Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Frankrig er vågnet op i sorg, men også med større sammenhold«

De franske aviser bringer sorte forsider efter onsdagens terrorangreb mod det satiriske magasin Charlie Hebdo, fortæller Berlingskes udsendte i Paris. Det er national sørgedag, mens politiet fortsat jagter gerningsmændene.

Det franske flag på halv i Paris torsdag morgen.
Det franske flag på halv i Paris torsdag morgen.

FRANKRIG: »Det er et Frankrig i sorg, der vågner op dagen derpå. Der er national sørgedag, og samtidig med sorgen og vreden er det et Frankrig, der rykker sammen.«

Sådan lyder meldingen fra Berlingskes udsendte i Paris, Jakob Ussing, der har været i den franske hovedstad siden onsdag eftermiddag.

»Når man ser på aviserne her til morgen, er det lige præcis kombinationen af sorg og det faktum, at man er rykket tættere sammen i kampen for ytringsfriheden, der præger dem,« uddyber han.

Avisen Le Parisien skriver »I kan ikke dræbe friheden« med hvidt på en helt sort baggrund. I sin leder skriver avisen, at den eneste måde, man kan besejre terroren på, er ved at stå sammen og aldrig lade dem, der vil friheden og ytringsfriheden til livs, vinde.

Avisen Libération har også en sort forside med hvid skrift, hvor der står »Nous sommes tous Charlie« - »Vi er alle Charlie«, som er et af de centrale budskaber.

»Avisen stod meget nær tegnerne og journalisterne på Charlie Hebdo, som man ser som søstre i ånden. Libération skriver, at man ikke kan slå Charlie Hebdo ihjel. De er måske ramt i hjertet, men deres ånd vil leve videre i os alle sammen,« siger Jakob Ussing.

Avisen Le Figaro advarer om, at friheden kan blive slået ihjel, hvis vi ikke tager os sammen og indser, at det er en krig mellem dem, der vil friheden, og dem, der ikke vil friheden.

»Hovedbudskabet er sådan set ens over hele linjen: Frankrig er i sorg, men så meget desto mere er der behov for at rykke tættere sammen og forsvare de franske frihedsidealer - ikke mindst ytringsfriheden, demokratiet og republikken,« siger Jakob Ussing.

Mens de franske aviser prædiker ytringsfrihed og demokrati, præger sikkerhedssituationen ifølge Berlingskes korrespondent snakken på gaden.

»Folk er både chokerede over, at det kunne lade sig gøre med sikkerhedssituationen omkring Charlie Hebdo, fordi politiet jo var opmærksom på truslen i forvejen. Så mange franskmænd ryster på hovedet og mangler svar på, hvordan det kunne lade sig gøre - og hvorfor man ikke har fået fat i gerningsmændene endnu,« siger Jakob Ussing og uddyber:

»Fokus vil nok skifte fra sorgen til myndighedernes rolle - kunne man have gjort noget anderledes? Og på gaden er folk begyndt at snakke om, hvorvidt det muslimske samfund gør nok for, at de unge mænd ikke skal blive radikaliserede. Og samtidig vil man ikke skære alle muslimer over én kam.«

Onsdagens terrorangreb på Charlie Hebdos kontor har kostet 12 personer livet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.