Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Frankrig fængsler for et ondt ord

I kølvandet på den islamistiske terror i Paris straffes ethvert tilløb til forherligelse af myrderierne med fængsel. Men hvad med ytringsfriheden, spørger kritikere af myndighedernes hårde linje.

De franske myndigheder er over enhver, der på nogen måde forherliger attentatet på Charlie Hebdo eller den efterfølgende terror. Alene i den første uge efter angrebet på den satiriske avis rejste anklagemyndigheden tiltale i et halvt hundrede sager, og i adskillige af dem er dommen faldet, nærmest inden retsforhandlingerne gik i gang. I dagene umiddelbart efter terrorhandlingerne var politiet og militæret også massivt fysisk til stede i Frankrig som her ved Eiffeltårnet i Paris. Foto: Gonzalo Fuentes
De franske myndigheder er over enhver, der på nogen måde forherliger attentatet på Charlie Hebdo eller den efterfølgende terror. Alene i den første uge efter angrebet på den satiriske avis rejste anklagemyndigheden tiltale i et halvt hundrede sager, og i adskillige af dem er dommen faldet, nærmest inden retsforhandlingerne gik i gang. I dagene umiddelbart efter terrorhandlingerne var politiet og militæret også massivt fysisk til stede i Frankrig som her ved Eiffeltårnet i Paris. Foto: Gonzalo Fuentes

BARCELONA: Det er langtfra første gang, at Aikel har været i karambolage med ordensmagten i Bourgoin-Jallieu. Derfor er det også almindeligt kendt, at den 28-årige mand har et lettere mentalt handicap. Men det er ifølge chefanklageren i den lille by øst for Lyon ingen undskyldning for den tirade, han forrige søndag fyrede af over for en flok betjente – i hvert falde ikke i juridisk forstand.

»Jeg fik mig et godt grin, da de slog Charlie ihjel. De andre har allerede dræbt bin Laden, Saddam Hussein, Mohammed Merah og mange andre brødre, og hvis jeg ikke havde en far og en mor, ville jeg tage på træningslejr i Syrien,« proklamerede Aikel med henvisning til massakren på det satiriske magasin nogle dage forinden.

Han nåede også at råbe »Allahu Akbar«, inden han blev anholdt og blot to dage senere idømt seks måneders fængsel efter en paragraf, der forbyder enhver form for forherligelse af terrorvirksomhed. Hvilket ret beset var billigt sluppet i forhold til det hele kalenderår bag tremmer, som anklagemyndigheden havde krævet.

Søstrene Kouachi

Aikel er langtfra ene om at have fået ørerne i retsmaskineriet for en lidt for frisk bemærkning i kølvandet på terroren i Paris. Alene i den første uge efter angrebet på Charlie Hebdo rejste anklagemyndigheden tiltale i et halvt hundrede tilsvarende sager, og i adskillige af dem er dommen ligeledes faldet, nærmest inden retsforhandlingerne gik i gang.

En video, der på Facebook håner den dræbte politimand Ahmed Merabet, blev eksempelvis straffet med et år. En fuld og ubevæbnet mand, der betroede et par betjente sin lyst til at »meje dem ned med en kalashnikov«, kan se frem til ti måneder i fængsel. Også en 14-årig pige, der for at skræmme en sporvognskontrollør i Nantes hævdede, at hun og en veninde var »søstrene Kouachi«, og at de nu ville trække deres maskinpistoler, risikerer en straffesag.

Bag anklagemyndighedens systematiske og lidet fleksible fremfærd ligger en udtrykkelig ordre fra justitsministeren.

»I en situation, hvor demokratiets fundament udfordres, er det nødvendigt at udvise særlig handlekraft over for racistiske, antisemitiske eller andre ytringer, der kan anspore til hadefuld og voldelig opførsel eller diskrimination og terrorisme,« skriver Christiane Taubira i et cirkulære fra 12. januar, hvor hun også opfordrer anklagerne til konsekvent at gå efter lovens strengeste straf.

Den franske lovgivning på området giver rige muligheder for at føre en endog meget hård kurs. For selv om franskmændene i princippet har absolut ytringsfrihed – også i modsætning til bl.a. danskerne hvad angår blasfemi – skal de i praksis passe på, hvad de siger og skriver på en række områder.

Forherligelse af forbrydelser mod menneskeheden og ytringer, der opfordrer til had, vold og diskrimination mod bestemte etniske og religiøse grupper, eller som skader statens grundlæggende interesser, er alle strafbare.

Forherligelse af terrorisme blev føjet til listen, da Nationalforsamlingen så sent som i november sidste år vedtog en lov, der samtidig fastlægger regler for ulovlige ytringer fremsat på de sociale netværk og forhøjer straframmen til syv års fængsel.

På den baggrund anser justitsminister Taubira da også yderligere stramninger efter Paris-terroren for unødvendige. Men andre er knap så begejstrede for lovgivningen og i særdeleshed den måde, hvorpå den i de seneste dage er blevet brugt. Eksempelvis Amnesty International, der advarer mod en alt for diffus definition af ytringer, der kan betegnes som forherligelse af terrorisme.

»Der er stor risiko for, at disse arrestationer underminerer ytringsfriheden, som ikke kun bør gælde for nogle bestemte befolkningsgrupper,« skriver menneskerettighedsorganisationen i et kommuniké.

Charlie Coulibaly

At det forholder sig præcis sådan; at eksempelvis satire rettet mod trosretninger får længere snor end humor, der spotter andre, er mange muslimske – og ikke kun muslimske – franskmænd overbevist om. De ser anholdelsen af Dieudonné M’bala M’bala som bevis på, at det forholder sig sådan.

Den polemiske komiker, der flere gange er dømt for antisemitisme, skrev efter forrige søndags demonstration i Paris på Facebook, at han »føler sig som Charlie Coulibaly«. Henvisningen til den femdobbelte drabsmand og gidseltager i et jødisk supermarked var blot »et forsøg på at grine ad døden, ligesom den griner ad os, som Charlie ved alt om«, forklarede han efterfølgende, hvilket imidlertid ikke overbeviste ordensmagten.

Men kan vittighedstegninger af Muhammed sidestilles med komikerens latterliggørelse af jøder? Nej, mener flertallet af franske meningsdannere og henviser til, at Charlie Hebdos satire er rettet mod et religiøst dogme, mens M’bala M’bala fyrer sit verbale skyts af mod en befolkningsgruppe, der består af mennesker af kød og blod. Andre er i tvivl, og diskussionen vil uden tvivl fortsætte, når komikeren formentlig i løbet af februar stilles for retten.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.