Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Genforeningskansleren har forladt os, og vi har mistet en af de mest succesfulde politikere - nogensinde

Han genforenede Tyskland og var med til at forme vor tids Europa. Med Helmut Kohls bortgang har Tyskland mistet en af sine største og mest succesfulde politikere nogensinde

Den tidligere tyske kansler Helmut Kohl er død. Han var en markant figur i tysk politik i 80'erne og 90'erne - særligt da Vest- og Østtyksland blev forenet i 1990, efter Berlinmurens fald, året før. Kohl var en stærk støtte af Nato og EU og gjorde meget for et alliere Tyskland med landets tidlige fjender i anden verdenskrig. Han blev 87 år gammel.
Den tidligere tyske kansler Helmut Kohl er død. Han var en markant figur i tysk politik i 80'erne og 90'erne - særligt da Vest- og Østtyksland blev forenet i 1990, efter Berlinmurens fald, året før. Kohl var en stærk støtte af Nato og EU og gjorde meget for et alliere Tyskland med landets tidlige fjender i anden verdenskrig. Han blev 87 år gammel.

BERLIN: Han genforenede ikke bare Tyskland. Han var også medvirkende til at optrævle jerntæppet og dermed bringe den kolde krig til sin afslutning og skabe fred i Europa.

Fredag morgen gik den tidligere forbundskansler Helmut Kohl bort efter længere tids sygdom i sit hjem i Ludwigshafen. Han blev 87 år.

Helmut Kohl er en af efterkrigstidens absolut største tyske statsmænd.

Hvis det ikke havde været for Helmut Kohl, kunne både Tyskland og Europa i dag have set radikalt anderledes ud. I det kaotiske efterspil til murens fald i november 1989, greb Kohl ufortøvet initiativet og lancerede uden at konsultere sine regeringspartnere en ti-punktsplan for den tyske genforening. Resten af hans politiske liv var derefter viet til det europæiske projekt.

Kohl satte genforeningen på skinner på et tidspunkt, hvor både vesttyske socialdemokrater, østtyske socialister og ikke mindst toneangivende europæiske lande som Storbritannien og Frankrig fortsat stillede spørgsmål til, om et genforenet Tyskland ville udgøre en trussel mod den europæiske fred. Ikke mindst Margaret Thatcher var yderst skeptisk.

Kohl insisterede trods utilfredshed i både øst og vest på genforeningens nødvendighed. I dag står det klart for langt de fleste tyskere, at Kohl så klarere end mange andre af forbundsrepublikkens politikere og intellektuelle.

Ganske vist blev Kohl senere hånet for sin profeti om den snarlige forvandling af den nedslidte østtyske økonomi. Kohl forudså med de berømte ord »blomstrende landskaber i øst«. Virkeligheden så anderledes ud, og der skulle årelange, massive vesttyske pengeoverførsler til det tidligere DDR for at rette op på det socialistiske eksperiment.

Det var også Helmut Kohl, der kort efter murens fald så et lys i den unge østtyske politiker Angela Merkel, som han gjorde til sin protege og omtalte som »sin pige«.

Fra 1982 til 1998 stod han i spidsen for forbundsrepublikkens Vesttyskland, og I 1990 - et år efter murens fald - for det genforende Tyskland..

Kohl blev vesttysk forbundskansler i 1982, da han med usvigelig sans for det politiske magtspil lykkedes med at overtale det liberale parti FDP til at droppe regeringssamarbejdet med socialdemokraten Helmut Schmidt og i stedet støtte CDU.

Dette arkivfoto fra 12. juli 1982 viser Forbundskansler Helmut Kohl i 1982 til en fest arrangeret af Det Europæiske Folkeparti, som var Kohls eget parti Kristendemokraternes søsterparti i EU-parlamentet. Kohl var en stærk fortaler for europæisk samarbejde, og arbejdede hårdt for forbrødelse imellem de europæiske lande, efter Anden Verdenskrig havde sat punktum for mange århundredes krig de europæiske nationer imellem.
Dette arkivfoto fra 12. juli 1982 viser Forbundskansler Helmut Kohl i 1982 til en fest arrangeret af Det Europæiske Folkeparti, som var Kohls eget parti Kristendemokraternes søsterparti i EU-parlamentet. Kohl var en stærk fortaler for europæisk samarbejde, og arbejdede hårdt for forbrødelse imellem de europæiske lande, efter Anden Verdenskrig havde sat punktum for mange århundredes krig de europæiske nationer imellem.

I årene frem til murens fald blev Kohl stadig mere upopulær, både i eget parti og ikke mindst i den tyske presse, der gjorde ham til genstand for ofte ganske grov satire. Efter genforeningen var han i en årrække urørlig og endte med at blive den hidtil længst siddende forbundskansler nogensinde.

Helmut Kohl blev født i 1930 i en konservativ-katolsk familie i den lille vesttyske delstat Rheinland-Pfalz. Dermed var han en del af den såkaldt ’flakhjælper-generation’ af teenagere der blev tvangsudskrevet af det nederlagstruede nazistiske styre til at kæmpe en forgæves kamp mod de invaderende allierede styrker. I 1944 blev den 14-årige Kohl indkaldt som brandmand. Selvom han som medlem af Hitler Jugend havde modtaget militær træning, undgik han dog med nød og næppe decideret militærtjeneste.

Verdenskrigene blev ikke overraskende afgørende for Kohls politiske virker. Få år inden genforeningen havde Kohl sendt et klart og utvetydigt signal til omverdenen om vesttyskernes vilje til forsoning med de europæiske nabolande, ikke mindst ’arvefjenden Frankrig’, da han hånd i hånd med den franske præsident Francois Mitterand i 1984 nedlagde en mindekrans ved soldatergraverne ved Verdun, hvor omtrent en halv million franskmænd og tyskere mistede livet i Første Verdenskrigs blodige skyttegravskrige.

Som kansler videreførte Kohl arven fra sin ideologiske ledestjerne, CDU-stamfaderen Konrad Adenauer, der som den første kansler i den efterkrigstidens forbundsrepublik knyttede Vesttyskland til NATO, til demokratiet og det vestlige værdifællesskab.

Kohl blev ramt af en personlig tragedie, da hans hustru og tidligere sekretær Hannelore i 2001 begik selvmord. Parret, der blev gift i 1960, fik to sønner. Kohl giftede sig igen i 2008.

Få år inden hustruens selvmord havde Kohl lidt sit største politiske nederlag, da han modvilligt måtte opgive titlen som æresformand for CDU efter den såkaldte partibidragsskandale’ i 1999.

Kohl havde i en undersøgelseskommission nægtet at oplyse navnene på en række anonyme bidragsydere til den konservative partikasse. Kohls protegé Angela Merkel lagde grundstenen til sin egen kurs mod magten, da hun i et indlæg i Frankfurter Allgemeine undsagde sin politiske læremesters optræden i partibidragsskandalen. Kohl glemte aldrig Merkels manøvre, som han betragtede som forræderisk, og de to kom aldrig siden godt ud af det med hinanden.

I dag er partibidragsaffæren stort set glemt. Det er genforeningskansleren, fredsmanden og europæeren Helmut Kohl, der vil gå over i historien.

Troels Heeger er Berlingskes korrespondent i Tyskland

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.