Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Fyret FBI-chef: Trump udsatte mig for pres og bagvaskelse

Den tidligere FBI-direktør, James Comey, portrætterede i torsdagens høring om »Russiagate« Trump som en upålidelig præsident, der pressede ham for at »droppe« efterforskning og udsatte ham for »bagvaskelse«. Comey indrømmede også, at han lækkede egne notater.

Den tidligere FBI-direktør James Comey aflægger ed forud for torsdagens kongreshøring. Foto: Brendan Smialowski/AFP
Den tidligere FBI-direktør James Comey aflægger ed forud for torsdagens kongreshøring. Foto: Brendan Smialowski/AFP

I en historisk kongreshøring torsdag portrætterede den fyrede FBI-direktør James Comey Donald Trump som en dybt upålidelig præsident, der lyver, skifter forklaringer i et væk og bruger løgnagtig »bagvaskelse« for at redde sig selv. Men det var langtfra det eneste spektakulære under høringen. For Comey indrømmede også, at han selv fik lækket et koncentrat af sine personlige noter til The New York Times i et forsøg på at få fremprovokeret en udnævnelse af en særlig undersøgelsesleder af »Russiagate«, som det amerikanske justitsministerium efterfølgende også udpegede til Trumps store vrede.

James Comey forklarede, at han med Donald Trump havde forberedt sig på det værste ved at skrive referater umiddelbart efter deres møder – noget som han aldrig gjorde efter møder med de to tidligere præsidenter, han har arbejdet under. Men på grund af Trumps »natur« følte han sig tvunget til det, da han frygtede, at præsidenten senere ville lyve om, hvad der var blevet sagt.

Han blev dog overrasket, da præsidenten under et møde på tomandshånd en uge efter sin indsættelse såede tvivl om, hvorvidt James Comey ville kunne fortsætte som chef for FBI. Særligt fordi Trump »gentagne« gange havde sagt, at han udførte sit arbejde »fantastisk«.

»Min sunde fornuft sagde mig, at han søgte efter at få noget til gengæld,« sagde Comey.

Efter Comey blev fyret for nylig, blev han også »forvirret« efter på fjernsyn at have set Donald Trump sige, at han fyrede ham på grund af FBIs kulegravning af russisk indblanding i det amerikanske valg og herunder et muligt ulovligt samarbejde mellem Trumps kampagnestab og russerne.

»De skiftende forklaringer forvirrede mig og bekymrede mig i stigende grad,« sagde Comey.

Han påpegede, at han var vred over, at Trump ødelagde hans og FBIs ry med »bagvaskelse« efter, at han havde fyret ham.

»Det var løgne, simpelthen,« sagde Comey og pegede på, at FBI står for præcis det modsatte af Trump.

»FBI er ærlig, FBI er stærk, og FBI er og vil altid være uafhængig.«

Netop pointen med at FBI er et uafhængigt undersøgelsesorgan, fandt James Comey også nødvendigt at slå fast i en syv sider lang erklæring, som han i går fik offentliggjort op til høringen. I erklæringen beskrev han, hvordan Trump under et møde på tomandshånd i Det Hvide Hus 27. januar på bekymrende vis havde afkrævet ham loyalitet.

»Jeg har brug for loyalitet, jeg forventer loyalitet,« sagde Trump ifølge Comey.

Et par uger senere, 14. februar, mødte Comey på ny op i Det Hvide Hus – nu til et planlagt møde med flere andre om bekæmpelse af terrorisme.

Flynn er en »god fyr«

Efter mødet mødet på præsidentens kontor, sagde Trump, at Comey skulle blive, da han gerne ville tale med ham alene. Da døren var lukket, sagde præsidenten ifølge Comey, at han ville tale om Michael Flynn.

Michael Flynn havde trukket sig fra sin post som præsidentens nationale sikkerhedsrådgiver dagen forinden efter ballade om en telefonsamtale, han havde haft med den russiske ambassadør i Washington. Men præsidenten fastholdt, at Flynn var en »god fyr«, og at han »intet forkert« havde gjort i forbindelse med telefonsamtalen. Det eneste problematiske var, at Flynn havde vildledt vicepræsident Mike Pence om indholdet af samtalen.

»Jeg håber, du kan finde en måde at lade dette passere, at lade Flynn være. Han er en god fyr. Jeg håber, at du kan lade det ligge,« sagde præsidenten ifølge Comey.

Comey kunne ikke forstå det på anden vis, end at præsidenten pressede ham som uafhængig undersøgelsesleder til at »droppe enhver undersøgelse af Flynn i forbindelse med falske udtalelser om hans samtaler med den russiske ambassadør i december«.

Spurgt til om præsidenten dermed gjorde sig skyldig i at stoppe efterforskning og retfærdighed, svarede James Comey, at det ville han lade være op til andre at bedømme.

Comey blev også spurgt til sine kollegers reaktion over, at »præsidenten i USA beder dig om at stoppe en undersøgelse«.

De var chokerede, forklarede Comey.

»De var meget bekymrede. De kæmpede med, hvad de skulle gøre med de oplysninger. Skal vi dele det med nogle højtstående embedsmænd i justitsafdelingen?«

Det stod Comey og hans folk klart, at de ikke kunne »inficere undersøgelsesholdet« ved at fortælle, hvad præsidenten havde sagt. De fandt heller ikke, at det gav mening at fortælle det til justitsministeren.

»Så vi besluttede os for, at det bedste ville være ikke at sige noget til nogen – at putte det ned i en kasse.«

Donald Trump pressede også på et møde i marts på for, at James Comey skulle gå ud offentligt og sige, at præsidenten ikke personligt blev undersøgt i sagen.

11. april ringede Trump på ny for at spørge Comey, hvad han havde gjort for at »få det ud«, at han som præsident ikke personligt var under efterforskning. Comey forklarede, at han havde overdraget anmodningen om dette til den stedfortrædende justitsminister, der skulle tage stilling. Men at han ikke havde taget en beslutning.

Trump svarede ifølge Comey, at »skyen« skyggede for hans mulighed for at udføre sit arbejde.

»Fordi jeg har været meget loyal over for dig, meget loyal. Vi havde den der ting, du ved,« fortsatte Trump ifølge Comey, som ikke forstod, hvad Trump mente med »den der ting«.

»Jeg sagde kun, at vejen til at håndtere det var at få Det Hvide Hus’ rådgiver til at ringe til den fungerende justitsminister. Trump svarede, at det var, hvad han ville gøre, og opkaldet sluttede. Det var sidste gang, jeg talte med præsident Trump.«

Under høringen blev Comey videre spurgt, om han tror, at Donald Trump har samarbejdet med Rusland.

»Det spørgsmål tror jeg ikke, jeg skal besvare under en åben høring,« svarede han.

Selv føler Donald Trump ifølge en erklæring fra hans advokat Marc Kasowitz, at han har fået »komplet og fuldstændig oprejsning«, fordi han »ikke var en del af Ruslandsefterforskningen«.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.