en glimrende og ligeledes lokal rødvin, kommer jeg til at tænke på, hvor meget danskernes forhold til grøntsager har forandret sig i løbet af de seneste årtier.

I hvert fald begrænsede repertoiret i min barndoms Vestjylland sig for de fleste til udkogte kartofler sølet til med opbagt sovs, de stegte løg på bøffen og til nød lidt grøn-ærter ved siden af karbonaden. Kammeraterne takkede næsten altid nej til at spise med hjemme hos os af frygt for at få serveret sølvbeder, broccoli, snitbønner eller andre eksotiske afgrøder, som min far havde dyrket i haven. Og selv han nærede en sund modvilje mod salater og andre former for råkost, der blev karakteriseret som »kaninæde«.

Meget bedre blev det ret beset ikke, da jeg senere via min søsters kødfornægtende periode stiftede bekendtskab med »den anden grøft«. 1980ernes danske vegetarmad var i de fleste tilfælde så proppet med puritanske dogmer og samtidig smagsforladt, at man straks fik lyst til at sætte tænderne i en ribbenssandwich. Hvilket alt sammen var så meget desto mere tåbeligt, fordi modsætningen reelt ikke eksisterer. Grøntsagsretter behøver på ingen måde at være vegetariske.

En spansk linsegryde er eksempelvis fyldt med chorizo, blodpølse og andet godt, og selv Karl Stegger ville øjeblikkeligt have slubret en ordentlig portion i sig, hvis han fik den serveret i en gammel, dansk film. De sprøde salatskud, cogollos, som Tudela også er landskendt for, serveres næsten altid i selskab med en forsonende kødfuld ansjos. Og også menestraen smages som regel til med en håndfuld fint hakket sortfodsskinke.

Der er med andre ord ikke rigtigt nogen undskyldninger tilbage. Hverken gode eller dårlige, og heller ikke i Danmark, hvor indflydelsen fra middelhavslandenes gastronomiske kultur ikke blot har forgrønnet spisevanerne, men også animeret mange til at gå på genopdagelse blandt gamle og glemte nordiske ingredienser.

Noget skylder vi dem trods alt; de elendige forgældede sydeuropæere. Heriblandt spanierne og, ikke mindst, de »grøntsags-forherligende« indbyggere i Tudela.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.