Fransk præsidentkandidat suspenderer sin valgkamp

Francois Fillon mener, at alle franske præsidentkandidater bør indstille deres valgkampe efter angreb i Paris.

Paris. Alt imens de franske præsidentkandidater torsdag aften var i fuld gang med en tv-debat, blev den franske hovedstad, Paris, udsat for et skudangreb, der har kostet mindst en betjent livet.

Og allerede få timer efter angrebet, er episoden godt på vej til at blive en central del af valgkampen i Frankrig, hvor der er valg søndag.

Kandidaten for det store konservative parti, Francois Fillon, har med øjeblikkelig virkning indstillet sin valgkamp, og han opfordrer alle de øvrige præsidentkandidater til at gøre det samme, skriver Reuters.

- Jeg hylder sikkerhedsstyrkerne, der ofrer deres liv for at beskytte vores, lyder det desuden fra Francois Fillon på Twitter.

Centrumkandidaten Emmanuel Macron udtrykker på Twitter "solidaritet" med de franske sikkerhedsstyrker. Han udtaler i øvrigt i fransk tv, at han tror, at man fortsat vil se angreb som torsdagens de næste mange år i Frankrig.

- Der er brug for at beskytte landet, lyder det blandt andet fra Macron.

Også højrefløjskandidaten Marine Le Pen fra Front National udtrykker sin sympati.

- Medfølelse og solidaritet til vores sikkerhedsstyrker, der igen er blevet udsat for angreb, skriver Marine Le Pen på Twitter.

Motivet bag angrebet er ukendt. Men politiet kalder det en "terrorhandling".

Den franske præsident, François Hollande, udtaler også, at han mener, at angrebet i Paris er et terrorangreb.

Det siger han i en tv-transmitteret udtalelse, hvor han også meddeler, at han vil holde et møde med sikkerhedskabinettet fredag morgen.

Præsidentkandidaten Jean-Luc Mélenchon, der politisk er placeret til venstre for Frankrigs socialistparti, siger, at angrebet ikke vil gå "ustraffet" hen.

Det skriver han på Twitter.

- Tanker til de døde og sårede politimænd og deres familier. Terrorhandlinger vil aldrig gå ustraffet hen. De skyldige bliver aldrig glemt.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.