Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Frelst svensk stjernejournalist rapporterer fra ytringsfrihedens frontlinjer

I Niklas Orrenius’ verden er en højreekstrem racistisk bevægelse i Sverige en lige så stor fare som radikal islamisme. I en ufrivilligt selvafslørende bog »Skuddene i København« viser han, hvorfor det svenske samfund er blevet som en troldeverden uden kritisk selvreflektion, men med overdreven politisk korrekthed.

Mai Mercado (K) tager imod Lars Vilks. Muhammedtegner Lars Vilks på Christiansborg.
Mai Mercado (K) tager imod Lars Vilks. Muhammedtegner Lars Vilks på Christiansborg.

Da Omar El-Hussein i 2015 angreb Krudttønden i København var formålet at dræbe den svenske kunstner Lars Vilks, der var til stede som taler. Vilks havde udfordret islamister ved i 2007 at tegne profeten Muhammed som en hund. Der har efterfølgende været tre mordforsøg på Vilks, og han lever under konstant politibeskyttelse. Mens Vilks har sympatisører i Danmark, så er han udgrænset i Sverige.

Den svenske journalist Niklas Orrenius har skrevet en reportagebog om terroren i København, Lars Vilks og om den svensk-danske debat om ytringsfrihed. Orrenius er en af Dagens Nyheters stjernejournalister og er blevet overøst med priser for sin journalistik, som bl.a. handler om det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna.
I Dagens Nyheters spalter er Sverigedemokraterna og beslægtede indvandrerkritiske miljøer beskrevet som højreekstreme racister og antimuslimske fascister. At læse Dagens Nyheter, som politisk svarer til danske Politiken, er et stort spring fra det danske mediebillede, og det er som at træde ind i en troldeverden.

En af avisens vigtige aktører er netop Niklas Orrenius, der ikke alene er nyhedsjournalist, men aktivist og meningsdanner.
I sin bog »Skuddene i København« rapporterer Orrenius fra både Danmark og Sverige. Han har samtaler med en lang række både danske og svenske aktører for at finde ud af, hvad der egentlig foregår i de to lande, og hvorfor holdningen til Lars Vilks er så forskellig, som den er. Lars Vilks er bogens hovedperson.

Orrenius’ bog adskiller sig ikke grundlæggende fra hans artikler i Dagens Nyheter. Sverigedemokraterna beskrives som højreekstremister og racister. Deres motiver mistænkeliggøres, og atter og atter anvender Orrenius udtrykket racister uden nogensinde at definere, hvad han mener med det. Men meningen synes klar nok, nemlig at gøre partiet ikke-stuerent.

Orrenius tegner et mørkt billede af en fremadstormende racistisk bevægelse, som foruden Sverigedemokraterna også omfatter danske aktivister som Lars Hedegaard og debattøren Mikael Jalving. Bogens pointe er tilsyneladende at påstå, at den radikale islamiske bevægelse og den højreekstreme racistiske bevægelse i Sverige udgør en lige stor fare for Sverige: »De seneste år har der i Sverige udfoldet sig en langstrakt diskussion om, hvad der er farligst – voldelig højreekstremisme eller voldelig islamisme.« Man er ikke i tvivl om, at Orrenius mener, at de er lige farlige.

Der er en vis sympati at spore hos Orrenius for Vilks, og man fornemmer også en forsigtig kritik af den svenske kulturelite, der fordømmer Lars Vilks for at tegne Muhammed og beskylder ham for at være skyld i uskyldige menneskers død som følge af terror. Men det er en kritik, der er meget vag. Orrenius synes dog at have forstået, at islamismen er en reel fare, og at ytringsfriheden er afgørende for vores samfund: »Hans (Vilks) handlinger og hans situation udtrykker grundlæggende spørgsmål om frihed, demokrati, vold og religion. Det er vigtige problemkomplekser, der ikke går væk, selv om Lars Vilks skulle forsvinde ud af billedet.«

Niklas Orrenius er symptomatisk for den nuværende tilstand i det svenske samfund. Sverigedemokraterna og ligesindede gøres til fjenden og sidestilles med den islamiske fare.
Men Orrenius undlader ganske at inddrage sin egen avis, Dagens Nyheter, venstrefløjen og sig selv i analysen. For ham eksisterer der ikke en trussel fra den ekstreme venstrefløj, og han er selv bare en bannerfører for det demokratiske og tolerante Sverige.
Han kan ikke se, at de indvandrerkritiske stemmer kan have legitime motiver. Han synes ikke at reflektere over, at hans egen avis har udøvet meningsterror mod politiske modstandere, og at der hersker en meningscensur i avisens spalter.
Sammen med det svenske statslige TV, SVT, har Dagens Nyheter noget af et meningsmonopol, og de har misbrugt denne magtposition til at undertrykke anderledes synspunker. At andre holdninger i folkhemmet kan være demokratisk legitime synes ikke at have slået ham.

Titel: »Skuddene i København«. Forfatter: Niklas Orrenius. 370 sider, 300 kr. Gyldendal.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.